Anmeldelse: Heroin, Zangenbergs Teater

By: Xenia Winther
On: 12. november 2020

Af Xenia Winther

Sjældent har jeg set så relaterbart teater. Sjældent har jeg set så tilstedeværende skuespillere. Jeg vil faktisk bruge et udtryk, der ikke egner sig på skrift – men jeg er helt på røven.

Forestillingen Heroin handler om et parforhold mellem karaktererne Martin og Markus, som er spillet af Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen. Forholdet starter i en flirt og et one night stand. Det udvikler sig til et two night stand, som udvikler sig til et forhold, der næsten er skabt i glas – det er så skrøbeligt, at det hele tiden går i stykker.

Heroin drejer sig om to mennesker, to mennesker som jeg kender, to mennesker som jeg er. For karaktererne var så tydelige og godt spillet – at jeg virkelig troede på, at de var Martin og Marcus, for deres kemi var fantastisk og ægte.

Jeg kunne relatere til både Martin og Marcus under forestillingen – og deres utroligt gode sammenspil gjorde også, at jeg kunne relatere til deres relation og måden de talte og var sammen på. Martin og Marcus karakteren var hverken original eller nyskabende karakterer – de var mennesker med fejl, egoisme og mangler – ligesom alle os andre, og netop derfor troede jeg også så meget på karaktererne.

Det er en smuk og barsk historie om afhængighed af et andet menneske – og så var den hylende morsom. Den var morsom midt i det hårde og det barske, for sådan er virkeligheden. I virkeligheden dvæler vi ikke i smerte, som teater gør, som Hamlet eller unge Werther gør. I virkeligheden er vi ironiske og sarkastiske, når vi skændes, og vi har en facade på, der er støbt i humor – sådan er min virkelighed i hvert fald. Alle i salen grinte højlydt flere gange – men der var også en fortættethed i salen, for karaktererne står hele tiden på spidsen af noget helt seriøst, som alle i salen var helt vildt nysgerrig på – alle var helt tilstede.

Skuespillerne har dog ikke hele æren, for Heroin er også genialt skrevet. Magnus Iuel Berg har gjort et fantastisk job med at skrive denne forestilling. Replikkerne var naturtro og skabte virkelig karakter. F.eks. i scene hvor Martin og Marcus møder hinanden første gang – flirten er tyk og lang. Som publikum blev man også lullet ind i flirten, men uden at opdage det direkte, lærte vi også karaktererne at kende hurtigt, og scene havde fremgang – derfor kunne scenen også bære at være lang.

Da forholdet begynder, fatter vi hurtigt som publikum, at de to karaktere aldrig er det samme sted – de er adgang in sync. Først skal Markus næsten overtale Martin til at få hans mobilnummer og putte efter sex. Da han er overtalt og smaskforelsket i Markus, skal Martin næsten tvinge Markus ind i et monogamt forhold – som Markus ikke kan overholde, han såre Martin gang på gang. Martin tager Markus tilbage gang på gang. Martin er for starten også bekymret for Markus stofproblemer – men Martin ender selv med at blive så afhængig af Markus, at det næsten minder om et stofproblem – de er som heroin for hinanden.

I starten hepper man på dem, men pludselig – uden vi opdagede det – vender det. Vi opdager som publikum, hvor giftige de to er for hinanden. Jeg sad tilbage med en forvirring om, hvorvidt Heroin sluttede godt eller skidt, og det var en fed forvirring – for i virkeligheden aner vi heller ikke, hvad er godt, og hvad er skidt for os.

En co-produktion mellem det kunstneriske hold og Zangenbergs Teater

Zangenbergs Teater, Pilestræde 55A 1112 København K

Spilleperiode: 7.-14. november 2020

Set den 10. november 2020

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at se forestillingen? Læs nærmere her:

https://www.zangenbergsteater.dk/heroin

Medvirkende: Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen

Dramatiker: Magnus Iuel Berg

Instruktør: Johan Saurauw

Scenograf: Nina Helledie

Lysdesign: Sebastian Just Olsen