Anmeldelse: Marienborg – nej tak!, Sydhavn Teater og Teatret ved Sorte Hest

Posted by - Emil Møller Christensen
On - 24. januar 2018

Af Emil Møller Christensen

”En kvinde i spagat på sit køkkengulv,” siger en kvinde om en dukke midt på scenen, da hun kommer ind. Vi er vidner til en monolog spillet af Maria Carmen Lindegaard (s)om en ung, unavngiven kvinde. Hun er flyttet ind på Borgbjergsvej i Sydhavnen som underbo til den lejlighed, hvor den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen og hans kone Ingrid, boede det meste af livet. De frasagde sig Marienborg; en bolig, regeringslederen ellers har til rådighed.

Det er ny dramatik af Julie Maj Jakobsen, der har skabt en tekst, der bevæger sig mellem forskellige universer. Dukken bliver et billede på kvinden selv. Sjovt er det, fordi dukken skaber en illusion om tosomhed, men i bund og grund er hovedpersonen alene: 35 år, cand.mag. i kommunikation og arbejdsløs. Hun påstår, at hendes arbejdsløshed er lig med frihed, men er den? Næppe.

Var Ingrid og Anker mon frie, spørger hun, mens hun fortæller, at det handler om, at bære sit eget anker. Vi forstår, at det anker, hun hentyder til, er de kæder, hun et par gange har om sine ben.

Samtidig ser vi måske en splittelse hos hende mellem at finde et holdepunkt i livet og føle sig bundet. For er hun bundet til nogle bekymringsfulde og beskyttende forældre? Hun behøver ikke deres over-omtanke – det bliver hendes ”Marienborg – nej tak!” til forældrene i overført betydning.

Bindeleddet mellem Anker og den unge kvinde synes at være, at hun er et resultat af det velfærdssamfund, som Anker var med til at bygge op, hvor man gik fra at være arbejder (som han selv var) til nu blot arbejdsløs akademiker. Et samfund, der samtidig har fostret børn, der har levet så overbeskyttet og uden nogen form for modstand, at de mangler et fast holdepunkt i livet.

Hun fortæller om den psykotiske bror. Begge drømmer de om en bidronning med ”luft under vingerne”, som hun siger. Bidronningen bliver et fælles referencepunkt til den psykotiske bror, som, modsat sin søster, har oplevet livets modstand – men også en reference til deres fælles drøm om frihed.

Maria Carmen Lindegaard viser en omskiftelighed i sit spil mellem de forskellige fantasier og tanker. Det er stærkt, fordi hendes transformation fra det ene følelsesregister til det andet er hurtig. Straks træt. Straks energisk, men også fordi hun danner sceniske billeder, eksempelvis ser vi en lang kæde fra køkkenskabet, en kæde, der ikke synes at have nogen ende. Hun står viklet ind i kæden for senere at slå dukken – og dermed sig selv i desperation. Hun viser det gennem et sikkert kropssprog. Hun imiterer Ingrid Jørgensens hverdags-gøremål, sjovt og i livligt tempo. Hun spørger sig selv, hvorfor hun tænker så meget på Ingrid, men måske bliver Ingrid Jørgensen på mange måder et billede på det vores nutidige kvinde ikke ved – hvilken plads i livet, man skal have. Maria Carmen Lindegaard er både følsom, men også med en komik, der rummer en ironisk distance til sin egen situation.

Forbindelsen mellem Anker Jørgensen og vores unge kvinde kunne imidlertid have været tydeligere. Med titlen Marienborg – nej tak! skabes en forestilling hos mig om et portræt af statsministeren. Det er det ikke. Det er i endnu højere grad historien om den kvindelige hovedperson.

Selvom forbindelsen mellem Anker og kvinden i det velfærdssamfund, som Anker fik skabt, er klart, er spørgsmålet samtidig, om en historie om en ensom kvinde kunne være fortalt uden Anker og Ingrid Jørgensen? Det er som om, Anker og Ingrid blot bliver grundlag for at fortælle om en kvindes ensomhed. Andre personer kunne vel også have været katalysatorer for dette? Anker stod for individuel udvikling, respekt for fællesskab – ingen værdier, vores hovedperson synes at leve ud fra. Hendes udvikling er gået i stå, men historien om senmoderne ensomhed kunne tillige være blevet fortalt uden Anker Jørgensen som baggrund.

Drømmen om bidronningen, den psykotiske bror, en historie om en fælles søskenderejse til sydens sol, hvor søster og bror kiggede efter en flot italiensk mand. Det er interessante historier, men vi vil gerne høre mere om broren? Hvem er han? Hvorfor blev han psykotisk? Forestillingen bevæger sig desværre i lidt for mange universer, når ikke alle følges op: Kvinden, der står mellem på den ene side familien Anker Jørgensen. På den anden side: Sin egen familie.

I det hele taget er den kvindelige hovedpersons situation som 35-årig arbejdsløs akademiker, der stadig bliver beskyttet af forældrene, interessant. Det lyder som noget, som vi har hørt før i vores nutidige samfund, hvor der tales om curling-børn. Derfor er det også sjovt, når vi gennem en radio hører en gammel optagelse med Anker Jørgensen, hvor han taler om det store problem med ungdomsarbejdsløshed. Nærværende er det, at høre hans stemme her i omgivelserne på Borgbjergsvej, men samtidig rammer hans tale lige ned i den situation vores hovedperson selv står i, for selvom hun vil være fri, kan hun så blive det?

Sydhavn Teater og Teatret ved Sorte Hest

Posthuscaféen, Borgbjergsvej 26, København SV

Spilleperiode: 18. januar-2. februar 2018 (Postcaféen, Borgbjergsvej 26, København SV) og igen 12.-28. marts 2018 (Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, København V)

Set: 23. januar 2018

Foto: Lars Grunwald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.sydhavnteater.dk/forestillinger/marienborg/

eller

http://www.sortehest.com/forestillinger/marienborg-nej-tak

Medvirkende: Maria Carmen Lindegaard

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Iscenesætter: Mille Maria Dalsgaard

Scenograf konsulent: Laura Rasmussen

Komponist: Johannes Asbjørn Eberl Smed

Teknik: Søren Hansen