Anmeldelse: Elektra, Husets Teater

Anmeldelse: Elektra, Husets Teater

Af Sebastian F. Westh Nielsen

Horror og græske tragedier er umiddelbart ikke noget man tænker går hånd i hånd, men det er netop denne situation Elektra på Husets Teater placerer én i, idet det fløjlsbløde tæppe i bogstaveligste forstand flås ned af Elektra. Vi befinder os i et spøgelsespalads, hvor fortiden og traumet er konstant tilstedeværende. Den udløsende handling er Klytaimnestras feje og konspiratoriske mord på sin netop hjemvendte mand Agamemnon, hvis lig vi i åbningsscenen ser hængende fra loftet, bundet på hænder og fødder og totalt indsmurt i sit blod.

Mordets dryppende spor forbliver på scenen og snor sig ligeledes gennem fortællingen, hvor blodhævnen bliver strukturerende, for er dette mord den egentlige begyndelse på disse bestialske begivenheder? Sporene trækkes længere og længere tilbage og man efterlades som tilskuer i moralsk forvirring. Vi har altså med en ægte klassik tragedie at gøre: Begivenhederne kunne ikke have udfoldet sig anderledes, men alligevel må karaktererne håndtere konsekvenserne af deres handlinger.

Men hvor kommer horroren så ind i billedet? På scenen følger vi Klytaimnestra og Agamemnons datter Elektra, hvis verden er brudt sammen efter mordet, der har forvist hende til en fortvivlet og manisk tilværelse med konstant penduleren mellem sorg og had. For hvordan kan man skelne imellem disse to, og kan man overhovedet sørge når hævnens logik gør sit indtog og driver en til vold?

Elektra er opfyldt af grufulde, morderiske fantasier, der udmønter sig i groteske dialoger mellem mor og datter, hvor ordene fyger, og skuespillet slår gnister, og hun hjemsøges af mordet i ildevarslende syner, der driver hende længere og længere ind i afsindigheden. I et øjeblik af djævelsk klarsyn sætter hun ligeledes en endelig stopper for blodhævnens endeløse cyklus i den mest ubehagelige udfoldelse af bodyhorror, denne anmelder nogensinde har set på en scene.

Horroreffekten fungerer, fordi skuespillerne så stærkt formår at inkarnere de komplekse følelser og urimelige dilemmaer, der udgør grundlaget hvorfra de kan sprænge dramaet og bevæge sig ud i det rædselsfulde. Asta Augusts Elektra spurter uden hastværk igennem følelsesregisteret, skrøbeligt naiv og ung i sin sorg over faderens død, vred og uforstående overfor moren, hvis sorg og anger også rummer en sandhed Elektra ikke kan kapere og ubehageligst af alt: Kolossal og truende i sin besatte hævntørst. Det rammes dog også stedvist af horrorgenrens faldgrube, når det tenderer imod det overgearede og entydige.

Heroverfor står Lotte Anderson som Klytaimnestra, hvis sorg og håb om tilgivelse bryder igennem et koldt og stoisk ydre, der intimiderende argumenterer for retfærdigheden i hendes handling. Deres kemi er eminent og med Søren Poppels Agamemnon, der fra døden troner ordløs i baggrunden af scenerne, dirrer luften i rummet af spænding. Ikke mindst også hjulpet på vej af et enormt lurende og effektfuldt lydbillede, der subtilt underbygger den dunkle stemning.

Stykket er anden del af den mytologiske teatertrilogi ”Furier”, der sidste år blev skudt i gang med ”Fædra”. Sammenhængen kommer ikke mindst til udtryk i det visuelle udtryk, med kostumer der i deres simple elegance rummer det majestætiske, hvilket holder stykket i forbindelse med sit forlægs antikke ophøjethed. Scenografien af Christian Albrechtsen er ligeledes spektakulær og især den afsluttende scene, hvor Agamemnon fremstår som en glimtende bevinget sølvkriger, brænder sig fast på nethinden.

Alt i alt har instruktør Anja Behrens givet os et forrygende, originalt og underholdende bud på det klassiske stykke, der skal ses for dets fokus på de uovertrufne kvindeskikkelser. Med Karen-Maria Billes tætskårne tekst, der trækker på en række forskellige Elektra- og lignende skikkelser, lykkedes på den relativt korte spilletid at holde den centrale konflikt i fokus. Sidste år bjergtog Marina Bouras publikum som Fædra og nu har vi igen to scenestjælende hovedrolleindehavere. Man kan kun glæde sig til næste år, når sidste installation fuldbyrder trilogien.

Husets Teater, Halmtorvet 9B, 1700 København V

Spilleperiode: 28. januar-4. marts 2023

Set den 31. januar 2023

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Asta August, Lotte Andersen og Søren Poppel

Instruktion: Anja Behrens

Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen

Tekst og dramaturgi: Karen-Maria Bille

Lyddesign: Erik Christoffersen

Lysdesign: Christian Vest Berntsen

Instruktørassistent: Julie Busck Porsbo

Systue: Hanne Mørup

Spejlkostume: Johan Kølkjær

Scenemester: Claus Arrildt

Forestillingsleder og regissør: Pernille Mikkelsen

Varighed: Ca. 1 time og 5 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *