Anmeldelse: The BeatRoots, Teatergrad

Af Emil Samaras Eriksen

Jeg havde ingen forventninger til The BeatRoots. Jeg forstod, at det var halvt teater og halvt koncert, og at – det fiktive countryband –”The BeatRoots”er navnet på det band, som stykket handler om; nemlig bandet, som i stykkets åbning stiller op til en traditionel comebackkoncert.

Det hovedsageligt midaldrende publikum – de forreste sidder med cowboyhatte – klapper ivrigt til ”Country Roads”, som bliver spillet på overbevisende vis. Der går et par numre med klassisk countrymusik, og jeg begynder at blive i tvivl om, om jeg overhovedet er til en teaterkoncert. Men stemningen er god, og countrymusikken faktisk overraskende ligeså, selvom det absolut ikke er min yndlingsgenre. De har endda et par gode selvlavede numre på setlisten. Christiania Operaen, hvor jeg ser det omrejsende teaterstykke, er et hyggeligt forsamlingshus, som sælger følelsen af hygge og amerikansk-inspireret folkestemning.

De fire musikere er også skuespillere på scenen. Rolf Hansen og Jacob Teglgaard Christine spiller to uenige brødre i hovedrollerne, og derudover performer de med Christine Worre Kann & Marie Louise von Bülow. Det skal siges, at langt størstedelen af stykket reelt er en countrykoncert. Som sagt en god én af slagsen.

Stemningen blandt publikum var god, og især Jacobs karakter gør et godt stykke arbejde med at underholde publikum. Vi danser støvledans i traditionel countrystil (”Sukkerfod! Turn around!”), og Jacob får nemt publikum op af stolen flere gange.

Rammefortællingen er en gendannelse og tourstart for familiebandet The BeetRoots. Publikum præsenteres, efter et par indledende countrysange, til samtaler og historier imellem numrene, som uddyber performernes personligheder. Hertil kommer også nogle humoristiske sekvenser, hvor performerne på scenen bevæger sig i slowmotion, og man kan høre deres tanker. Her vises bl.a. rivaliseringen mellem Jacob og Rolf, og der fortælles historier om bandets fortid som en samlet kollektivistisk enhed, der nu ifølge Rolf trues af ”teknologikapitalismen og individualiseringen”.

Disse indlæg mellem numrene er som sagt ofte humoristiske, men desværre ikke helt så selvironiske, som denne anmelder gerne ville have det. Det er som om, at form og indhold ikke går op i en højere enhed. Hvorfor spiller bandet countrymusik, hvor langt de fleste af deres sange bygger på amerikanske sexistiske teser om, at man skal ”passe på sin kvinde”, samtidig med at de to kvindelige performere, næsten intet får at lave, sammenlignet med deres mandlige medperformere? Alle skuespillerne er sjove og musikken er god, men det virker som om der mangler et samlet tema.

De sidste ca. 20 minutter af stykket – uden at afsløre for meget – forvandles de to mandlige skuespillere sig til levende politiske stereotyper, og kvinderne… følger ligesom bare med. Resten af stykket bliver en bizar politisk analogi for den nuværende verdensorden og det kaos der hersker, samt de totalitære ideologiers stormagtskamp i det forrige århundrede.

I en voldsom og forvirrende ændring af stykket rives logoet af ”The BeatRoots” ned fra scenen (og nævnes aldrig igen!), og de eksisterende bandmedlemmer forvandles til diverse politiske ideologier med tilhørende politiske voiceclips i baggrunden. Det skal opleves, før man forstår – og selv hvis man oplever det, tvivler jeg på man helt forstår. Ligesom BeatRoots er i opløsning, er samfundet det også. Fællesskabet og næstekærligheden er på retur, og der tales efterhånden mere om tingene, end der egentlig gøres. Folkets stemme bliver ikke hørt. Man kan være enig eller uenig i præmissen, men stykket giver et indspark i den politiske debat. ”Transformationen” virker dog desværre ikke særligt helstøbt.

Det skal dog siges, at The BeatRoots bliver en smule bedre af denne mærkværdige afslutning. For selvom jeg har meget svært ved at få det til at give mening, så er det dog i sidste ende underholdende, og totalt specielt! Stemningen var da også god, og publikum var helt med på stykkets uforudsigelige drejning – da maskerne og diverse rekvisitter bliver taget af til sidst, så vi egentlig kan se, hvem der gemmer sig bag masken. Publikum synger med på ”We Shall Overcome”, så stykket slutter helt vemodigt og i en fællesskabsfølelse blandet publikum og performere, som fungerede godt i overensstemmelse med tanken bag bandet: Nemlig at samle et fællesskab – hvis vi da kan!

Der er flere elementer af publikumsinddragelse i forestillingen, og enten hader man det, eller også elsker man det. Uanset det ene eller andet, gør en stor del af publikum det, som de bliver bedt om – også selvom de måske ikke er helt bekvemme med det. Og hvorfor? Hvorfor ”adlyder” vi? Netop fordi autoriteten på scenen siger det, men spørgsmålet er, om vi altid bør lytte til autoriterne.

Men den tydelige politiske tematik kommer alt for sent og pludseligt, og det virker som et spildt potentiale. The BeatRoots fik publikum engageret – så hvorfor ikke få dem til at gøre mere end bare at danse country? Hvorfor ikke få os til at stemme, eller støtte fysisk op om Jacobs politiske ønsker?

Hvis publikum er folket, hvad er bandet på scenen så? Et billede af folket? Tjo! Med de forskellige stemmer. Lige så forskellig de to brødre Jacob og Rolf er i udseende, lige så forskellige er deres sind. Der er forskel på brødrene, på deres forhold og på deres kvinder. Ligesom i samfundet. Det store spørgsmål er så, hvordan vi egentlig kan holde hinanden ud – og hvad vi gør i forhold til hinanden, herunder hvor langt vi egentlig vil strække os for hinanden. Stykket ville nok have fungeret bedre, hvis de politiske analogier blev sat op tydeligere, for familiefejden virker langt hen af vejen som en helt anden konflikt end forestillingens fokus i afslutningen. Eller alternativt, hvis de havde uddybet og udelukkende fokuseret på blandingen af familiefejde og musik.

Publikum virkede dog som om de elskede The BeatRoots. Det var også underholdende – især hvis man har fået sig et par øl, og hvis countryaften er ens største ønske. Det var også helt specielt, uforudsigeligt og overraskende. Jeg kan i hvert fald garantere en unik aften, og hvis man ønsker dette tilsat en god portion publikumsinddragelse, så tror jeg ikke The BeatRoots skuffer. Der er tydelige (gode) tanker bag forestillingen, men det er som om, at enderne ikke er blevet samlet i helstøbt form.

Teatergrad

Stykket spiller i diverse forsamlingshuse og koncertsale. Gå til stykkets hjemmeside for mere information om spillesteder.

Spilleperiode: 13.-19. og 22.-25. marts 2019, Danmarksturné i perioden 20.-21. marts, 26. marts-11. april og 20. august 2019 samt under CPH STAGE (23.-24. maj 2019)

Set den 13. marts 2019

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Rolf Hansen, Jacob Teglgaard, Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Dramatiker: Line Mørkeby

Komponist: Marie Louise von Bülow

Scenograf: Sir Grand Lear

Varighed: Ca. 90 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Samfundsfags-gymnasieelev, årgang 15'-18'. 20 år gammel, interesseret i retorik, filosofi, politik og mærkelig kunst. Er fan af teater, drama og alle andre former for (lokal)kultur.

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Hamlet, Odense Teater

Af Mette Herschend   Jeg er splittet, da jeg forlader Odense Teater: På den ...

Anmeldelse: NOMA, Sort/Hvid (- set fra to synsvinkler!)

Af Christian Skovgaard Hansen og Jonas Gudmand Nogle gange vil I opleve to anmeldelser ...

Anmeldelse: Dannebrog, BaggårdTeatret

Af Thormod S. Kamban Knivskarp politisk satire er, hvad man får serveret hvis man ...