Anmeldelse: Den skaldede sangerinde, Teatret ved Sorte Hest

Af Jonas Gudmand

 

Det sitrer i luften af spænding fra alle publikummerne, der har klumpet sig sammen for at komme op af den lille snoede trappe, der fører op til forestillingsrummet. Lige så sitrende stemningen var blandt publikum i starten, lige så meget sprutter ’Den skaldede sangerinde’ af spillelyst og sindssyge påfund.

Stykket er absurd teater, og det er skrevet af Eugène Ionesco. Han døde i 1994, men han har tydeligvis haft en syret hjerne, for man skal godt nok holde tungen lige i munden, når man ser de forskellige scener, der er fuldstændig uforudsigelige at regne ud.

Hvis du kommer til at føle, at du som publikum er ved at have en sikker forståelse af det hele – ja, så kommer der bare en brandmand på scenen. Og så kan du fortsætte med at finde mening i galskaben.

1

Jeg har aldrig brudt mig om absurd teater. Det mest absurde for mig ved denne forestilling er, at jeg finder mening i den, og at jeg er helt pjattet med, hvad jeg ser. For der er fantastiske ordspil, forunderlige selvmodsigelser, vild timing mellem skuespillerne, og der er en humor der fungerer sublimt.

Vi møder et ægtepar, som formår at snakke fuldstændig forbi hinanden og modsige sig selv mange gange. De får besøg af et andet ægtepar. Det første ægtepar lader ikke helt til at være sikre på, hvem det andet ægtepar er. Men de skal da ikke tabe ansigt, så de byder dem velkommen. Det andet ægtepar bruger så tid på at finde ud af, om de egentligt overhovedet kender hinanden. Og så er der au pair’en og brandmanden, der måske også kender hinanden.

Det hele er kugleskørt og dog vidunderligt at følge, da samtlige skuespillere udviser enorm spillelyst, udstråling og stærk replikføring. Og det er vigtigt, at de har så meget overskud i deres replikker, for der er nogle vilde replikker og timinger, der skal være på plads. F.eks. er replikkerne erstattet af pluddersprog på et tidspunkt.

Der er skønne replikker undervejs som: ”Sorgen klæder hende så godt”, og ”Lad os glemme alt det der ikke er sket imellem os”.

Stykket er for mig en synliggørelse af, hvor lidt der skal til, før at vi snakker forbi hinanden med nogle, vi egentligt har kendt i lang tid. Og vi vil for alt i verden ikke tage ansigt, så vi prøver at klare os så godt i de sociale sammenhænge der er, mens vi klistrer vores smil fast.

Forestillingen er ikke for de unge, der ikke har set så meget teater før. Men for dem der har fået set lidt af hvert og synes, at det kan være sjovt at se noget, der ikke minder om noget, de har set før. Så har de her et pragtfuldt stykke at se.

Og så giver ’Den skaldede sangerinde’ bare et udefinerbart skud livslyst oveni, som jeg er taknemmelig for at have fået.

 

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, København V

Spilleperiode: 27. januar–11. marts 2017

Set den 27. januar 2017

Foto: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.sortehest.com/portfolio-item/den-skaldede-sangerinde-foraar-2017/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Porno, Teater Momentum

Af Anne Lottrup Sørensen   Teater Momentum emmer af porno. Der er også plads ...

Anmeldelse: Kat på et varmt bliktag, Betty Nansen Teatret

Af Kathrine Fremming   Midt i en ørken af kaktusser og røvballegardiner udspiller sig ...

Anmeldelse: Lille mand hvad nu?, Mungo Park

Af Jonas Gudmand Mungo Park har lavet en forestilling, der er for dig, der ...

Anmeldelse: Frøken Julie, Det Kongelige Teater

Af Laura Munk Christensen   Da jeg så, at ’Frøken Julie’ skulle sættes op ...

Anmeldelse: Dancer in the Dark, Aarhus Teater

Af Trine Kinch   Dramatiseringen af Lars von Triers film Dancer in the Dark ...

Anmeldelse: Secrets, Why Not Theatre Company

Af Sidsel Stoustrup   ’Secrets’ foregår på engelsk og styres af monologer, så jeg ...