Anmeldelse: Tatovering, Mungo Park
Af Nanna Sofie Pehrson
Anna Malzer har endnu engang vist, at hun er dansk scenekunsts power-woman no. 1. Udover at give den smæk for skillingen som teaterdirektør på Mungo Park, beriger hun os nu med ny dansk dramatik, der siger spar to. Malzer er lyset for enden af tunnelen – den stemme, vi unge har savnet i dansk scenekunst. Anna Malzer giver ordet til dem, hvis historier ikke bliver hørt i fortællingerne, vi ellers bliver præsenteret for på de danske scener. Historierne fra de unge, der ikke er vokset op i pæne villakvarterer og rækkehuse, men i falmede, grå sociale boligbyggerier fra 1960’erne. De unge, der ikke kun hedder Mads og Mikkel, men Abdi og Hussein.
I Tatovering gør Malzer det klar for alle, hvor lidt diversitet vi ser i dansk scenekunst i dag, og hvor lidt det kræver at skabe en fortælling, der rammer et spektrum, som passer til det diverse samfund vi lever i i dag.
Tatovering er en fortælling om en ung kvinde, der mister en far, som hun aldrig rigtig har kendt, til kræft. Men også en fortælling om, hvad der gør en ung pige hård og hvordan det er, at vokse op med seriøse daddy-issues i et miljø, hvor mennesker forsvinder omkring dig.
Sara Fanta Traore lægger stærkt ud med forestillingens indledende monolog. Hendes rolle er hovedpersonen i ”nutid” og hun fortæller følelsesladet om sin far, der ligger døende 138 kilometer væk. Forestillingens anden skuespillerinde er Nana Morks, der hovedsageligt spiller hovedpersonens ”fortid” og erindringer. Sammen lader de historien om en ung rastløs og hårdhudet ung kvinde udspille sig for publikum.
Ikke nok med at instruktør og dramatiker Anna Malzer har formået at skrive en tekst, der både er poetisk og komisk, så løfter skuespillerne teksten op på et, om muligt, endnu højere niveau. Nana Morks og Sara Fanta Traore leverer begge en fremragende præstation, hvor de virkelig formår at spille på selv de helt store følelser – og den helt store komik. For komisk (og vel også lidt tragisk) er det, hvordan unge kvinder meget tidligt lærer, at bruge deres seksualitet til at få tingene, som de vil have dem.
Scenografien af Simone Bartholin er enkel i grå toner og med lysstofrør hængende i loftet. Skuespillerindernes kostumer matcher scenen, hvilket skaber en følelse af at være inde i en form for drøm – eller måske nærmere en erindring, som i Harry Potter og Flammernes Pokal da Harry falder i Dumbledors mindekar. Scenografien gav mig netop den følelse, af at falde ned i hovedpersonens mindekar og gennemleve de minder, der gjorde hende til den, hun er.
Erindringerne er barske og skildrer et miljø, mange i min generation sikkert kender til. Et miljø, hvor langt de færreste har forældre, der bekymrer sig om, hvad tid man kommer hjem eller hvem man hænger ud med. Et sted hvor, alle taler forskellige sprog og der er langt imellem dem, der får lasagne og spaghetti-bolo til aftensmad. Jeg er selv opvokset i et sådant miljø og ja, der er mange barske fortællinger, som ingen rigtig kender til – selvfølgelig udover de unuancerede beretninger, der bringes i medierne, som langt fra tegner et virkelighedstro billede af boligblokkenes mange skæbner. Netop derfor er det så befriende at træde ind i et teaterrum, hvor der gives plads til netop de historier, og hvor vi får lov at høre fortællingen fra en hovedperson, hvis mund ”er en losseplads af sprog” og opleve, at man også kan skabe poetisk tekst selvom ”fuck” indgår i hver anden sætning og en af replikkerne er på serbisk.
Jeg vil anbefale alle at tage ind og opleve denne øjenåbner af en forestilling. Blot fordi det er tekst skrevet af en ung kvindelig dramatiker, spillet af to unge kvindelige skuespillere og som omhandler en ung kvindes oplevelser og udfordringer ved livet, betyder det langt fra, at det blot er en forestilling rettet mod et ungt kvindeligt publikum. Det vil i hvert fald ryste mig voldsomt, hvis ikke en eneste mand blandt publikum, har fået noget ud af forestillingen den aften. Kvinder har i mange år måtte identificere sig med mandlige hovedpersoner, fordi kvinder i mange år ikke har været tilstrækkeligt repræsenteret i scenekunst såvel som i mange andre dele af samfundet. På samme måde som publikum af anden etnisk baggrund i mange år, ja helt frem til i dag, har måtte slå sig til tåls med at identificere sig med etnisk danske hovedkarakterer. Det skal være slut. Der skal være plads til os alle sammen – også i kunsten.
Tatovering er en vigtig forestilling, med fremragende skuespilpræstationer og smuk tekst, som taler ind i vigtige og altid aktuelle debatter og temaer som diversitet, ungdom, sorg og kærlighed.
Mungo Park, Fritz Hansens vej 23, 3450 Allerød
Spilleperiode: 24.-26. august, 2.-3. november og 1.-3. december 2020
Turné: 3.-6. september, Forbrændingen, Vognporten 11, 2620 Albertslund
Set den 24. august 2020
Fotos: Catrine Zorn
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Nana Morks og Sara Fanta Traore
Instruktør og dramatiker: Anna Malzer
Tekst- og instruktionskonsulent: Mikkel Flyvholm
Scenograf: Simone Bartholin
Lysdesign: Mikkel Givskov
Lyddesign: Emil Bøll
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod