Anmeldelse: Dogville, Odense Teater

Af Mette Herschend

 

Det er jo ikke helt risikofrit at gå i gang med (hvad jeg har læst) et filmisk, Trier’sk mesterværk og omsætte det til teater. Alligevel tænkte jeg ikke på noget tidspunkt, at det, der udspillede sig på scenen, ville have fungeret bedre på film. Heller ikke at Nicole Kidman måske kunne udfylde hovedrollen bedre end Rikke Lylloff. Nej, jeg var stærkt overbevist om, at det var sådan ’Dogville’ skulle se ud – præcis som handlingen blev udspillet på Store Scene i Odense i fredags.

 

 

Jeg havde ingen forventninger. Jeg havde ikke set filmen, læst resuméer, anmeldelser eller lignende om ’Dogville’, så jeg troppede op på Jernbanegade 21 ganske ”nøgen”, om man så må sige. Blev jeg blæst bagover? Ja! Er jeg overrasket? Egentlig ikke. For Odense Teater kan bare et eller andet fantastisk, så alles talenter – på scenen og bag scenen – får lov til at skinne igennem.

 

Af samme grund vil jeg ikke give et resumé af handlingen i denne anmeldelse. For dem, der ikke kender ’Dogville’ i forvejen, lige som jeg ikke gjorde, er jeg overbevist om, at teateroplevelsen bliver mere stærk og overvældende. Dem, der kender historien, vil højst sandsynligt blive betaget af den kreativitet, der findes på Store Scene i øjeblikket og overraskes over det muliges kunst på teatret.

 

’Dogville’ bliver nemlig fortalt så intenst og levende, at jeg for en gangs skyld tænkte: ”Det er godt, der ikke er pause”.

 

 

Scenen var forfærdeligt rodet – der stod ting og mikrofoner alle vegne. Hvordan skifter man scene i det rod? Jo, ved at lade være. Men hvordan fungerer det så? Det fungerer faktisk rigtig godt. For med lys og lidt metaskuespil kan man opnå rigtig mange gode og sjove effekter, f.eks. når Captain America holder en boom-mikrofon over det elskende pars private samtale – det skal vidst opleves, før det giver mening. Derudover fungerer skuespillerne fra tid til anden som fortæller, som sætter næste scene og det næste kapitel i den til tider tåkrummende onde fortælling.

 

 

Rikke Lylloff som Grace er stærk og skrøbelig og barmhjertig. Hun er intens og ærlig, og jeg kunne blive ved i rosende ord om hendes præstation. Ligeledes fremragende formår Benjamin Kitter at give rollen som Tom Edison flere facetter og flere twists, man som publikum slet ikke forventer. Men de to er ikke alene om at løfte historien, alle skuespillere på scenen gør noget særligt for oplevelsen og forsvinder på ingen måde i mængden.

 

 

Salen var ikke fuld, og det var virkelig en skam. Dette er bliver således en bøn til alle teatergængere over 15 år: Giv jer selv den fornøjelse at overvære den magi, der sker på Odense Teater i maj. ’Dogville’ er et frisk pust og et bevis på, at film ikke behøver at være bedre end teater.

 

 

 

Odense Teater, Store Scene, Jernebanegade 21, 5000 Odense C

 

Spiller indtil 25. maj 2016

 

Spilledato: 6. maj 2016

Fotos: Emilia Therese

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: http://www.odenseteater.dk/forestillinger/dogville

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod