Anmeldelse: Den anden arabiske kvinde, Blaagaard Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Du kender hende da. Eller det mener ud i hvert fald. Altså hende den arabiske kvinde; hende man altid hører om. Altså hende den muslimske, tildækkede og undertrykte kvinde. Eller gør du? Og er det egentlig den rigtige arabiske kvinde? Måske ikke – men vi hører ikke meget om anden arabiske kvinde.
Dét vil skuespiller Hanin Georgis med forestillingen Den anden arabiske kvinde netop gøre op. Hun vil her give hende, den anden arabiske kvinde, en stemme, så vi hører hendes version af livet og hendes historie også – og så vi lærer flertallet af de arabiske kvinder at kende. Som så meget andet er det nemlig de negative og sensationsprægede historier, som vi hører.
Hanin Georgis er selv en arabisk kvinde. Hun er godt nok opvokset i Danmark, mens hendes forældre er fra Irak, som de via Algeriet har måttet flygte fra. Hanin ser derfor ud som hun gør, men det gør hende ikke hverken mere eller mindre dansk eller arabisk. Alligevel føler hun sig anderledes, og hun føler, at hun ikke rigtig passer ind i samfundet, som det ser på hende.
Hun starter ud med at bryde vores stereotype forestilling om den arabiske kvinde. Hun fortæller os, hvordan hun hele livet har levet med omverdenens forudindtagne syn på arabiske kvinder, og hvor man til tider gør ting for at få fred og ikke skulle forklare sig, når man gør ting som at vælge noget andet, end det som omverdenen forventer. Man er jo et typetilfælde, som er sat i bås – fra start. Arabiske kvinder vælger da altid roastbeef og absolut ikke skinke i deres sandwich! Eller gør de – eller gør de det kun, fordi andre forventer det?
Det er en ærlig historie, som har et personligt og troværdigt præg. Der er styrke i hendes fortælling og hendes præstation, og det er i høj grad hendes nærgående præstation, der holder vejret i forestillingen. Ord for ord, situation for situation pilles vores forestilling fra hinanden, og vi lærer den sande arabiske kvinde at kende. Hun – både kvinden af i dag og den første arabiske kvinde, som der trækkes tråde tilbage til.
Hendes fortælling får ikke lov at stå umodsagt. Hun afbrydes af en knitrende lød, hvorefter først en højtaler nærmere sig fra loftet, så en mere og en mere, indtil de indtager nærmest en urskov af stemmer. Stemmer, der absolut ikke er enige med Georgis; stemmer som mener, at de er den rigtige opfattelse.
Det hele foregår på den næsten nøgne, sorte scene. Mai Katsume står bag scenografien, hvor de nævnte højtalere og videoprojekter med både billeder og udsagn klaskes op på væggene, så vi ikke kan undgå at høre og se dem. Det er effektfuldt, og det tvinger os nærmest til at lytte og tage stilling.
Udover Georgis’ egen fortælling stifter vi også bekendtskab med nogle af historiens store arabiske skikkelser og ikke mindst med arabiske gerninger og personer, som måske nok er vigtige i en historisk kontekst, men som samtidig ofte må lide en mindre fremtrædende plads i den vestlige forståelse. Hvorfor lader vi ikke disse dele af fortidens historie træde frem? Mellemøsten og den arabiske kvinde – og den arabiske mand for den sags skyld – er meget mere end de stereotyper, som vi møder i dagligdagen.
Georgis’ fortælling er både skræmmende, begavet og interessant, og der er bestemt nogle gode nedslag i forestillingen – eller manglen på samme – af den anden arabiske kvinde. En mindre tilskæring af materiale og lidt mindre højtråben ville dog formentlig have klædt forestillingen, så fokus var bevaret hele vejen igennem, og så vi ikke kom lettere på afveje i fortællingen om kvinden. Vi har forstået, at hun ikke ser sig som den ”klassiske” arabiske kvinde, og vi har forstået, at hun både dyrker sex og spiser svinekød uden, at det skal trækkes helt ud i ekstremerne. Der er ikke behov for disse ”kapow”-udbrud. Özlem Saglanmak har dog (med hjælp fra instruktørassistent Hildur Ýr Jónsdottir og instruktørkonsulent Sargun Oshana) med respekt og forståelse omsat den eksisterende tekst, så hovedpointerne træder frem.
Den anden arabiske kvinde er sine steder måske lidt uskarp eller lidt for meget. Men den er samlet et skarpt, ærligt og interessant bidrag i debatten om dem og os og om, hvordan vi ser på dem, der er anderledes end os selv. Vi får luftet fordommene og de stereotype forestillinger, og vi lærer, at den anden arabiske kvinde måske ikke er så anderledes endda.
Blaagaard Teater, Nørrebrogade 37, 2200 København N
Spilleperiode: 20. januar-10. februar 2023
Set den 20. januar 2023
Fotos: Zuhal Kocan
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://blaagaardteater.dk/program/den-anden-arabiske-kvinde
Medvirkende: Hanin Georgis
Idé og manuskript: Hanin Georgis
Instruktion: Özlem Saglanmak
Scenografi og kostume: Mai Katsume
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign: Nanna-Karina Schleimann
Koreografisk konsulent: Ida Frost
Videodesign: Mai Katsume og Mathilde Hyttel
Manuskriptkonsulent: Anna Skov
Instruktørassistent: Hildur Ýr Jónsdottir
Forestillingsleder: Merethe Bahn Trolle
Instruktørkonsulent: Sargun Oshana
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod