Anmeldelse: UMWELT, Det Kongelige Teater (Julie Rasmussen)

Anmeldelse: UMWELT, Det Kongelige Teater (Julie Rasmussen)

Af Ida Spedtsberg

Som den første af tre danseforestillinger udvalgt af initiativet K:Select spiller UMWELT i denne uge i Det Kongelige Teaters skuespilhus. K:Select er et nyt samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond, der skal åbne op for nytænkende, eksperimenterende forestillinger til det københavnske publikum. Og initiativet skal have stor applaus. Det er altid spændende og forfriskende at opleve lyslevende, aktuel kunst under opbakning af nogle af de ældste kulturinstitutioner i Danmark.

Danseforestillingen UMWELT er som nævnt den første i rækken af tre og er koreograferet af norsk-fødte, men dansk-bosat Julie Rasmussen, der også selv er en del af den udførende dansertrio. En lille time har hun fået på Lille Scene til at tage os ind i hendes univers, og det sker i den første helaftensforestilling fra hendes hånd.

UMWELT handler om at give slip. At give slip på alle de gængse forestillinger og opfattelser af kroppen og selvet. At turde tænke anderledes og ubegrænset. I programmet opfordres vi til at ”zoome ind, lytte, undersøge din egen fantasi og lade dig forføre af den absurde krop”. Og forestillingen starter derfor også med en fælles meditations- og tankeøvelse med lukkede øjne i den lille sal. ”Imagine that you have no history, no personality”, får vi fortalt. Vi bliver bedt om at forestille os selv som en tom skal og derefter eksperimentere med tanken om en helt ny og anderledes krop. ”Imagine if your eyes could breathe and your back taste”. ”Imagine if your feet could smell”. Det er et tankeeksperiment af de lidt vildere, og derfor også en smule svært sådan reelt at forestille sig. Men jeg kan lide præmissen og modet, det tager, at kaste sig helt derud.

Derfor har jeg også ret mange forventninger til det, der følger efter, når forestillingens dansere begynder deres rejse. Men her bliver det lidt svært for mig at følge med for UMWELT er på mange måder en forestilling, der ikke helt kommer ud af koreografens hoved. I forskellige scenarier udforsker danserne deres krop og det absurde i den. De daser i slow motion som søvngængere, bevæger sig rytmisk i kædelignende formationer og ruller sammen, som var de en snebold på vej ned ad en bakke. Alt sammen med et lettere aparte, fraværende ansigtsudtryk, der i hvert fald understreger det absurde. Alt det til et lydtapet, der blander det elektroniske med fuglelyde og menneskejamren. Især sidstnævnte blev lidt ubehageligt i længden. Men forestillingen har gode sekvenser især der, hvor koreografien bliver lidt strammere og virker mindre tilfældig. Og sammen en flot og simpel scenografi og nogle dygtige dansere i imponerende symbiose, har UMWELT masser af potentiale.

Men jeg mangler noget sammenhæng. En rød tråd, der kobler tilbage til vores tankeeksperiment, og som kæder momenterne sammen. Til tider har jeg det som om, at jeg er fluen på væggen til en improvisations-time i en træningssal. Fyldt med akrobatik, idéer og forslag. Men med knap så meget fokus. Det resulterer i nogle lidt lange scener, hvor man sidder tilbage med flere spørgsmål end svar. Der bliver simpelthen ikke skåret ind til benet, og derfor bliver essensen af forestillingen for uklar for mig. Hvad er det præcis, jeg som publikum skal tage med hjem? Hvad er det for et aftryk, I gerne vil efterlade?

Men jeg mangler noget sammenhæng. En rød tråd, der kobler tilbage til vores tankeeksperiment, og som kæder momenterne sammen. Til tider har jeg det som om, at jeg er fluen på væggen til en improvisations-time i en træningssal. Fyldt med akrobatik, idéer og forslag. Men med knap så meget fokus. Det resulterer i nogle lidt lange scener, hvor man sidder tilbage med flere spørgsmål end svar. Der bliver simpelthen ikke skåret ind til benet, og derfor bliver essensen af forestillingen for uklar for mig. Hvad er det præcis, jeg som publikum skal tage med hjem? Hvad er det for et aftryk, I gerne vil efterlade?

UMWELT varsler en forståelse af kroppen på ny i en danseforestilling, der hylder det absurde. Hele afsættet er både ambitiøst og interessant, og derfor er jeg også overbevist om, at Julie Rasmussen nok skal vende tilbage med flere spændende idéer. Men UMWELT mangler endnu noget fintuning og finesse som bringer forestillingen som et samlet hele op på det niveau, hvor det bliver rigtigt overbevisende. Det kan skyldes mangel på erfaring eller fortabelse i den kunstneriske proces, men i hvert fald er grundtanken i UMWELT et frisk pust på den danske dansescene, om end jeg som publikum denne aften føler midt lidt for overladt til min egen undren.

Julie Rasmussen

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 9.-11. november 2020

Set den 9. november 2020

Fotos: Morten Arnfred

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.julie-rasmussen.com/umwelt

Dansere: Maren Fidje Bjørneseth, Rickard Fredborg og Julie Rasmussen

Koreograf: Julie Rasmussen i samarbejde med danserne

Lyddesigner: Ole Hagelia

Lysdesigner: Markus Tarasenko Fadum

Scenograf: Ingvild Isaksen

Ansvarlig for lys og scenografi på turné: Felipe Osorio-Guzman

Skrædder: Anja Marie Thorsen

Multichannel lydopsætning og scenografisk assistent: Fabrice Moinet

Tekst, stemme og ydre øje: Dan Nicholson

Dramaturg: André Eiermann

Produktion: Michelle Flagstad, Maja Bonde Holtze og Mikkel Søndergaard Kryger

Varighed: 50 minutter uden pause

Aldersgrænse: Fra 10 år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: UMWELT, Det Kongelige Teater (Julie Rasmussen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *