Anmeldelse: Selvmordets Anatomi, Teater Republique

Af Emil Samaras Eriksen

Overskriften til Selvmordets Anatomi gav mig selvfølgelig nogle forventninger om stykkets tyngde og indhold. Men den geniale forestilling på Teater Republique overgik mine forventninger, og den lægger op til de svære samtaler om døden, sorg, og om hvordan man bevæger sig videre i livet efter at have hilst på døden.

Stykket handler om en familie, hvor tre generationer af kvinder kæmper om at have kontrol over deres egen virkelighed. Kampen er ikke dramatisk eller usædvanlig i sin natur – og deres forskellige udfordringer er præsenteret som autentiske beretninger om deres liv. Det usædvanlige er, at der er tre historier – om bedstemoderen, som forgår i 1973, moderens historie i 2003, og barnets historie i 2033. Alle tre narrativer forgår samtidig på scenen!

Scenen er derfor opdelt i tre dele, én til hver generation. Således får publikum langsomt forståelse for deres relation som familie, og den situation, som hvert af de tre i rækken af mødre står i. Bedstemoderen Carol, spillet af Helle Fagralid, har lyst til at dø. Hendes søde, men tydeligvis uforstående mand, Jon, spillet af Nicolai Kopernikus, tolker hendes sorg som et problem, han gerne vil løse for hende, i stedet for at anerkende hendes tilstand.

Allerede fra første scene står denne pointe klar: Parret står og diskuterer noget, man først ikke forstår, men som viser sig at være bedstemoderens selvmordsforsøg. Jon er chokeret, hvilket virker klart. Men Jons reaktion er at trække sig tættere på sin kone igennem stykket, fordi han bygger sit eget selvværd på sin romantiske forbindelse til hende. Han tolker hendes selvmordstrang som en afvisning af deres forhold, og han kan derfor ikke møde hende i en dybere forståelse af, hvorfor hun fortsat ikke vil leve mere. Det er denne mangel på forbindelse, som visualiserer deres destruktive forhold og de mange fejlkommunikationer, de har. Samtidig får det hende til at agere selvisk og afkoblet fra sit barn Anna (Ida Cæcilie Rasmussen), som er det næste led i familiegenerationen.

Anna får sine egne problemer i livet, med misbrug og svigt fra sin mor, såvel som den samme mangel på forståelse fra sine medmennesker. Der er to slags bipersoner i stykket, og det er påfaldende, at der findes to slags bipersoner, der interagerer med de selvmordstruede hovedpersoner: Pårørende, primært familiemedlemmer, og sygevæsnet. Sygevæsnet bliver fra første scene af – hvor de har forbundet bedstemoderen efter et selvmordsforsøg og derefter bare ladet hende gå – fremstillet som totalt ubehjælpelige i relation til de selvmordstruede. Den eneste gang i stykket, sygevæsnet formår at hjælpe, er, da en af hovedpersonerne reelt mister bevidstheden. Udover dette er de fuldstændig ude af stand til at forholde sig psykologisk til problemerne, og det forekommer som en ironisk twist, at Bonnie, Annas datter, vælger at blive læge. Jeg vil dog lægge dette op til en åben fortolkning.

Alle tre handlingsforløb udspiller sig som nævnt på samme tid. Det betyder, at der sker mange ting på scenen, fordi personer fra forskellige tidsaldre bogstaveligt talt snakker i munden på hinanden. Det kan være anstrengende og forvirrende at se som publikum, fordi der er så mange indtryk på samme tid. Men det er også idéen – nemlig at vise, at ingen af de tre familiemedlemmer kan forstås af deres omverden, og at de mønstre gentager sig.

Alice Birchs dialog er skarp, og skaber nogle øjeblikke i stykket, hvor de kvindelige familiemedlemmer taler sammen, eller ”til hinanden” på tværs af tidsaldre – og forstår hinanden på en hel anden måde, end deres omgangskreds gør.

Den yngste datter, Bonnie, er stille og snakker mindre (med ord) med de mennesker, der eksisterer i hendes virkelighed. Men ­­­Christine Albeck Børges skuespil tydeliggør mesterligt, at Bonnie er en mønsterbryder, der stadig har et net af følelser og sorg, som kommer af tabet af sin mor og bedstemor. Hun frygter, at hun en dag vil gøre det samme ved sit barn. Det bliver en ond cirkel for hende, hvor hun indespærres i sin egen sorg, og lukker sig inde i sig selv på grund af sin fortid. Børges skuespil er følelsesbetonet og rammende, og som publikum forstår man hendes sorg, fordi man bogstaveligt talt ser hendes familiehistorie udspille sig samtidig med, at man ser hende leve i skyggen af den, og prøve at overvinde den.

En scene med Bonnie og en teenager til en fest illustrerer behovet for at blive mødt i de følelser, man har. Teenageren siger, at hun ”er på [s]in FJERDE breezer!”, og da Bonnie intet gør for at sige teenageren imod, tilføjer hun ”…og jeg overvejer at tage MDMA.” Situationen er humoristisk, men også emblematisk for Bonnie og de andre kvinders problematik. Teenageren savner at blive hørt, at blive forstået, og bliver overrasket, da Bonnie ikke med det samme bekræfter hende i, hvor forfærdeligt det er at drikke mange breezere. For det er den rolle, bipersonerne spiller i stykket. De reagerer chokeret og er derefter ganske ude af stand til at møde hovedpersonerne. Når teenageren bliver forundret over Bonnies manglende chok, er det fordi følelser i stykket aldrig behandles med forståelse og nærvær.

Den indespærring, som afstanden til bipersonerne skaber, er repræsenteret igennem Anja Behrens enkle, men effektive scenografi. Scenen præsenteres som et hvidt hus, hvor de tre hovedpersoner kommer ud hver deres dør og skifter kostumer fra. Huset er familiens hus, og bliver for Bonnie et symbol på den usikkerhed og sårbarhed, som virker som en social arv, der løber igennem familien.

I anden akt forvandles huset til en nærmest endeløs gang en via optisk illusion. Det symboliserer, at Bonnie begynder at bryde nye mønstre, og adskiller sig selv mere fra sine forældres tragedier. De tre døre, der tidligere repræsenterede de tre tidsaldre, er nu forsvundet. Det skaber et forstærket fokus på Bonnies del af historien, som jo meget passende forgår i en tidsalder, der lægger forud for vores egen virkelighed (og dermed vores forståelse?). Kronologien i tiden er brudt, og det skaber større usikkerhed, men også muligheder for at Bonnie kan udforske sin historie foran os på scenen.

Det er også interessant, at bedstemoderens tragiske historie i 1973 er knyttet til sexisme og til langvarende fordomme om selvmord, såsom idéen om, at én, der begår selvmord, ”ikke er i kontrol”. Jons mangel på forståelse for hende er kodet til klassisk patriarkalsk familiestruktur. Hun skal blive derhjemme hele dagen. Hun kan udtrykke følelser, men må kun udtrykke vrede, og bliver i så fald set som hysterisk. Hendes selvmordsforsøg kommer, ”fordi hun var hysterisk og ude af kontrol”.

Dette mønster illustreres igen i 2003 med Anna, som oplever den samme mangel på forståelse. Dermed knytter stykket direkte meget eksplicit sexisme fra 1973 til en meget mere implicit og moderne sexisme: Nemlig den måde, vi (mænd) ofte oplæres til ikke at kunne forstå og acceptere følelser som valide. Det er især mænd i stykket, som simpelthen ikke forstår de følelsesmæssige ansvar, som de skal påtage sig, hvis de ønsker at hjælpe og støtte deres medmennesker. Selvmord er ikke noget, som andre kan fortælle dig, eller belære dig om – det noget, hvor man har brug for at blive lyttet til, og forstået af sine medmennesker. Når selvmord faktisk oftere er noget, mænd gør end kvinder, tror jeg netop at det hænger sammen med, at mænd ikke oplæres til at vise og dele deres usikkerheder.

Selvmordets Anatomi er en vigtig forestilling, som kan være med til at italesætte død, selvmord, stress, angst, sårbarhed og alle andre følelser. Et af de svære spørgsmål, som stykket arbejder med, er jo netop den menneskelige overvejelse om, hvorfor man som person kan føle, at den eneste udvej for livets udfordringer, er at afslutte det. Forestillingen tydeliggør, at selvmord bliver en flugtvej, når kommunikationen og forståelsen mellem individer ophører, og man som person spærres inde i sine egne følelser, uden mulighed for at bryde ud af dem.

Det kan være en hård omgang at se et sådant stykke. Man kan også mene, at der var for meget dialog, som blev for rodet, fordi det som publikum kræver en del at følge med i tre narrativer på én gang, hvor følelserne flyver, der bliver råbt, og de intime øjeblikke rammer tungt. Men det er den rigtige måde at behandle et emne som selvmord på, og Selvmordets Anatomi fortjener din opmærksomhed, hvis du føler, at du kan klare at åbne dig op for de mange stærke følelser, der udspiller sig på scenen. Det er et gennemført stykke, hvor dialog og skuespil går op i en højere enhed på scenen. Jeg vil mene at det helt klart er værd at opleve – især for at lære af det.  

Østerbro Teater, Teater Republique, Store Scene, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: 9. marts-6. april 2019

Set den 12. marts 2019

Fotos: Karoline Lieberkind

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen, Christine Albeck Børge, Karin Bang Heinemeier, Nicolaj Kopernikus, Troels Thorsen, Thue Ersted Rasmussen, Ellaha Lack (studerende fra Den Danske Scenekunstskole, Skuespiluddannelsen Odense), Isabella Kjær-Westermann, Rose-Maria Kjær-Westermann, Thora Marie Lind Wilhardt, Martha Fogh Duelund og Sara Fusager

Forfatter: Alice Birch

Oversætter: Simon Boberg

Instruktør: Anja Behrens

Scenograf: Ida Grarup

Lysdesigner: Súni Joensen

Lyddesigner: Anders Munch Amdissen

Belysningsmester: Peter Lorichs

Varighed: Ca. 2 timer og 25 min. inkl. 30 min. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Samfundsfags-gymnasieelev, årgang 15'-18'. 20 år gammel, interesseret i retorik, filosofi, politik og mærkelig kunst. Er fan af teater, drama og alle andre former for (lokal)kultur.

  • Show Comments (2)

  • Birgitte

    Dette er en helt fantastisk anmeldelse så klogt og viist skrevet. Tyder på et menneske med stor indsigt i kompleksitet og mod i og med at det rammer mig som er ramt af selvmord i familiien og danner dybere indsigt end teaterstykke gjorde selv.

    • Emil Eriksen

      Tak for at dele det med mig – det betyder rigtig meget for mig. Venlige hilsner, Emil

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Life Is Good, Dansk Rakkerpak

Af Ea Melissa Christiansen   Et venskab kan opstå på et splitsekund. Ligeså kan ...

Anmeldelse: 4:48 PSYCHOSIS, Aarhus Teater

Af Trine Kinch   Den britiske dramatiker Sarah Kane, efterlod sig 4:48 PSYCHOSIS, da ...

Anmeldelse: Tove! Tove! Tove!, Det Kongelige Teater

Af Eva Gudmand   Denne forestilling er en repremiere. Vi anmeldte også Tove, Tove, ...

Anmeldelse: Peters jul, Odense Teater

Af Mette Herschend   Odense Teater åbner dørene for dette års juleforestilling ’Peters jul’ ...

Anmeldelse: Frøken Julie, Teater Birgitte

Af Christian Skovgaard Hansen   ’Frøken Julie’ er skrevet af den svenske dramatiker August ...