Anmeldelse: Jeg, Malvolio, Teatret ved Sorte Hest (Scene42)

Anmeldelse: Jeg, Malvolio, Teatret ved Sorte Hest (Scene42)

Af Christian Skovgaard Hansen

Malvolio er en både berømt og berygtet bifigur fra William Shakespeares skuespil ”Helligtrekongersaften”. Han er en naragtig tjener hos grevinde Olivia, og han har – lidt for høje – tanker over sig selv. I spøgen bildes han ind, at grevinden er forelsket i ham, og han derfor skal agere og klæde sig på en særlig måde. Han skal være smilende og iklædt gule strømper og korslagte strømpebånd. Det er ham, der grines af, og det er ham, der ydmyges.

I Tim Crouchs monolog Jeg, Malvolio – med den passende undertitel ”Til grin” – får Mavolio endelig lov til at komme til orde. Det er nu tid til, at han kommer til sin ret. Malvolio er blevet gammel, og han er nu blevet rasende. Han er stukket af fra Shakespeares klassiker, og han er nu dumpet ned i nutiden. En tid, som egentlig ikke er meget bedre end den tid, som han er stukket af fra. Han – og vi – er derfor til.

Han vil have hævn – ikke bare over de andre karakterer i skuespillet, men i ligeså høj grad over det publikum, som har leet af ham i så mange år. Og publikummet er personificeret ved aftenens publikum, som ikke kan flygte! Malvolio begiver sig derfor ud i et hævntogt for at forsvare den ære og værdighed, som ingen har vist ham – indtil nu. Det er ikke længere kun ham, der er til grin, men denne gang også alle os andre ”medvirkende”.

Som en lettere afdanket Malvolio, som har set bedre dage, og med skiltet ”Opblæst nar” på rumpen, starter han ud med at revse os med stor foragt. Det er os, der er problemet ifølge ham. Vi får et par sandheder smidt i hovedet.

Teksten sætter samtidig fokus på nutidens kultur med latterliggørelse og udskamning. Den nutidige Malvolio bliver grebet af den gamle Malvolios kamp. Er han en nar? Hvorfor griner vi af ham? Hvad fortæller den os om ham – og ikke mindst om os selv? Er det egentlig os, der er problemet? Eneste udfordring er, at teksten ikke er helt sammenhængende. På den ene side revser den ungdommen – en ungdom, som måske ikke er forestillingens kernepublikum – mens den også på den anden side sætter fokus på nogle reelle problemer i både da- og nutidens samfund.

Der sættes nogle tanker i gang hos os – ikke så meget, om hvordan vi er som publikummer, men mere hvordan vi egentlig er i virkeligheden, og om hvordan vi behandler andre. Mobning, det (u)sunde kærlighedsforhold og døden er bare nogle af de emner, der behandles. Det er både tåkrummende, men i et vist omfang også reel kritik af mennesket som forsamling, og den viser os, at alle handlinger har en eller anden konsekvens.

Michael Moritzen leverer en fin præstation som Malvolio. Han fanger glimrende teksten, men han rammer os desværre kun momentvis der, hvor vi kan mærke det. Det er dog i høj grad hans fortjeneste, at der holdes sammen på den noget ukurante tekst. Og mon ikke, at der både hos mange skuespillere, men også i langt de flestes liv, findes visse elementer af Malvolios latterliggørelse i deres egen karriere. Moritzen lader os i hvert fald på fin og tankevækkende måde overveje dette spørgsmål.

Undervejs inddrages dem, som Malvolio har foragtet – publikum – både indirekte og mere direkte. Man bliver udspurgt, og da Malvolio mener, at selvmordet er den eneste udvej, bliver publikum sat til at assistere ham – eller gør de mon… Idéen er fin, men det skaber dog også til tider en vis ubalance i forestillingen, og er publikum ikke med på den, kan forestillingen let komme til at gå i tomgang.

Jeg, Malvolio giver os nogle tanker med ud fra teatret, men det er ikke den nemmeste tekst at angribe. Man skal acceptere præmissen og spillestilen for at få noget ud af forestillingen. Forestillingen fremstiller på sin vis os, hvordan vi egentlig er. Det er en både tåkrummende, morsom og tankevækkende, om end også lettere ukurrant forestilling.

Scene 42

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilleperiode: 23. februar-19. marts 2022

Set den 23. februar 2022

Fotos: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Michael Moritzen

Instruktør: Lene Vasegaard

Dramatiker: Tim Crouch

Oversættelse: Michael Moritzen

Skræddersal: Mikael Jensen

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: Jeg, Malvolio, Teatret ved Sorte Hest (Scene42)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *