Anmeldelse: Terror/is/me, Odense Teater
Af Thormod S. Kamban
For et par dage siden var det 20-årsdagen for terror- angrebet på World Trade Center i New York. Dagen, hvor næsten alle folk kan huske, hvor de var og hvordan de forholdt sig til det frygtindgydende attentat, da de så det i fjernsynet. I den anledning har Odense Teater taget livtag med emnet terror i deres nye forestilling Terror/is/me. Da tårnene faldt står som det altoverskyggende monument over da verden blev en anden. Men er terror ikke en ting, der er blevet set mange gange før, og som har dybe rødder i noget?
Mens lyset i salen stadig er oppe, indtræder fem ”frihedsgudinder” over os på anden balkon, i en stille harmoni der viser sig at være ”New York, New York”. Det er meget uskyldsrent, men det er også SÅ uskyldsrent, at det næsten fremstår ironisk, og teksten får en 180 graders-vending. ”I want to be a part of it – New York, New York”. Eller måske er det bare et symbol på den uskyldige drøm, der braste sammen?
Ind på scenen træder nu de betonstøvede mænd og kvinder, vandrende imellem ”dominobrikkerne”, imens de mange stemmer tager favntag med historier fra hver deres perspektiv om tårnene der brast. Vidt forskellige reaktioner. Vidt forskellige måder at reagere på. En kan ikke tage øjnene væk. En anden ser med selvsyn tårnet eksploderer, og hører mennesker skrige, men tænker på, hvor hendes hund er rendt hen. En tredje trækker persiennerne ned. Dog er det alligevel som om, at de mange personlige fortællinger fletter sig ind i hinanden, og bliver til én samlet enhed.
Netop dette, tager iscenesætter og bearbejder Sargun Oshana og Odense Teaters ensemble, til næste niveau. Selvom alt i dens postdramatiske indpakning indbefatter, at ”stemmerne” skifter plads og kan være alt, alle nationaliteter, citere politikere eller på andre måder personificerer terrorens ansigt, tragikkens ansigt, bliver det aldrig forvirrende at se på. Heller aldrig kedsommeligt. Stemmerne flyder sammen til en symfoni. De gentager hinandens ord, er et ekko af dem selv. De taler i samlet flok. De repræsenterer terrorens mange ansigter, ikke kun 9/11, men også Afghanistan, Irak, Utøya osv. Disse eksempler er der jo, desværre, uhyggelig mange af.
Det er befriende, at så meget henvendes mod, ikke kun amerikanere, men også os danskere. Og for den sags skyld mange andre nationaliteter. Terror kan ramme os alle, hvilket også påpeges af en hysterisk, overmåde angst kvinde der anklagende peger på os i publikum, og anfægter at vi ikke kan vide, hvad vores sidemand har i tasken. Det er et gammelt trick, det med at bryde den fjerde væg, men i det her tilfælde virker det uhyre godt, når det bliver smidt i hovedet på os. Måske fordi kontrasten mellem scenens rum og publikumspladserne sjældent har været større, fordi man bliver så indhyllet i, hvad der foregår på scenen.
Er terrorister iblandt publikum eller planlægger de deres næste træk i et spil Counter- strike på nettet? Kært barn har mange vinkler. Frygt iscenesættes på så mange planer i denne her forestilling, at man som anmelder kan blive rundtosset af at holde rede på det. Den iscenesættes også i det barnlige perspektiv, i hævnfølelse og straffelyst, i kapitalismens maniske øjemed.
Man kan mærke, hvor meget Sargun Oshana har kæret om konceptet for forestillingen, men også, hvor nysgerrig han og skuespillerne har været på at udforske. Hele forestillingen er lidt af en leg med vinkler, gestik, remedier og udtale. Alt med et kraftigt udbytte i sidste ende. Om ikke andet noget der kan lægge op til debat om, hvordan man kan tage scenekunstneriske valg.
Prikken over det store, fede ”I” er vokalgruppen IKI, der musikalsk giver Terror/is/me et helt specielt særpræg. Deres mange simple som svære, smukke som skæve harmonier, skaber et perfekt fundament der afspejler et af de hovedskismaer, forestillingen tematiserer: Det smukke i det grusomme. Ude på deres små balkoner, såvel som inde på scenen understøttende ”stemmernes” talestrøm, akustisk eller med et elektrisk twist, er de et vigtigt element i stykkets rå islæt. Deres vokalharmonier er fantastiske, og inden pausen bliver deres lydtæppe, så skrækindjagende at man dirrer i kroppen.
Terror/is/me er ikke et stykke teater, man ser hver dag. Det er sjældent i al sin brutale energi, men også i sin skrøbelige del, fremelsket af dets store ensemblepræstation og dets æstetiske univers, det være sig i både koreografi, lyd, lys og scenografi, som er meget bjergtagende. Det er paradoksalt teater, fordi det er så hård kost, samtidig med at det er så verdensklasse, at man vil se mere teater af den her karat.
Scenografien af Karin Gille (og hendes barselsvikar: Palle Steen Christensen) har fokus på ”at parre” midler med hinanden, således scenen ikke drukner materielt, men på en lettere elegant vis sameksisterer i symbiose med skuespil, lys og lyd. Det er bl.a. meget andet f.eks. kontormaterialer (kufferter, kontorstole m.m.), der bruges til at fremhæve en menneskelig væremåde eller skabe skrækscenarier. Det imponerer mig, hvordan forestillingen konstant finder nye rammer, at sætte de sande dokumentariske udsagn ind i.
Titlen på stykket kan umiddelbart virke simpel, som en finurlig ordstilling. Men en af stykkets mange pointer, er jo netop, at terror er os alle sammen. Terror er ikke noget der bare kan stoppes, men også en kædereaktion af, hvordan vi ser hinandens forskelligheder, religion, politik, penge som begreb og andre facetter. Titlen binder stykkets flertydige budskaber sammen.
Er stykket barskt? Meget. Er det noget af det bedste scenekunst, du får lov til at se i 2021? Det kunne det meget vel være. Jeg har intet andet end ros til overs. Den har en stor affektiv værdi, og sætter sig fast i krop og sind efterfølgende, som kun teater kan når det er allerbedst!
Odense Teater, Store Scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C
Spilleperiode: 11. september-1. oktober 2021
Set den: 13. september 2021
Fotos: Karoline Lieberkind
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.odenseteater.dk/oplevelser/forestillinger/2021-2022/terror-is-me/
Medvirkende: Anders Gjellerup Koch, Louise Davidsen, Mikkel Bay Mortensen, Nicolai Jandorf, Hanne Hedelund, Lila Nobel og Haesam Jakir
Koncept, iscenesættelse og bearbejdelse: Sargun Oshana
Dokumentarist: Sigurd Hartkorn Plaetner
Musik: IKI
Scenografi og kostumedesign: Karin Gille (barselsvikar: Palle Steen Christensen)
Lysdesign: Turpin Napoleon Djuurhus
Lyddesign: Kim Malmose Hansen
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod