Anmeldelse: Transfervindue, Det Kongelige Teater (Eventministeriet)

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Mine støvler vejer flere tons, mens vi i tavshed går forbi Restaurant Ofelias tomme borde. Vi kommer ud af bygningen og gemmer os væk i et hjørne, hvor vi tænder en cigaret hver. Vi siger ikke et ord, før vi har undgået hinandens blikke for længe. Så kommer der en bølge mere, helt nede fra mellemgulvet. Og mens der igen triller stille tårer ned af mine kinder, begynder vi brat at jappe i munden på hinanden. Der er nærmest en vrede i vores stædige insisteren på hver især at være den, der kommer med pointerne. Det lyder som et skænderi, men vi er fuldkomment enige. Og når vi endelig når et punkt hvor vi begge er nødt til at få luft, bliver der igen helt stille. De andre publikummer, der kommer ud af teateret siger heller ingenting. Vi kan kun høre regnen. Jeg hviler min pande mod vinduet.

transfervindue_1600x1000

”Shit.” Og jeg lyder som en, der er blevet overvundet: ”Jeg er jo nødt til at give den seks ud af seks.” Jeg får et blik. Og hun siger strikst: ”Ja!”

Ikke mere end halvanden time før, står vi i en kø af mennesker på vej ind til Mellemgulvet. Der kommer tunge rytmer fra den åbne dør. I det dæmpede skær fra stjernelamperne og med glimt fra lysinstallationen på Ofelia Beach i øjenkrogen er det som at vente på at blive lukket ind på en natklub. Det er ”Q Lazzarus” med Goodbye Horses der spiller bragende højt på repeat mens en kvinde i boxershorts, bh og flagrende kimono spiller bold med et usynligt barn på scenen.

Munterheden i legen malet op på det dystre lydbilledes lærred gør mig nervøs. Jeg ved det kommer til at handle om kræft, og jeg lider nogle gange af en tilstand af nærved invaliderende dødsangst. Og jeg vil jo gerne være åben og sårbar når jeg er i teateret. Så jeg har lidt ondt i maven.

Der er et scenegulv, en bagvæg, lys og røg. Og én skuespiller. Der er intet andet på scenen. Og vi kommer ikke til at have brug for mere. Forestillingen er baseret på Maria Gerhardts bog af samme navn. Hun var en dansk forfatter og DJ, der døde af kræft for et år siden. Vi starter i rosenhaven på det hospice, hvor hun boede på i den sidste tid. Med et tungt tekno-hjerteslag i baggrunden må vi kæmpe os igennem en kilometerlang sekvens af frustration, ængstelse og en hjerteskærende ugengældt kærlighed til livet.

Christine Albeck Børge triumferer her ved at give rollen som dødsdømt en utrolig sexet råstyrke. Jeg får vejret taget fra mig. Følelsen af tid, der med faste skridt er ved at rinde ud for karakteren Maria, får os på kanten af sædet og legitimerer et kalejdoskopisk spil af følelser på Christines ansigt.

Instruktøren Liv Helm har givet plads til lange pauser i replikføringen. Klædeligt og rigtigt. De lange seje træk af fortælling føles som en brutal behandling af publikum, men brutal på den rigtige måde.

transfervindue2

Musikken kommer tilbage, og den kræftsyge DJ danser rundt for os. Så kommer frustrationen tilbage. Vredestårer og råbende opremsninger af fejlslagne behandlingsforsøg. Så forsvinder vreden, og luften renses af et svagt pust af accept. Efterfulgt af en skylle af den skæreste kærlighed.

Ført af denne intet mindre end geniale opskrift, er det som om kroppen og følelserne trækker sig sammen og giver slip igen og igen. Vi bliver masseret og knust, aet og rusket. Indtil ”Take My Breath Away” med Berlin kommer på og Maria i stilhed står med sin lille søn på brystet. Selv over musikken begynder jeg at høre sporadisk snøften på rækkerne bag os. Vi sidder på første række midtfor, og jeg smelter. Jeg græder, som jeg aldrig har gjort i teateret før. Det er den slags ukomplicerede gråd, som man ikke kan vælge fra, som jeg kun kender fra begravelser. Ikke at jeg sidder i salen med associationer til egne afdøde kære. Jeg er dybt berørt, men har glemt mig selv. Et eller andet sted fra kommer det over mig hvad vi skal tage med.

Det skæreste i sorgen over tabet af livet, er sorgen over tabet af kærligheden.

Forestillingen drejer sig pludseligt – og igen passende og helt rigtigt – over til at give os grund til at more os. Vi labber det i os. Vi er nødt til at komme bare lidt ovenpå igen. Og jeg tænker måske også, at det nok kun var meningen, at vi skulle græde en gang. Langt og hårdt skulle vi græde, men kun den ene gang. Men som jeg allerede har afsløret, tog jeg fejl. 

Vi sidder bagefter på en bar og får os en øl. Vi har stadig jappet og været tavse på skift, og jeg har grædt igen. Jeg får spurgt, om vi overhovedet kommer til at tale om andet end forestillingen, og her spiller skæbnen os et pus. For ved bordet ved siden af sidder pludselig tre kvinder – hvoraf den ene er Christine Albeck Børge. En skuespiller jeg synes mere end nogen anden fortjente en fyraftensøl og al ros for en brilliant præstation. Og som jeg var dybt beæret over at kunne takke personligt og skåle med. Og fortælle hende, at jeg aldrig før i mit liv har været første oprejste publikummer i en stående ovation.

 

Eventministeriet

Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 Kbh. K

Spilleperiode: 12.-13. marts, 6.-7. og 27.-28. maj

Spiller også den 22.-23. marts 2018 på Aarhus Teater og 6.-8. og 18.-20. april 2018 på Mungo Park

Set den 12. marts 2018

Foto: Natasha Thiara Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/transfervindue/ og respektive teatres hjemmeside

Medvirkende: Christine Albeck Børge

Instruktør: Liv Helm

Kostumer: Anne Sofie Bruun

Forestillingsleder: Birthe D. Knudsen

Producent: Rikke Hedeager

Komponist: Matilde Böcher

Lyddesign: Rasmus Kreiner

Lysdesign: Elizabeth Dyhr

Producentassistent: Manda Jønsson

Varighed: 1 time 15 min.

 

 

 

lg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

lg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Brødrene Løvehjerte, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm   ”Græsset er altid grønnere på den anden side.” Det udtryk ...

Anmeldelse: Når alt går i Nilfisk, Teater V

Af Carina Blangsbøll Forestillingen er bygget op om to fruer, der mødes på en beværtning i ...

Anmeldelse: Sarah, Folketeatret

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Sarah Bernhardt var en legendarisk fransk skuespillerinde, ...

Anmeldelse: De overlevende, Betty Nansen, Edison

Af Jonas Gudmand Tag af sted og se den. Hvorfor? Fordi hele måden forestillingen ...

Anmeldelse: Secrets, Why Not Theatre Company

Af Sidsel Stoustrup   ’Secrets’ foregår på engelsk og styres af monologer, så jeg ...