Anmeldelse: San Fransisco Ballet Solodansere, Østre Gasværk Teater (København Danser – San Fransisco Ballet)

Anmeldelse: San Fransisco Ballet Solodansere, Østre Gasværk Teater (København Danser – San Fransisco Ballet)

Af Ida Spedtsberg

Vi har fået en ny balletfestival, vidste du det? Nemlig festivalen København Danser under ledelse af solodanser ved San Fransisco Ballet Ulrik Birkkjær og festivalleder Thomas Mieth. Visionen er at kæmpe en kamp for den københavnske kulturscene, og at give danskerne mulighed for at opleve moderne dans og ballet på allerhøjeste internationale niveau, når vi sammen skal nyde de bedste dansekompagnier i verden på københavnske scener. For det er nemlig den internationale dans, der er i fokus.

Festivalens første opsætning, San Fransisco Ballet Solodansere, er et ønske om at vise danskerne ballet af høj kvalitet, men også at bidrage med noget diversitet, som den danske balletscene trænger til. Som titlen afslører, har vi fint besøg af de allerbedste fra det berømte balletkompagni fra vestkysten. Her danser de et blandet program, der spænder fra ældre klassiske værker som ”In the Night” af Jerome Robbins, ”In the Middle, Somewhat Elevated” af William Forsythe og ”Tarantella” af George Balanchine til helt ny kreationer koreograferet af de amerikanske dansere selv.

Og netop de nye kreationer tilbyder en kontrast og dybde til aftenens program, når danserne viser værker koreograferet med udgangspunkt i egne erfaringer som kvinde, Person of Color og LGBT-aktivist. Forfriskende og mindeværdigt.

Aftenens skydes i gang af den korte solo ”Bugle Boy” koreograferet af amerikanske Paul Taylor i 1991 til forestillingen Company B. Til ”Boogie Woogie Bugle Boy” snurrer, hopper og smigrer Joseph Walsh sig igennem nummeret. Det er en lille, energifuld appetizer, der allerede tidligt på aftenen, fremviser den amerikanske dansetradition og understreger kompagniets enormt sikre teknik.

Herefter følger den lynhurtige og teknisk svære ”Tchaikovsky Pas de Deux” af George Balanchine – et værk vi desværre ikke ser så tit i den danske ballet. Denne aften udført med stor sikkerhed af Frances Chung og Isaac Hernandez. Og så kommer de tre af de nye værker, der løfter aftenens forestilling fra balletkavalkade til kunst, der vi mere end blot at blive beundret.

Her vil jeg især gerne fremhæve Myles Thatchers pas de deux for to herrer, Ulrik Birkkjær og Esteban Hernandez, til sangen ”Starry starry Night” smukt sunget af danske Silas Bjerregaard med Carl-Erik Riestra på guitar. Ja, vi har set duetter mellem to herrer og en del mandligt partnerarbejde især inden for den moderne dans. Men vi har sjældent set en intim og følsom pas de deux i klassisk forstand. Og det var da about time, at vi fik set det! Stykket næsten vibrerer af styrke, sårbarhed og kemi. Tak for det!

Og som om det ikke var nok, brager næste værk, Dani Rowes forestilling ”No. 5”, igennem ballettens svar på lydmuren lige efter. Fem stærke, jakkesæt-klædte kvinder indtager scenen. Med knivskarpe bevægelser, upåklagelig timing og på tå efterlader de os blæst bagover i deres søgen på det feminine i en mands verden. En af mine højdepunkter på aftenen. Godt der lige kommer en pause efterfølgende til at fordøje i.

Anden halvdel af forestillingen byder igen på klassikere såsom den sælsomme ”In the Night” af Jerome Robbins. Her gør Robbins det han er allerbedst til – drager os ind i sin verden af menneskelige følelser, opslugende trin og en naturlighed i trinsproget, som står i kontrast til eksempelvis den russiske tradition, der danner aftenens finalenummer. Nemlig ”Le Corsaire Pas de Deux”. Her får vi et bravour-nummer, der har fået alt hvad den kan trække af pirouetter, store spring og vilde løft. Misa Kuranaga viser en næsten unaturlig balanceevne og stor lethed i selv de hastige stykker af pas de deux’en. Taras Domitro springer så højt og med sådan en power, at selv den store scene på Østre Gasværk virker en tand for lille.

Og der er ikke et øje tørt. Publikum belønner i den grad danserne med det længste bifald, jeg har oplevet længe. Det er lige før man fælder en tåre bare ved tanken. Tænk at vi får mulighed for at se et sådant talent på en dansk scene. Vi bliver gjort opmærksom på, at det er første forestilling med fuldt publikum i Østre Gasværk siden februar 2019. Hvor er det velfortjent at åbne med denne dansefestival.

Så er du bare en lille smule interesseret i klassisk ballet, udenlandske dansere af høj kaliber eller at få udvidet dine kunsthorisonter på smukkeste vis, så er København Danser lige noget for dig. En kæmpe opfordring her fra til at komme afsted og støtte dette fantastiske initiativ.

Og når du ikke San Fransisco Ballet Solodansere i denne omgang, får vi heldigvis besøg fra udlandet allerede igen om en måned. Her kan dobbeltprogrammet, der er opkaldt efter den legendariske koreograf Pina Bausch, opleves i en opsætning af Pina Bauschs berømte værk ”Le Sacre du Printemps” samt det nye værk ”common ground[s]”.

San Fransisco Ballet

København Danser

Østre Gasværk Teater, Morten Grunwalds Plads 1, 2100 København

Spilleperiode: 2.-5. september 2021

Set den 2. september 2021

Fotos: Tom McKenzie

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Festivalledere for København Danser: Ulrik Birkkjær & Thomas Mieth

Medvirkende:

Dansere: Joseph Walsh, Frances Chung, Misa Kuranaga, Isaac Hernandez, Sarah van Patten, BabaTunji Johnson, Ulrik Birkkær, Esteban Hernandez, Dores Andre, Sasha de Sola, Myles Thatcher & Taras Domitro.

Koreografi: Paul Taylor, George Balanchine, BabaTunji Johnson, Myles Thatcher, Dani Rowe, Jerome Robbins, William Forsythe & Marius Petipa.

Vokal: Silas Bjerregaard

Guitar: Carl-Erik Riestra

Flygel: Alexander McKenzie

Violin: Niklas Walentin

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *