Anmeldelse: Karmeliterindernes samtaler, Det Kongelige Teater

By: Kristina McClelland Jacobsen
On: 10. februar 2026

Af Kristina McClelland Jacobsen

Det er en kold vinterdag. De københavnske kanaler er dækket af is. Der er en særlig ro over byen, men denne ro varer ikke længe. En folkestrøm træder ind på Operaen og sætter sig i de blå sæder. Der bliver helt stille. Musikken slås an og pludselig bliver der helt mørkt i salen. Francis Poulencs Karmeliterindernes samtaler (”Dialogues des Carmélites”) er netop begyndt på Operaens Store Scene.

Tiden spoles tilbage til slutningen af 1700-tallet under den franske revolution, hvor den unge aristokrat Blanche de La Force meddeler sin far og bror, at hun ikke længere kan være i den skræmmende, vrede verden præget af den oprørske folkemængde. Hun søger i stedet tilflugt i et kloster med karmeliterne. Her er den gamle priorinde meget syg og døden nær. Søster Constance tror inderligt på, at hun og Blanche skal dø ungt for at ofre deres liv til priorinden. Dette afviser Blanche stærkt. Hun må i stedet skrækslagen overvære priorindens pinefulde død.

Bange for mørket må Blanche sammen med Constance våge over den afdøde priorinde i kapellet. Constance begynder at spekulere over, om priorindens død overhovedet var hendes egen, og om en anden uventet vil få en mild og let død.

Revolutionen tiltager, og Blanches bror forsøger at overtale hende til at flygte sammen til. Hun afviser dette, da hun vil blive med hendes søstre. Presset vokser, revolutionærerne nærmer sig klostret, og nonnerne må snart se deres skæbne i øjnene.

Poulenc skildrer det indre psykologiske landskab hos kvinderne i en voldsom og brutal tid, hvor kontraster som liv og død samt mod og angst kolliderer. Den komplekse følelsesmæssige musik blev formidlet smukt ved denne eftermiddags forestilling af Det Kongelige Kapel under dirigent Asher Fisch.

I centrum af den svære skæbne stod Elena Tsallagova som Blanche og leverede en overlegen musikalsk præstation med respekt for den franske stil. Ligeledes var Jens Søndergaards præstation som Blanches far, Markis de La Force, fornem, der med kraft og præcision formåede at vise den dybe bekymring en forælder måtte have i en sådan situation.

Doris Lamprecht i rollen som Mme de Croissy, den gamle priorinde, udtrykte karakteren klart både musikalsk og scenisk, og Sine Bundgaard leverede en flot præstation som den nye priorinde, Mme Lidoine. Et generelt højt niveau hos sangerne, som kunne vække stærke følelser hos publikum.

Det er svært ikke at perspektivere handlingen til den aktuelle verdenssituation, særligt gennem iscenesættelsen af Barrie Kosky, hvilket giver forestillingen en særlig kraft. Til tider kunne man dog savne inderligheden og den indre psykologiske kamp hos kvinderne, som indimellem fremstod hysteriske med modløse skrig. Det tog noget af den styrke fra dem, som det krævede af karaktererne i værket. Det er nok ikke et tilfælde at den centrale familie i forestillingen blev kaldt ”La Force” (”styrke” på fransk). Nogle gange kunne dette dog også blive ”malket” lidt for længe, hvilket gjorde handlingen en smule langtrukken.

Scenografien af Katrin Lea Tag bestod af ru mintgrønne vægge og en tiltet, grå scene. En simpel scenografi, som til tider kunne virke lidt for enkel. Scenen var formet som en tragtform, hvilket kunne symbolisere det at være fanget og låst i en situation. Dog synes symbolikken kunne miste sin kraft i og med, at det var den primære ind og udgang for sangerne og statisterne. Alligevel blev scenografien komplementeret af det elegante og gennemførte lysdesign af Alessandro Carletti. Det gav spil på scenen og var med til at understrege revolutionens kolde atmosfære.

Karmeliterindernes samtaler belyser en revolutionerende og kaotisk tid i fransk historie fra et sårbart perspektiv, hvor troens styrke sættes på spil. Forestillingen rejser eksistentielle spørgsmål om, hvor langt man vil gå for sin tro, og hvordan denne tro og fællesskabet omkring det både kan være en styrke og en sårbarhed, når man lever i frygt. Det historiske perspektiv og Poulencs musik er i sig selv værd at opleve — og denne iscenesættelse fremhæver værkets temaer på overbevisende vis. Forestillingen er særlig god til de garvede operagængere, mens den måske er lidt tung at opleve som ens første opera.

”Dialogues des Carmélites” er en Glyndebourne produktion

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 8. februar-10. marts 2026

Set den 8. februar 2026

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/karmelitterindernes-samtaler?

Medvirkende: Elena Tsallagova, Jens Søndergaard, Juan Francisco Gatell, Doris Lamprecht, Sine Bundgaard, Diana Haller, Juliana Zara med flere

Dirigent: Asher Fisch

Iscenesætter: Barrie Kosky

Scenograf og kostumedesign: Katrin Lea Tag

Lysdesign: Alessandro Carletti
Varighed: Ca. 3 timer inkl. en pause