Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret 2019: The Three Brexiteers, Tivoli (London Toast Theatre)

Af Sofie Riis Endahl

Er din morfar den sjoveste mand, du kender? Har du set alle Monty Python-filmene op til flere gange? Så er Crazy Christmas Cabaret måske lige noget for dig. Vienne McKee og Crazy Christmas Cabaret er med deres 2019-version “The Three Brexiteers” tilbage i Glassalen.

I 37 år har den glamourøse Vivienne McKee underholdt med de samme tre typer jokes, som ifølge juleshowets trofaste fansskare evigt morsomme, er hylemorsomme, lige meget, hvor mange gange de bliver brugt på en aften. 

Første type joke er vittige ordspil som ofte opnår et uoverskueligt underholdningsniveau. For eksempel havde en af stykkets karakterer glemt sin hat hos en elskerinde. Man kan kun forestille sig publikums ufattelige latterbrøl, når elskerinden forveksler ordet ”hat” med ”cat” og smider en tøjbamse til den befippede musketer. Nogle vil mene, at den joke er under det tilladte niveau, men det bliver hos Crazy Christmas Cabaret opvejet ved en masse jokes under bæltestedet.

Mere eller mindre direkte referencer til det mandlige kønsorgan er endnu en morsomhed man aldrig kan gå galt i Glassalen med. Ordspil og penisjokes er evige klassikere, men de blegner alligevel i forhold til den ultimative punchline som Crazy Christmas Cabaret bruger gang på gang utrætteligt: Mænd klædt ud i dametøj. Lige meget, hvor indholdsløs en scene er, kan en mand i feminine klæder få selv det mest kritiske publikum til at græde af grin.

Og det er der virkelig heller ikke noget galt med. For Crazy Christmas Caberet er underholdende – også for mig, selvom den ramte totalt forbi min humor. Humor er jo netop meget individuelt – og gudskelov for det, og det er derfor heller ikke en overraskelse, at det er et tydeligt stampublikum, der bærer forestillingen. Et stampublikum, der sikkert ikke ville finde mine yndlingskomikere særlig sjove.

Publikumsmedvirken er også en fast del af showet, og selv som såkaldt Christmas Cabaret-virgin havde jeg ikke noget imod showets interne tone. Det skabte en speciel stemning af sammenhold i publikummet, som var et fedt og anderledes krydderi.

Men trods kabareten aldrig blev kedelig, manglede den noget til os, hvor jokesne ikke rammer plet – noget dybde, noget satire. Forestillingen reklamerer med at være en blanding af De Tre Musketerer og Brexit. Da jeg kom ud fra forestillingen uden at have opfanget mere end en håndfuld Brexitjokes på de 2 timer og 45 minutter, som showet varer og tænkte, at jeg nok havde fulgt for lidt med i politik. Det nævnte jeg så til min ledsager, der har fulgt Brexit meget tæt, og han så på mig og sagde: ”Men der var slet ikke nogen Brexit-jokes.”

Selve historien om brexitterene var skarp nok plotmæssigt – hvilket ellers ikke er et hyppigt syn på de danske musicalscener, men når nu Brexit var skrevet ud af ligningen, burde selve historien om musketterne have kunne bære showet – og grundet mangel på tema og karakterudvikling mislykkedes dette. Der er lidt for lidt fremdrift, og for få rigtig sjove steder, og taget varigheden i betragtning bliver det hele lidt for langt.

Kostumerne og scenografien var simpel og skolekomedieagtigt – hvilket passede fint til forestillingens metaform, hvor skuespillerne godt vidste, de spillede skuespil. Når selve historiens plot fyldte så meget, kunne man dog godt have savnet, at skuespillerne også selv tog deres historie seriøst.

Til gengæld blev en musicalfan som mig glad for de kendte musicalnumre, der fik anden tekst i showet, og sunget af skuespillerne og heriblandt den særligt dygtige sangerinde Katrine Falkenberg, som jeg gerne ville se i en seriøs rolle på den danske musicalscene. Sikke en stemme!

De andre medvirkende var også dygtige og sjove– og sang i hvert fald ikke sådan, at man måtte holde sig for ørerne. Musikken var desværre ikke så bærende i showet, som den kunne have været, og det kunne have skabt bedre sammenhængskraft.

Vivienne McKee kalder til slut Brexit ”the never ending story” – og sådan vil jeg også sige om Crazy Christmas Caberet. De faste fans er sikkert ellevilde over at få så meget for pengene, men jeg tror, det ville have klædt forestillingen at skære mindst en time af, når den ekstra time ikke tilføjede nuancer, men bare flere halvplatte jokes. Crazy Christmas Cabaret er bygget over grundkonceptet med en mere eller mindre fast grundhistorie, men hvorfra der foretages sine sidespring, og hvor historien er forsøgt givet lidt aktualitet. I år er historien dog lidt for løs i grundhistorien, men det vejes dog noget op af holdets præstationer, særligt Katrine Falkenbergs.

Og nå ja, så må jeg hellere på forhånd forventningsafstemme med den juleelskende teatergænger som mig selv: Showet indeholder INTET jul. Det har den vidst aldrig, selvom titlen antyder det.

London Toast Theatre

Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1620 København K

Spilleperiode: 12. december 2019-11. januar 2020

Set den 12. november 2019

Fotos: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.londontoast.dk/crazy-christmas-cabaret.html

Medvirkende: Vivienne McKee, Kevin Kiernan-Molloy, Andrew Jeffers, Katrine Falkenberg, David Bateson, Bennet Thorpe, Jefferson Bond og Claus De Lichtenberg

Forfatter: Vivienne McKee

Musik: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen, Tom Højlund Olsen

Koregrafi: Peter Friis, Anete Lotus Jensen

Kostumedesigner: Kirsten Brink

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (1)

  • Christian

    Stort set enig i anmeldelsen, det er harmløst pjank for tilskuere med en god julefrokost og en hel del juleakvavitter inden for vesten. Så bliver alt jo morsomt. Men den spiddende gøren grin med autoriteterne, som man oplevede hos Monthy Python, og den skarpe politiske satire fra “Yes Minister” serien leder man forgæves efter. Vivienne Mckee har ellers selv sammenlignet sin crazyhumor med Pythonerne, som havde et bornert BBC publikum for 40-50 år siden at spille bold op ad og provokere. Men ak,tiden er gået, og nu er der blot en tom skal af forudsigelig britisk pik-prutte-anal humor tilbage. “Yes Minister” var sjov, fordi man fik det indtryk, at forfatterne rent faktisk havde indsigt i det politiske system, de var morsomme omkring. Men hvor meget mere end os andre ved Mckee og hendes trofaste musketerer egentlig om Brexit?

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Welcome to the Internet, Filuren

Af Caroline Schrøder   At skulle acceptere 1000 siders købsbetingelser for en kop kaffe er absurd. ...

Anmeldelse: Lev menneske, Odense Teater

Af Mette Herschend   Godt håndværk. Det er, hvad ’Lev menneske’ på Værkstedet er: ...

Anmeldelse: Amerika, Nørrebro Teater

Af Laura Munk Christensen I 1910 påbegyndte Franz Kafka en roman om et sted, ...

Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Tivoli

Af Henriette Devantier   Tivoli byder igen i år indenfor til juleklassikeren balletten Nøddeknækkeren, ...