Anmeldelse: Amduat. En iltmaskine, Teater Republique (Teater Republique og Hotel Pro Forma)

Anmeldelse: Amduat. En iltmaskine, Teater Republique (Teater Republique og Hotel Pro Forma)

Af Sebastian F. Westh Nielsen

En gigantisk grøn slange snor sig over den næsten 30 meter brede skærm; dens hypnotiske bevægelser fylder næsten hele skærmen, men i baggrunden kan man ane kosmos. Alt imens opløses og rystes dens dybgrønne pixelerede skel i den eksotiske housemusiks dundrende bas, der underlægger den blodige kamp mellem slangen og de egyptiske guder på det øverste scenepodie. På det nederste podie ligger en mand, i selskab med sin søn, på en hospitalsseng, og er ved at dø af lungebetændelse. Det er blot én af de vanvittige og syrede seancer, man bliver fuldstændig opslugt af i dette visuelt og lydmæssigt overvældende stykke Amduat. En iltmaskine.

Stykket foregår umiddelbart på to planer, med den døende far på hospitalet i forgrunden og den egyptiske solgud Ras natlige færd gennem underverdenen, så solen igen kan stå op. Stykket baserer sig på Harald Voetmanns digtroman af samme navn fra 2018 og bliver ligeledes en undersøgelse af døden, efterlivet og sorgen hos de efterladte. Den egyptiske mytologi kommer i al dens fremmede storslåethed til at være det centrale i et stykket, hvor der udadtil ikke sker enormt meget. De eneste indikationer af fremdrift bliver faderens gradvise forværrede tilstand og timernes gang i underverdenen, som dystert toner frem på skærmen. Publikum skal i den forstand selv koble disse løst sammensatte narrativer sammen, som næsten opløses i den hypnotiske effekt stykket har på én. Det bliver en intens og fascinerende oplevelse.

For det bliver en trancelignende tilstand stykket indhyller publikum i, den sansemæssigt overvældende oplevelse af den pulserende ambiente housemusik af DJ Hari Shankar Kishore med inspiration og hymner fra et mytisk før-arabisk sprog.

Den 28 meter brede og 3 meter høje skærm er fuldstændigt overvældende og ens øjne flyver rundt i et umuligt forsøg på at fange alt, der foregår i den vanvittigt farverige og utroligt smukke animation. Samtidig sænkes der forskellige artefakter og lysinstallationer ned foran skærmen og det skaber, med dansernes knivskarpe koreografi, en syret drømmeagtig seance, så man bliver i tvivl om det er sønnens emotionelt prægede minder eller faderens feberdrømme, vi er vidner til. Der skal derfor lyde en stor ros til videodesigner Magnus Pind Bjerre og lysdesigner Jesper Kongshaug.

Udover at være enormt indtagende i deres gådefulde bevægelser, er deres kostumer og masker også veludførte og fortryllende – og man kan snildt se dem være vækket direkte til live fra en oldgammel papyrus. I farvestrålende dragter inkarnerer de alt fra en majestætisk anubis gennem de flyvende fugle til den krybende skarabæ – alle sammen egyptiske gudefigurer – ved hjælp af enormt flotte og udtryksfulde masker.

Dette sanselige festbrag fjernede dog aldrig fokus fra den tragiske oplevelse af faderens forfald, men bidrog med et transcenderende cyklisk og overjordisk aspekt til den grusomme og meningsløse erfaring, det er at opleve døden. Voetmanns forlæg træder frem igennem tekstbidder, der igennem hele stykket akkompagnerer den sparsomme monolog, sønnen giver os. Her må sproget komme direkte fra digtromanen, idet man bliver tvunget ud af trancen for at overveje både en grusom omskrivning af ”Jeg ved en lærkerede” samt formmæssigt skarpe digte, der med flyvske associationer sammenholder det mytiske og livets grundvilkår. Overfor dette står performernes nærmest indadvendte og meget inderlige udtryk, når sønnen stilfærdigt trækker faderens sygeseng frem og tilbage over scenen og sørger for at stykket holder sine fødder solidt plantet på jorden.

Amduat. En iltmaskine ER et enormt anbefalelsesværdigt stykke, der på under halvanden time både lader dig fornemme et oldtidsrave ved Giza for derefter at skære i ens hjerte, som tilskuer til den tragiske skæbne, det er at ende sine dage diffus i en hospitalsseng. Den helstøbte performance rammer tilskueren med den overrumplende og meningsløse følelse omkring tabet af en forælder. Samtidig blæser den også en bagover i sit forsøg på at forklare meningsløsheden, som mennesker altid har gjort det ved hjælp af det overjordiske og mytiske.

Hotel Pro Forma og Teater Republique

Teater Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: 1.-12. juni 2021

Set den 31. maj 2021

Fotos: Karoline Lieberkind

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Performere: Bo Madvig og Ask Eckardt Amtoft

Dansere: Joel Fritzon, Simone Wierød, Jon Hoff, Christian Reiter Seibæk, Love Hellgren og Christine Sollie

Instruktører og scenografer: Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg

Medinstruktør og maskedesigner: Marie Dahl

Tekst: Harald Voetmann

Lysdesigner: Jesper Kongshaug

Musiker, DJ: Hari Shankar Kishore

Komponister: Hari Shankar Kishore, Marie Højlund og Abdullah Miniawy

Kostumedesigner: Kit Wan Studios

Videodesigner: Magnus Pind Bjerre

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *