Anmeldelse: Come Fly Away, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Come Fly Away, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

Den Kongelige Ballet er tilbage i vante rammer på Gamle Scene! Efter en ufrivillig Corona-pause gik Akropolistæppet lørdag aften op på ny til sæsonåbningen og repremieren af Come Fly Away. Ligeså strålende et lys Corona-initiativet ”KGL Xtra” var i mørket af nedlukning, ligeså fantastisk er det at være tilbage og opleve kunsten live. Come Fly Away tager publikum med på natklub i en tid, hvor normerne ikke er så stringente, hvor følelserne får frit løb, og hvor man bare kan læne sig tilbage og lade sig underholde.

Come Fly Away er en dansende kærlighedserklæring og hyldest til Frank Sinatras fløjlsbløde sangstemme. Den Kongelige Ballet har smidt tåspidsskoene og er draget i byen ladet med energi og erotik. Forestillingen tager udgangspunkt i nogle af de mest berømte og udødelige Sinatra-hits, blandt andet ”Luck Be a Lady”, ”Summer Wind”, ”Fly Me to the Moon”, ”Witchcraft”, ”That’s Life” og ”New York, New York”. Sangene akkompagneres af jazzmusikere fra bigbandet Chris Minh Dokys Bigband med bassisten Chris Minh Doky i spidsen.

Sinatra-balletten er koreograferet og skabt af den verdenskendte, amerikanske koreograf Twyla Tharp. Hendes sans for det dybe og finurlige stråler igennem hendes trin, der taler helt for sig selv. I den kommercielle tv-verden ville man sige, at hendes trin har ”x-factor”.

Forestillingens musikalske akkompagnement leveres af Chris Minh Dokys Bigband, der erstatter Det Kongelige Kapel. Bandet er placeret centralt på scenen og bidrager til at føre publikum tilbage til stemningen på de originale, legendariske Sinatra-plader.

Come Fly Away har i højere grad musikken og karaktererne i fokus fremfor en handling. Kate og Slim er double trouble, det slår gnister mellem Babe og Sid, og Marty og Betsys sødme rammer publikum helt ned på bageste række. Karaktererne indgår i Sinatra-universet på mest naturlige vis og agerer perfekt modspil til hans stemme, der er blevet et symbol på en hel tidsalder. Sinatras musik er gennemmusikalsk, og den bold griber danserne.

Aftenen var spækket med højdepunkter. Come Fly Away er en show-off-forestilling med både tricks, avanceret partnerarbejder og lækre trin. Særligt svært var det at tage øjnene fra Holly Dorger og Gregory Dean i rollerne som Kate og Hank. De dansede sig gennem medgang og modgang i løbet af aftenen på natklubben, og specielt pas de deuxen til nummeret ”That’s Life” tog kegler. De afbilleder magtkampen mellem en dominerende mand, og en kvinde, der ikke vil føje ham. Det nærmer sig en psykisk slåskamp, som på kraftfuld vis formidles gennem ballettens udtryk.

De store følelser strømmede frit, og dansernes tekniske kunnen var ikke til at skyde igennem. Også Liam Redhead som Sid overfor den nyudklækkede solist Camilla Ruelykke Holst som Babe gjorde sig bemærket. Med teknisk kontrol, overskud og indlevelse løftede Redhead niveauet og gjorde det til en endnu større fornøjelse for publikum at overvære denne sprudlende forestilling. Det skinnede tydeligt igennem, at danserne havde en fest på scenen!

Sikke et brag at skyde sæsonen i gang med. Det må siges at være et festfyrværkeri uden lige. Energibomben Come Fly Away er castet, instrueret og udført så det swinger. Come Fly Away henvender sig til et bredt publikum. Fyldt med anderledes energi vil både teaternybegynderen og balletconnoisseuren få en god aften til genkendelig musik og skrappe og meget fysiske trin. Det er en fornøjelse at overvære, at Den Kongelige Ballet også mestrer denne mere jazzede og pikante afart af balletten.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 5. september-2. oktober 2020

Set den 5. september 2020

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/ballet/come-fly-away?section=top

Medvirkende: Guilherme De Menezes, Caroline Baldwin, Gregory Dean, Holly Dorger, Liam Redhead, Camilla Ruelykke Holst, Marcin Kupinski, Lena-Maria Gruber, Brigitta Lawrence m.fl. (forskellige hold)

Idé, koreografi og iscenesættelse: Twyla Tharp

Sang: Frank Sinatra

Koncertmester: Chris Minh Doky

Orkester: Chris Minh Dokys Bigband

Musikalsk arrangør: Dave Pierce

Scenografi: James Youmans

Kostumer: Norma Kamali

Lysdesign: Donald Holder

Lyddesign: Tobias Berg

Iscenesættelse: John Selya og Stacy Caddell med Jean-Lucien Massot, Femke Mølbach Slot og Maria Bernholdt

Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter inkl. en pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

2 thoughts on “Anmeldelse: Come Fly Away, Det Kongelige Teater

  1. En helt igennem uforglemmelig oplevelse. Hvor er danserne bare fantastiske. Jeg har aldrig set noget lignende. Tænk at få noget så svært til at se så legende let ud.
    Musik, dans og skuespil gik op i en højere enhed. TAK for en stor oplevelse i Det Kgl. Teater.
    12. September 2020 kl. 20.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *