Anmeldelse: Glade dage, Folketeatret

By: Minna Højholt
On: 24. januar 2026

Af Minna Højholt

Glade dage på Folketeatret er et oplagt og vellykket gensyn med Samuel Becketts udødelige klassiker om Winnie, der sidder fanget i et hul og alligevel insisterer på at se det positive i tilværelsen.

Værket er et af præmieeksemplerne på det absurde teater, der sammen med efterkrigstidens absurdistiske filosofi og litteratur ofte betragtes som en reaktion på anden verdenskrigs rædsler og skildrer menneskers søgen efter mening i en verden, hvor der ingen er. Det er netop, hvad Winnie gør; gang på gang gentager hun tilsyneladende ligegyldige ord og handlinger i forsøget på at finde glæde i en tilværelse, hvor hun synker dybere og dybere ned i en bunke sand, mens hendes mand Willie ligger på sofaen og gør sit bedste for at ignorere hende.

Glade dage vækker fundamentale, eksistentielle spørgsmål om, hvad der egentlig giver livet mening, og denne iscenesættelse af Lene Skytt udfolder tekstens absurde tomgang på trofast og gennemført vis. Djævlen ligger i detaljen, og særligt scenografien af Steffen Aarfing, der ved første øjekast virker som en småkedelig og klassisk indfrielse af Becketts forskrifter, gemmer på spændende og dejligt taktile detaljer, der er med til at give universet en virkelighedsnær og intim fornemmelse.

Fremfor at være en tilfældig bunke jord eller sand midt i intetheden, er vi her i Winnie og Willies dagligstue – eller hvad der er tilbage af den. Huset er halvt styrtet sammen og har ikke længere noget tag, et afbrækket rør hænger opgivende ned fra væggen og såvel sofaen som støvsugeren bliver mere og mere slugt af sand. Udover de endnu hele huse, vi kan se i baggrunden, som jeg ikke helt forstår meningen med, har alt væsentlighed. Hver eneste genstand vidner om både den udsigtsløse situation, karaktererne er fanget i, og om det liv, der engang har været, som Winnie drømmende og næsten grådigt genkalder sig, som om hun forsøger at smage på sine minder.

Skuespillerne er på scenen fra start, og monotonien, de er fanget i, rammer os effektivt, forstærket af Sonja Leas lysdesign, der imiterer en ubarmhjertig sols langsomme bevægelser hen over himlen, og Rasmus O. Buntons lyddesign, der vover at være lavmælt nok til at understrege fornemmelsen af tomhed. Lyden breder et bagtæppe af insektsummen og udefinérbar støj, men lader os også mærke stilhedens brutalitet og høre det tydeligt, når tilskuere vender sig uroligt i sædet, hvilket giver en yderligere følelse af nærhed.

Man kunne kun ønske sig, at det havde været muligt at være endnu tættere på scenen, og at oplevelsen ikke havde været brudt op af en pause. Becketts forskrifter må følges, men det virkede dog som et unødvendigt brud med den ellers så gennemførte fastlåshed, at skuespillerne forlod scenen, før publikum havde forladt salen.

Når Lone Rødbroe sidder i sit hul som Winnie, spiller hun med så stor præcision og nuance, at rollen virker som skrevet til hende, og skaber et overbevisende og empatisk portræt af den på én gang ynkelige, fjollede, filosofiske og ikke mindst umådeligt elskelige karakter. Hun drager os ind med sin tilbageholdte gråd og netop ikke tilbageholdte latter og skildrer Winnies ukuelige kamp mod håbløsheden som på én gang latterlig, inspirerende og hjerteskærende. Der er noget smukt i, at Winnie bliver ved at tænke, tale, stille spørgsmål, synge, håbe og glæde sig, og når hendes frimodighed til sidst går gradvist i opløsning, er det næsten ikke til at bære.

”Det er det, der får mig til at fortsætte,” siger hun og viser den store betydning af de små glæder, såsom hendes elskede pose med bl.a. kam, tandbørste og briller, der bliver til dyrebare relikvier og kilde til daglig underholdning. Winnie er en pæn dame, der plejer sit ydre, mens hun kan – solen, der har skoldet hendes hud, hvilket igen understreger iscenesættelsens sans for detaljen, kan hun dog ikke gøre ret meget ved – og hun bruger forfængeligheden til at illudere en vis normalitet og selvrespekt. Willie (Bo Skødebjerg), derimod, taler mest i enstavelsesord, spiser bussemænd, onanerer og går rundt uden bukser på. Han forstiller intet, kæmper ikke, gør ikke ret meget og svarer sjældent, når Winnie råber efter ham.

De to skuespilleres portræt af ægteparret, der dårligt nok virker til at kunne holde hinanden ud og samtidig ikke kan undvære hinanden, er skarpt, humoristisk og rørende. Som med alt andet er der ikke meget kærlighed tilbage, men det bliver næsten så meget desto mere ømt, når de i små momenter finder stumper af nærhed, som da de sammen og alligevel hver for sig nynnede et par brogede linjer af begravelsessalmen ”Altid frejdig når du går”.

Døden er det eneste, der er tilbage, og rejser sig som et gentagende spørgsmål gennem den pistol, Winnie bliver ved at grave op af posen. Den ligger både som en trussel og en frelse, en mulig udvej hun gemmer på, indtil heller ikke den er indenfor rækkevidde. I den ellers så diskrete iscenesættelse, hvor meget får lov at være subtilt, virker det dog lidt malplaceret med blinkende lamper og ildevarslende hyletoner hver gang, Winnie tager pistolen i sine hænder – Røbroes skuespil fortæller os præcis, hvad dette moment betyder, og vi mærker det med hende uden behov for postuleret spænding.

Derudover er både lys og lyd enormt velfungerende, og tilbagetrukketheden gør den ubarmhjertige alarm, der vækker Winnie hver morgen, så meget desto mere effektfuld. Alarmerne, der særligt i anden akt blev næsten uudholdeligt gentagende, gav stykket et ekstra lag af ubehag og genlød af både hverdagsmorgenernes mobilalarmer og rædselsvækkende luftalarmer i en krigsramt by.

Glade dage føles både uhyggeligt aktuel med sin skildring af et lille liv efter en stor katastrofe – være det krig, klimakollaps, begge dele eller noget tredje – og viser også den eksistentielle universalitet, der er med til at gøre Becketts værk til en klassiker. Denne iscenesættelse på Folketeatret gør teksten ære, og med eminent skuespil i et empatisk menneskeportræt formår stykket også at blive hjertevarmt og livsbekræftende midt i al sin tragiske meningsløshed.

Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 15. januar-21. februar 2026 (Folketeatret) og 3. februar-21. marts 2026 (turné)

Set den 22. januar 2026

Foto: Büro Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/forestillinger-events/glade-dage

Medvirkende: Lone Rødbroe, Bo Skødebjerg

Dramatiker: Samuel Beckett
Iscenesætter: Lene Skytt

Scenograf: Steffen Aarfing
Lysdesign: Sonja Lea

Lyddesign: Rasmus O. Bunton

Oversættelse: Klaus Rifbjerg

Varighed: Ca. 1 time og 50 min. inkl. pause