Anmeldelse: Jeg tror kun på en gud/et had, Café Liva
Af Christian Skovgaard Hansen
Alvoren har for en stund afløst humoren på Café Liva, hvor det i disse dage er muligt igen at opleve Stefano Massinis monolog Jeg tror kun på en gud/et had.
I monologen møder vi tre vidt forskellige kvindeportrætter. Vi møder en ung palæstinensisk kvinde, som er en almindelig studerende, men som nu søger optagelse i en islamisk brigade, som udfører selvmordsbomber, så hun kan blive martyr, en jødisk historieprofessor, hvis tro på fred, dialog og sameksistens sættes på en prøve, og en udsendt amerikansk soldat, der udfører de givne ordrer og forsøger at opnå fred, mens hun ikke helt ved, hvem der har ret.
De virker alle så forskellige, men de har dog alligevel noget til fælles. Fælles for dem er nemlig, at de lever og agerer i et af verdens brændpunkter, Mellemøsten, hvor udsigten til varig fred ikke er stor. De har hver deres historie – og så alligevel ikke. Fortællingen giver et møde mellem dem, uanset de vil det eller ej.
Stefano Massinis tekst er dæmpet og ærlig. Den fremstiller virkeligheden, men uden at tage stilling. Den giver os et faktisk indblik i virkeligheden dernede. Kan vi (lære at) forstå de andre? Dem og os. Deres og vores verden. Massinis force er, at han ikke tager stilling for os, eller giver den ene part mere ret end den anden. Han gør ikke den ene part til den gode, mens den anden er den onde, og fortællingen bliver intet skønmaleri. Det skræmmende er, at den også stadig er relevant den dag i dag.
Teksten er krævende, og der springes ikke blot mellem de tre kvinders historier, men også i stemning og tone. Det løser Mette Marckmann til bravour i Jan Hertz’ rolige iscenesættelse. Det kan godt være, at vi får tre kvinders fortællinger – men de klares her af én kvinde. Marckmann springer fornemt ud og ind i de tre meget forskellige kvindeportrætter. Det er i høj grad hendes fortjeneste, at monologen og teksten er levende, og at den kommer ud over scenekanten. Man mærker en dedikation og en dyb intensitet, men samtidig behersket fremtoning.
Skiftene mellem karaktererne klares alene med et tørklæde og den hvide stol midt på scenen, og sammen med en effektiv og stemningsfuld lyssætning er det eneste følgespot. Fokusset er fuldt ud på teksten, så vores opmærksomhed er på de ord, som Marckmann siger.
Samtidig er det en evig påmindelse om, at den slags handlinger sker over hele verden; isoleret foregår denne tekst i Mellemøsten, men omdrejningspunktet for historien kan desværre flyttes over til andre dele af verdenen også. Det kan godt være, at historien er det bedste middel mod fundamentalismen. Men hvorfor pokker lærer vi så ikke noget af den!? Man kan i hvert fald undre sig over, at historien aldrig slutter, eller hvorfor at den nærmest gentager sig igen og igen.
Jeg tror kun på en gud/et had er en stor præstationen af Mette Marckmann. Men Stefano Massinis tekst er også et sobert og reelt portræt af Mellemøsten og et indblik i de spændinger og forskellige der stadig findes i området. Det er en påmindelse til os alle om, at problemerne stadig er der. De forsvinder ikke, blot fordi vi lukker øjnene, så vi ikke kan se virkeligheden. Det skræmmende er, når det unormale – som her – bliver det normale. Men vi må aldrig blive ligeglade – der kan blive fred.
Forestillingen spiller kun få dage, så skynd dig ned på Café Liva i Nyhavn og oplev Mette Marckmanns glimrende portrætter dem, der lever i Mellemøsten, og som har udfordringerne tæt på hver dag. Forestillingen sætter nogle tanker i gang i en, og den sidder stadig i publikum, når vi forlader salen.
Café Liva, Liva 2, Nyhavn 26, 1051 København K
Spilleperiode: 24. oktober-5. november 2022
Set den 31. oktober 2022
Foto: Café Liva
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.cafeliva.dk/aktuel-forestilling
Medvirkende: Mette Marckmann
Dramatiker: Stefano Massini
Iscenesætter: Jan Hertz
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod