Anmeldelse: STOL, Randers Teater (sART Danseteater)
Af Freya Quvang
Det er så svært at afkode præcist, hvad tillid er. Vi kan klart komme på almene ord eller eksempler, der enten opbygger eller nedbryder tillid, men sagens kerne er, at tillid er et utroligt abstrakt format, der kræver langt mere end blotte ord i munden. Tillid er ikke noget der bare opstår. Tillid skal værnes om, bygges op og holdes ved lige. Tilliden skal med andre ord ikke bare siges, den skal vises. Dét er omdrejningspunktet for sART Danseteaters forestilling STOL.
Gennem både skrøbelig, hårdfør, kaotisk og harmonisk dans, udfolder danserne Jan Vesala, Simon Stenholm Söderlund og Aurora Itland fra sARt Danseteater selve anatomien af tillid. Både indenfor og udenfor scenekantens grænser mærker de sig frem i skepsis og tiltro til hinanden, til dem selv og til stykkets komiske manifestation af tillid, nemlig stole. STOL strækker sig som performance fra at være lille og statisk med repetitive, spæde og skrøbelige bevægelser til at være voldsom og omfangsrig i en sådan grad, at scenen føles for lille til danserne, der med udstrakte arme og med en stol i favnen tonser rundt om hinanden. Dansen i sin helhed er et smukt billede på livet fra barn til voksen, og hvorledes vi indlærer tillid – eller manglen derpå – for at give den videre til andre. Vi oplever, hvordan de medvirkende både kan misforstå hinanden, men senere danne bånd, hvordan de bogstaveligt talt kan stole blindt på hinanden og hvordan de ved at bygge et solidt fundament af stole, kan lære at stole på dem selv.
Forestillingens scenografiske udtryk, af Rikke Juellund, har knudepunkt i disse benævnte stole, der ikke blot fungerer som ordspil, men også som aktivt redskab for de medvirkende. En klapstol er nemlig ikke bare en klapstol, det er et skjold, en leg, en byggeklods, og vigtigst af alt et udtryk for at “stole” på nogen. Som virkemiddel bidrager stolen til en dybere forståelse af stykket fra ende til anden, og den er på den måde en gave, der bliver ved med at give. Som ekstra dimension, udgør flytbare scenetæpper i samspil med lyssiden et betagende skyggespil, der kan virke både dystopisk og forvrænget, men også som besjælede hulemalerier.
Koreografi og rekvisitter smelter sammen i det kontinuerlige brug af stole, men også i dansens umiddelbarhed. Hvor nogle sekvenser fremstår som overdrevent tegnsprog gennem hele kroppen, udspiller andre sig mere metaforisk og følelsesmæssigt gennemtrængende. Jeg kan ikke forestille mig en mere oprigtig måde at illustrere tillidens anatomi på end gennem STOL’s grænseudforskende dans mellem mennesker, der i både sorg, glæde, nysgerrighed og vredesudbrud forpligter sig til hinanden. Oprigtigheden ligger i måden, hvorpå danserne lader deres følelser udfolde sig gennem kroppen fremfor munden. Som tidligere nævnt, skal tillid vises, ikke bare siges, hvilket er akkurat, hvad der præsteres i STOL.
Stykkets lydside af Kim Malmose Hansen spænder genremæssigt bredt fra meditativt fløjtespil til hård rap, og med sporadiske mellemrum af komplet stilhed, der får en til at holde vejret af frygt for at overdøve den sagte lyd af nøgne fødder trippende hen over scenegulvet. På den ene side virker den voldsomme kontrast i lydniveau atmosfærisk godt, men kan til tider forekomme abrupt og uharmonisk.
STOL fangede mig hurtigt i sin autenticitet og råhed. Man sidder stykket igennem med en følelse af, at de medvirkende virkelig giver sig selv til publikum. Med en ukompliceret påklædning og minimale udveksling af replikker, må vi stole på dansens formåen – noget vi roligt kan gøre.
Som delvis guide gennem stykket er en voiceover, indtalt af Charlotte Munck, der fortæller os alt det om tillid, vi allerede ved, men som vi af og til glemmer. Fællesskab forpligter, vær tro overfor dig selv, og mere i samme dur. En genganger i forestillingen er dog: ”Tillid opbygges i de allermindste øjeblikke”. En sætning, der giver genlyd i dansens periodiske tillidsfald, men også som en indre stemme efter stykkets afslutning.
STOL minder os om, hvor vigtig en byggeklods tillid er i enhver type forhold; hvad end det er til en partner, en ven, et fællesskab eller til dig selv. Selvom tilliden hurtigt kan vakle og bryde sammen, kan den også genopbygges og være fundamentet for vores tætteste relationer. STOL husker os på, at der ikke altid behøver at skulle mere til end en udstrakt, hjælpende hånd, et gengældt kram eller bare det at møde op, for nogle gange er det de allermindste øjeblikke, der betyder allermest.
sART Danseteater
Randers Teater, Mariagervej 10, 8900 Randers
Spilleperiode: 30. januar 2023 – på turné
Set den 30. januar 2023
Foto: Maria Fonfara & Rico Feldfoss
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Dansere: Jan Vesala, Simon Stenholm Söderlund og Aurora Itland
Voice over: Charlotte Munck
Producent: sART Danseteater
Co-Producent: Teater Momentum
Iscenesætter: Sofie Christiansen
Scenograf: Rikke Juellund
Dramaturg: Trine Wisbech
Lys- & lyddesigner: Jens Hansen & Kim Malmose Hansen
Dramaturgisk konsulent: Jens August Wille
Skrædder: Hanne Christiansen
Tekniker: Niels Lau, Dagmar Johansen og Jesper Pedersen
Kreativ Producent: Anneline Köhler Juul
Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod