Anmeldelse: Landet som ikke er, Teatret ved Sorte Hest

Posted by - Christian Skovgaard Hansen
On - 12. september 2018

Af Christian Skovgaard Hansen

Edith Södergran (1892-1923) var en finlandssvensk lyriker, og hendes sidste samling ”Landet som ikke er” blev udgivet posthumt i 1923. Samme samling har lagt navn til Teatret ved Sorte Hests forestilling, hvor teksterne og digtene omsættes gennem lyd, lys og billeder, hvilket samlet giver en fin og æstetisk flot forestilling.

Södergran levede fra hun var 16 år med tuberkulose, hvilket betød, at hun måtte afbryde livet i Skt. Petersborg og i stedet affinde sig med en tilværelse i en lille finlandssvensk flække. Her levede hun et beskedent liv med sin mor, alt imens hun begynder at skrive.

Hendes tekster starter med emner om livet på jorden, f.eks. skriverier om (over)mennesket, køn, kærlighed, kvindens rolle og samfundet som helhed, gennem en række almenmenneskelige og formentlig også egne erfaringer. Senere bliver teksterne mere rettet mod livet efter jorden, hvor fokus er på evigheden, desperation, længslen og sidst døden. Hun var engang – men nu er hun en del af det. Gennem teksterne og skriveprocessen kommer hun i kontakt den finlandssvenske forfatter og kritiker Hagar Olsson. Södergran bliver afhængig af deres brevkorrespondance, og der knyttes et bånd mellem de to.

Ud af og fra disse tekster, Södergrans lyrik og hendes brevkorrespondance med Hagar Olsson, har Charlotte Munksø iscenesat Landet som ikke er og udvalgt tekstudvalgene. Der er variation og tilpas fremdrift i udvalgene, og det hele passer godt ind i helheden.

Tekster og digte fremføres fornemt af Rosalinde Mynster som Södergran. Hun kommer igennem hele følelsesregistret, og hun mestrer både det fine, skrøbelige og sørgelige på den ene side, og arrigheden, vreden og ikke mindst fortvivlelsen på anden side. Rosalinde Mynsters stemme er kraftig og nærværende, og den holder vores opmærksomhed på Södergrans tekster. Sammen med Henriette Groth fine musik- og lydside giver hun forment liv til Södergrans tekster.

Det hele starter i Mona Møller Schmidts enkle, hvide scenograf, hvor scenen er bar udover gulv til loft-gardiner hele vejen rundt. Der er intet til at tage opmærksomheden fra ordene, som får lov at stå i fokus. Det er derfor vigtigt at holde fokus, så man ikke går glip af ordenen, hvorfor forestillingen også kræver en vis portion koncentration.

Som forestillingen udvikler sig, kommer vi dog tættere på ”landet, som ikke er”, som åbenbarer sig bag gardinerne. Sanseindtrykkene skærpes. Haven er landet som ikke er, og som Södergran længes efter, inden hun til slut finder vej til livet, som ikke er.

Du behøver ikke kende til Edith Södergrans tekster for at få noget ud af forestillingen. Det er i sig selv en smuk lille forestilling om menneskets, udvikling og livet. Digtningen og emnerne er tidløse. Men for at få det fulde udbytte af forestillingen, kan det dog anbefales at læse lidt op på Södergrans liv og tekster.

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilleperiode: 7.-15. september 2018

Set den 11. september 2018

Fotos: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.sortehest.com/forestillinger/landet-som-ikke-er/

Medvirkende: Rosalinde Mynster og Henriette Groth

Iscenesættelse og koncept: Charlotte Munksø

Lyddesigner og koncept: Henriette Groth

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Tekst: Edith Södergran

Efter idé af: Karen-Lise Mynster