Anmeldelse: 1001 Nat, Teatret Zeppelin

Af Julie Vad B. Madsen

”Og dagen smeltede ind i natten,” og søsteren kom for at høre endnu en af hendes ”sjove og vidunderlige historier”. Er du til magi og eventyr, så tag med når Teatret Zeppelin fortæller historien om, hvordan magien i en kvindes historier redder en sultans formørkede hjerte og skåner flere kvinder fra halshugning. En fortryllende historie opsat med simple midler, som både børn og voksne vil holde af.

Plottet er som vi kender det fra den klassiske fortælling. Sheherazada sætter sig for at redde sit land ved at gifte sig med en sultan, som hver morgen halshugger den dronning, som han tog sig dagen før. Hun fortryller ham med sine historier, indtil han genvinder troen på kærlighed.

Linda Elvira skaber en sødme og oprigtighed hos Sheherazada, som henfører publikum, når hun fortæller sine historier. Det er ikke kun den ranke sultan, portrætteret af Samy Andersen, der bliver henført og vil høre mere. Det vil vi som publikum også.

Den måde de fem skuespillere skifter fra hovedhistorien til at spille de historier, som hun fortæller sultanen gøres med stil. De formår at skifte mellem mange roller med få midler, som gør det muligt at adskille dem, uden at det på noget tidspunkt bliver forvirrende; man er hele tiden klar over nøjagtigt, hvem de er.

Det eneste negative der kan siges er, at tempoet føltes ujævnt i fortællingen, hvor der blev dvælet ved nogle fortællinger og gået hurtigere hen over andre. Dette gjorde, at jeg nogle gange følte, at jeg ville videre i historien for at kunne nå bare nogle af de 1001 fortællinger, og andre gange ærgrede jeg mig over, at man næsten ikke nåede at komme i gang med en fortælling, før den var forbi.

Teatret Zeppelins sekskantede scene med publikum på to sider overfor hinanden skaber en ny oplevelse af teater. De fem skuespillere må vende og dreje sig, og vi følger med hele vejen rundt. Der er ikke nogen bagscene, hvor noget kan gemmes, alt sker i midten. Dette er dog også med til, at lyden ikke altid går lige klart igennem. Med meget simple midler, to olietønder, en hatteæske, en stor ballon og et gulv med lys og hemmelige rum, skaber scenograf Johan Kølkjær en eksotisk ramme om hele fortællingen, som både understøtter historien og fører historien videre. Til hver historie, der bliver fortalt, bliver der med lys, musik og få rekvisitter sat en ramme, som adskiller den fra den foregående, men så det stadig føles som en del af helheden.

Det er en forestilling, som henvender sig til børn. Den lærer en, at grådighed kan blive ens undergang, at snedighed kan få en ud af enhver situation, og om tro og tilgivelse. Minimumsalderen er 7 år. Derfor vil man få mest ud af den, hvis man har et barn at se den med. Dette gør også, at det er godt begynderteater, da alting er meget ligetil. Det er familieteater, og det skal man være forberedt på, når man går ind og ser den. Jeg var der samtidig med to skoleklasser, som grinede og hvinede på de rigtige tidspunkter, heldigvis var der meget lidt urolighed, når man tænker på, hvor mange børn der var samlet; hvilket jeg havde frygtet, der ville være meget af efter at have hørt dem i foyeren. Men dette vidner også om, at det var et stykke, som er godt skruet sammen for børn og fanger dem. Stor ros skal der også lyde til skuespillerne, som efter forestillingen gik hen til børnene og talte med dem.

Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, 1665 København V

Spilleperiode: 28. januar-21. marts 2017

Set den 2. februar 2017

Foto: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.zeppelin.dk/forestilling/1001-nat-2017/ og http://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/1001-nat/

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod