Anmeldelse: Generation 9/11, Betty Nansen Teatret, Edison (Betty Nansen Teatret og Mungo Park)

By: Xenia Winther
On: 14. september 2021

Af Xenia Winther

Den danske pige Esther bor i New York, og hun er hovedpersonen i forestillingen Generation 9/11, som handler om at være barn, både da terrorangrebet på de to tvillingetårne i New York sker 20 år forinden, at denne forestilling har premiere, og ikke mindst lige efter angrebet.

Esther er venner med Noah og William. Williams mor og Noahs far dør i angrebet på de to tårne. De er alle omkring 11-12 år gamle, og selvom de tre børns liv ændres efter angrebet, er ændringerne meget forskellige. Williams racistiske farmor flytter ind, og hans far begynder at gå med pistol. Noahs mor får job i Walmart og tænker ikke på andet, alt i mens Noah tror ikke på, at hans far er død, og han begynder at stjæle cd’er. Esther har ikke mistet en forælder, men hun har svært ved, at hendes forældre ikke vil hænge det amerikanske flag op, ligesom alle de andre gør det – så hun hænger et op på sit værelse.

Generation 9/11 handler om, hvordan livet ændrede sig efter terrorangrebet på World Trade Center. Men jeg kunne ikke rigtigt mærke denne ændring i forestillingen. Jeg er udmærket klar over – det tror jeg, vi alle er – at livet og verden ændrede sig. Men jeg håbede, at denne forestilling kunne sætte mig ind i hvorfor og hvordan – det kunne den desværre ikke. Det var tydeligt, at de tre karakterer var mærket af angrebet, men det var som om, at jeg selv skulle vide hvorfor, da jeg satte mig ind i salen.

Jeg er selv født i 1997, jeg var altså fire år, da 9/11 skete. Dagen inden jeg skulle se forestillingen, talte jeg med mine forældre om, hvordan de nøjagtigt kan huske deres dag, efter de hørte om det – at verden forandrede sig det sekund. Men jeg kan ingenting huske. Faktisk har jeg svært ved at forestille mig en verden, hvor Afghanistan, Taliban eller Al-Qaeda ikke spiller en rolle. Jeg har svært ved, at forestille mig en verden, hvor man ikke skal igennem en masse security, når man skal ud at rejse. Og måske netop derfor håbede og forventede jeg opleve noget andet i denne forestilling. For at se Generation 9/11 er der en præmis om at for at forstå eller kende verdenen før 9/11.

Måske var forestillingens mål at bidrage til en forståelse af generationen, der var børn omkring 9/11 – min generation. Så måske er det netop derfor, at jeg ikke kan forstå den helt. Men på trods af det, kunne jeg (og min generation) måske også bruge en forståelse for os selv. Generation 9/11 bliver hertil et bidrag, men et måske lidt for let bidrag, hertil.

Når det er sagt, må det også siges, at forestillingen er meget gennemført. Et karikeret univers er hurtigt præsenteret i forestillingen. Hele forestillingen er set gennem børns øjne, hvilket fungerer fint. Vi har alle været børn og kan relatere til dem. Men det kan indimellem forenkle tingene og emnerne, indimellem kunne jeg godt savne det seriøse i teksten – det seriøse som gør, at man kan mærke og forstå karakterernes smerte, sorg og glæde.

Ida Grarups scenografi er ekstremt veludført – meget symbolsk er den kendte verden knækket på midten, og der gemmer sig ikke kun gode ting i revnerne.

Skuespillerne Ellaha Lack, Sebastian Aagaard-Williams og Søren Birch Plum, som alle spiller børn, spiller karikeret, men ikke overdrevet eller på et niveau, hvor man ikke kan relatere til dem. Men de spiller så det passer ind i det univers, som fortællingen har skabt.

Alle de voksne mennesker som er med i forestillingen er spillet af Sebastian Aagaard-Williams og Søren Birch Plum. Alle voksne er papmachehoveder, som skuespillerne tager på, og her gives der gas med krop og stemmer, så man virkelig tror på figurerne, og at de virkelig lever i dette univers. Ida Grarups tegneserieunivers fungerer her meget fint.

Når et så karikeret og ekstremt univers og persongalleri er stablet på benene er der ikke noget, der er for mærkelig eller for ekstremt. Så ligegyldig, hvad der skete i forestillingen, kom det ikke rigtig bag på mig, hvilket var en smule ærgerligt, men også et rigtig fint billede på virkeligheden. For mennesker i virkeligheden er også karikeret. Og verden er ekstrem. Men fortællingen om 9/11 bliver her ikke helt fuldendt.

Betty Nansen Teatret og Mungo Park

Betty Nansen Teatret, Edison, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C

Spilleperiode: 11. september-9. oktober 2021

Forestillingen spiller også på Mungo Park, Grønnemose Skole, Gladsaxe i perioden 18.-22. oktober 2021 og på turné rundt i landet i efteråret 2021 og foråret 2022

Set den 11. september 2021

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe billet? Læs nærmere her:

https://www.bettynansen.dk/da/forestillinger/generation-911/