Anmeldelse: De befriede, Østerbro Teater, Republique

Af Emil Møller Christensen

Tonerne af Tommy Seebach og Debbie Cameron fra årets Melodi Grand Prix i 1981 lyder i forestillingens begyndelse. En ældre mand findes død, skudt samme aften, som de to sangere vinder sangkonkurrencen med nummeret ”Krøller eller ej”. Dødsfaldet efterforskes som et drab. Efterforskningen af mandens liv trækker tråde tilbage til besættelsesårene 1940-45. Her udfoldes historien, om de der kæmpede på hver sin side. Om frihedskæmperens kamp mod nazismen. Om den tyske besættelsesmagts greb om Danmark, repræsenteret ved rigsbefuldmægtigede Werner Best, og om de danskere, der trak i nazisternes uniformer og kæmpede for Hitler.

De befriede er ny dramatik skrevet af Lucas Svensson. Velvalgt er det at skrive et stykke over et så væsentligt historisk emne som besættelsestiden i Danmark, særligt i lyset af at det i foråret 2020 er 75 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt. Anden Verdenskrig, de menneskelige tragedier og politiske konsekvenser, som krigen blandt andet medførte, har i dag en stor og dybdegående interesse hos mange. Og det er med god grund, at vi stadig beskæftiger os med det, som siden blev kaldt for ”de fem forbandede år”. Det er vigtigt at være sig bevidst om krigens konsekvenser. Historien må ikke gentage sig.

I foromtalen til stykket kan man læse: ”Krigen og befrielsen glemmer vi aldrig – eller gør vi? ” Noget tyder her på, at forestillingen lægger op til en relevant, nærværende og seriøs diskussion om vores kollektive historiske viden og hukommelse eller mangel på samme. En opsætning om Danmark under besættelsen kunne have bidraget til at kaste et lys over, hvordan vi eventuelt kan se, forstå og tolke fortidens begivenheder i nutiden. Desværre fortoner et sådant vedkommende indlæg sig i en farcelignende komik, som ikke synes at passe til stykkets tema og dets alvor.

De fire medvirkende Johannes Lilleøre, Anders Budde Christensen, Signe Egholm Olsen og Henrik Lykkegaard spiller forskellige roller og bevæger sig i forskellige scener og tider. Overgangene i sted og tid – i flashbacks og -forwards er udmærkede – men spillestilen domineres af en parodi på historiens personer, som forekommer en kende overfladisk.

Spillestilen påvirkes ikke af overgangene, men af, at historien grundlæggende fokusere på komik. Præmissen om komikken i stedet for dramaet fører dermed, for mig at se, til en parodi på stykkets personer, som de medvirkende ihærdigt forsøger at forsvare. Det er dog vanskeligt. Så længe stykket i sin grundessens fokuserer på de komiske indslag, bliver det også vanskeligere for spillerne at lade stykkets dramatiske passager overskygge de komiske. Man kunne have ønsket sig, at dramatiker Lucas Svensson havde givet dem et bedre manuskript at spille ud fra!

I et par af forestillingens skudepisoder høres der ”ægte” pistolskud. Det virker skræmmende og nærværende, mens vi i andre sekvenser oplever skuespillerne selv sige ”bang-bang”, når en modspiller dræbes af skudsalver. Medfølelsen og indlevelsen i stykkets personer er svær at fastholde, grundet den distancerende komiske tilgang.

Forestillingens ydre karakteristik af tid og sted; miljøet i København både under krigen og i 1980’erne, er stærkt og tydeligt tegnet. Karin Betz’ kostumer giver et præcist stemningsbillede af stykkets tid. Magda Willis scenografi er flot, bevægelig og tidstypisk for 1940’erne: Mørk-gule gulve og vægge. Døre, som spillerne skiftevis går ind og ud af, og som markerer overgangen i tid og rum. Samtidig projekteres levende sort/hvid-billeder fra krigen på scenens bagvæg. Det virker stærkt, og minder os samtidig om den uhyggelige virkelighed, som fortiden gemmer på.

Historien rykker ligeledes tættere på, når vi over højtalere hører den originale radioproklamation i forbindelse med besættelsesdagen den 9. april 1940. Det historiske nærvær ”ryger desværre på gulvet”, når skuespillerne eksempelvis imiterer minister Erik Scavenius’ stemme i en radiomeddelelse ved at klemme sig selv på næsen. Hvorfor vælge dette komedieagtige greb?

Samtidig påvirkes stykkets dialog indimellem af replikker, som mest af alt minder om regibemærkninger. Eftersom stykket bevæger sig i tid og rum, er det helt forståeligt, at spillerne også må gøre brug af forklarende replikker om tid og sted for at tage publikum ved hånden. Men disse forklarende replikker gennemsyrer dialogen i en sådan grad, at det næsten bliver forudsigeligt og mekanisk, eksempelvis når replikken ”Det sner” lyder, mens den pågældende skuespiller puster sne ud over sig selv. De overforklarende mellemreplikker punkterer forestillingens tempo og intensitet.

Glædeligt er det, at anden akt virker mere afbalanceret end første. Dramaet spidser til. Min koncentration omkring handlingens udvikling øges. Det bliver på flere områder mere intenst, blandt andet tilsat nydelig underlægningsmusik, som bærer et filmisk præg. Min nysgerrighed pirres. Rammefortællingen bliver tydeligere, trådene mellem fortid (dvs. krigen) og nutid (dvs. 1981) samles og skaber imidlertid en forstående helhed.

Alligevel har jeg det ambivalent. Vi oplever stadig spring i handlingens tid, fra 1940’erne til efterforskningen i 1981. Hver gang handlingen bevæger sig til 1981, indledes denne del med tonerne af ”Krøller eller ej”. Ambivalent er det for mig, fordi jeg ikke ved, om Tommy Seebachs sangstemme er en interessant kontrast til den forrige scene fra besættelsestiden indeholdende død og ondskab, eller om overgangen i sig selv blot er bizar.

Uden at røbe slutningen, vil jeg afsløre, at man kan forvente smuk solosang af Signe Egholm Olsen. Desværre hjælper det ikke på indtrykket, at en potentiel nærværende tegning af vores fælles fortid anno 2019 ikke lykkes til fulde. Det, der kunne have været et seriøst, relevant indlæg om et vigtigt stykke Danmarkshistorie og dets betydning i dag, forsvinder desværre på bekostning af en komediestil, som burde være gemt til en anden opsætning.

Østerbro Teater, Teater Republique, Store Scene, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: 31. oktober-12. december 2019

Set den 31. oktober 2019

Fotos: Karoline Lieberkind

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Anders Budde Christensen, Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre.

Manuskript: Lucas Svensson

Oversættelse: Niels Brunse

Iscenesættelse: Eigill Pálsson

Scenografi: Magda Willi

Kostumedesign: Karin Betz

Lyddesign: Morten Frank og Anders Munch Amdisen

Lysdesign: Brian Njie

Videodesign: Søren Knud

Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: byVANDring, Luna Park Scenekunst

Af Thormod S. Kamban   Har du nogensinde mærket din by? Lukket øjnene og ...

Anmeldelse: Når byen sover, Marionetteatret

Af Amalie Sloth de Fine Licht   ’Når byen sover’ spiller i Kongens Have, ...

Anmeldelse: Martyrer, Teatret Svalegangen

Af Sofie Amalie Dammeyer Johansen   ”Hej!”   ”Ja det er dig, jeg taler ...

Anmeldelse: Verdensballetten 2018, Sølyst (Verdensballetten)

Af Henriette Devantier   Verdensballetten har eksisteret siden 2008, og for fjerde år i ...

Anmeldelse: Tosca, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen Tosca er en opera i tre akter af Giacomo Puccini ...

Anmeldelse: Ungdom, Republique

Af Christian Skovgaard Hansen Se den, hvis du vil opleve et anderledes, nærværende og ...