Anmeldelse: Mød mig på Cassiopeia, Folketeatret

Anmeldelse: Mød mig på Cassiopeia, Folketeatret

Af Henriette Devantier

Folketeatrets smukke, gamle scene danner rammerne for denne teateropsætning af Mød mig på Cassiopeia, der sættes op over den ikoniske film fra 1951 med samme navn. Olympens guder og teatrets folk vikles ind i hinanden og svøbes i både romantik og stjernestøv.

Det kniber med at finde melodierne for komponisten John Berger, der skal have færdiggjort sin musical i fart, så den kan sættes op på teatret, han arbejder på. I hælene på sig har han teaterdirektøren og sin ekskone, der også er teatrets primadonna, og som desperat ønsker sig en stor finale. For at hjælpe ham sender den græske gud Zeus sin datter, musen for musik Polyhymnia – også kaldet Polly, til jorden. Det går efter planen, indtil hun forelsker sig i en flot pilot, som også Johns ekskone er interesseret i. Men en muse kan ikke blive på jorden længere end hendes opgave varer, så Polly og hendes pilot planlægger at mødes på stjernebilledet Cassiopeia.

Forestillingens tones sættes fra første sekund. Denne opsætning er komisk og munter – en rigtig let og ligetil ”feel-good-musical”, som efter min mening også er nødvendig nu om stunder. Det er så vigtigt med forestillinger som Mød mig på Cassiopeia, der formår at give publikum oplevelsen af, at kunne sætte sig ind i teatersalen og glemme verden omkring sig og bare få et godt grin og blive underholdt. Publikum var med hele vejen, og flere gange sad jeg selv med tårer i øjnene af grin. Det var skønt at opleve denne gamle filmklassiker få nyt liv på teaterscenen.

Også de originale sange fra filmen blev brugt i opsætningen. De kendte Kai Normann Andersen-sange som ”Titina”, ”Ud og gå en tur”, ”Musens sang” og ”Den allersidste dans” rungede godt i den smukke teatersal. De originale sange havde fået et nyt, men diskret løft, som overordnede fungerede glimrende. Dog kammede det lidt over hist og her. Pollys far Zeus, der spilles af Asger Reher, havde fået et stort nummer, som de havde valgt at kalde ”Zeus Lightning” med en reference til Grease. Jeg kan godt se det sjove i det, men lige i denne situation, synes jeg, at det var ærgerligt for forestillingens tone, som ellers var så fin og nostalgisk. Det blev en anelse for poppet og banalt efter min smag.

Musikken ledes af kapelmester Jens Krøyer, og det meste af musikken spilles på scenen af et lille 1950’er orkester, som også agerer ensemble. Dette fungerer rigtig godt og bidrager til forestillingens stemning.

Det var et stærkt hold på scenen, publikum blev præsenteret for. I rollen som den smukke, yndige muse var Amalie Dollerup, som videregav en florlet, inderlig og charmerende Polly. Hendes samspil med Carsten Svendsen, i rollen som komponisten Berger, var morsomt og fyldt med energi. Flere gange under forestillingen sad jeg og tænkte over de mange ligheder, der er mellem Carsten Svendsen og selveste Dirch Passer. Carsten Svendsen har i den grad fat i den lange ende. Man er ikke i tvivl om hans kunstneriske sikkerhed og komiske overskud.

I rollen som den charmerende pilot Harry, som Polly forelsker sig i, var Christopher Læssø. Denne rolle klarede han også rigtig fint til trods for til tider manglende sangevner. Men Christopher Læssø gjorde rollen til sin egen. Jeg vil nærmest kalde ham en ung Poul Reichhardt anno 2019. Ej at forglemme er den levende legende Lone Hertz, der spillede rollen som Tante Rosa. Det var en stor fornøjelse at opleve hende på scenen i netop denne genre. Der er ingen tvivl om hendes talent. Hun ejede scenen!

Folketeatrets opsætning af Mød mig på Cassiopeia er en rigtig fin, sjov og munter udgave af den gamle danske film for unge som gamle. Alle kan tage del i festlighederne, som skuespillerne så fint videregiver fra scenen. Forestillingen formår at ramme samme tone som filmen og samtidig forny sig på sin egen originale måde, der gør, at det fungerer rigtig godt på en scene. Smut forbi Folketeatret og oplev denne sprudlende opsætning fyldt med grin og fest!

Folketeatret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 31. januar-6. marts 2019

Efterfulgt af turné frem til 24. maj 2019

Set den 2. februar 2019

Fotos: Gudmund Thai

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/moed-mig-paa-cassiopeia/

Medvirkende: Amalie Dollerup, Trine Gadeberg, Carsten Svendsen, Christopher Læssø, Lone Hertz, Asger Reher, Troels Malling, Kristian Holm Joensen, Karin Nordly Holst, Kristoffer Sass, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Rasmus Rothaus Faartoft, Tanja Dræberg og Rikke Lillevang

Tekstforfattere: Fleming Lynge og Børge Müller

Bearbejdelse: Wilton, Vase & Fuglsang

Musik: Kai Normann Andersen

Instruktion: Kasper Wilton

Scenografi: Marie í Dali

Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz

Kapelmester: Jens Krøyer

Varighed: Ca. 2 timer og 25 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *