Anmeldelse: Kool Kool Kina, Teater Katapult

Anmeldelse: Kool Kool Kina, Teater Katapult

Af Freya Quvang

Den nyligt fraskilte, hvide, danske og ciskønnede mand Oskar på 55 år åbner velvilligt Kool Kool Kina – en internetblog og en uheldig allitteration – med en ganske positivistisk attitude overfor den neokommunistiske regering i Kina, og det stik modsatte overfor vestens ”universalisme der er holdt op med at tro på sig selv”, som han yndigt døber det europæiske regime. Det lyder ikke umiddelbart som en holdbar affære i nutidens Danmark, hvilket også lader sig bekræfte af Oskars fyring fra sit job som historielektor.

Dette opbrud markerer starten af en mørk komedie, der sætter overvågning, invasion og paranoia på spidsen samt bringer fluide begreber som køn og ideologi i lyset. Ikke blot sætter stykket aktuelle problematikker på dagsordenen, det opstiller også skarpe kontraster, sætter spørgsmålstegn ved dem, og nedbryder dem så igen for at moralisere forskellige kulturer og samfund, som måske ikke er så forskellige endda.

En minimalistisk kubikkulisse omfavnet af postkasserød er det første, der fanger øjnene ved Kool Kool Kinas begyndelse. Hele vejen igennem forestillingen fungerer denne skarpe scenografi som en materialisation af Oskars rød front-obsession, og på et mere tolkende niveau virker den metaforisk som Oskars stramme, klodsede og kasseinddelte følelsesliv. Desuden lægger den sted til både en kinesisk inspireret natklub og et modernistisk præget museum. Hvad end vi befinder os på ”China by night”, mænget til i dysforisk techno og epilepsiforanledigende lysshow, eller på Oskars nye job som museumsvagt- og overvåger, sætter scenografiens røde blokke en fuldkommen passende stemning for den fremførte akt. Den tilpasser sig scenen, men er på samme tid stedse sin egen blikfanger.

Den uimodstridelige acceleration, vi i dag ser i især teknologi, giver genlyd i Kool Kool Kina. Intet er som det før har været, heller ikke teater. Det bekræfter forestillingen i sit brug af video-, lyd- og lysdesign, som er på nippet til at være en performanceoplevelse i sig selv. Scenograf og videodesigner Signe Krogh kreerer for øjnene af os et ubekvemt stillbillede af et overvågningssamfund, der ikke er langt fra vores virkelighed. Denne vision pansres af en intens og virkningsfuld performance af Jens Albinus, som udgør Oskar. For hvem overvåger egentligt overvågeren? Hvem ser til, at overvågeren ikke selv er gal og ude af stand til at tage vare på sig selv?

Som Oskar febrilsk og uden held forsøger at slå sine efterhånden udfasede filosofier igennem, sættes han gang på gang på prøve af den ene stærke kvinde efter den anden. Specielt Sofia Mileva Čukić, som i stykket spiller Oskars heftige, 26-årige chef, Sandra, stiller sig op imod Oskars tvivlsomme Kina-besættelse. Også hans datter Sonja, som Sofia tilmed levendegør på scenegulvet, irettesætter sin far i køns- og ideologipolitik. I samklang med den lige så stærke aktivist og performer Linh Tuyet Le, der udover egen performance spiller Arena, en sexarbejder fra Oskars stamsted, tvinges Oskar til at forholde sig til sine følelser fremfor at politisere dem.

Både Jens Albinus, Sofia Mileva Čukić og Linh Tuyet Le markerer sig med pragt på scenen. Hver især har en fuldkommen unik indlevelse, der absolut kan mærkes fra publikumssæderne.

Som Oskar til sidst ikke kan rumme støjen fra sine omgivelser og sit eget hoved mere, puppehylstres han på klinisk vis, hvorefter han artistisk og metaforisk genfødes. Denne sidste akt er umådeligt smuk og makaber i alt sin sårbarhed og nøgenhed, og ingen anden måde at slutte forestillingen på ville have været passende.

Vi lever på alle måder i en accelererende verden. En verden, hvor værdisæt, civilisation, kultur, stat og for tiden især teknologi udvikler sig med uimodstridelig hast. Så snart en filosofi eller ide etablerer sig og finder fodfæste på konsekvent ustabilt terræn, svinder den ned i tidens kviksand, kun for at blive erstattet af nye ideologiske ofre.

Spørgsmålet er bare, hvordan man hitter rede i, hvad vi skal støtte, hvad der er godt, og hvad der i det hele taget ER. Selvom Oskar for mange vil virke som et yderpunkt og måske endda komplet urelaterbar, vil en lille del af ham nok forblive præsent i os alle. Ligesom ham, er vi alle på en livslang søgen efter os selv, efter det, der giver mening, efter frihed.

Teater Katapult, Skovgaardsgade 3, 8000 Århus C

Spilleperiode: 22. februar-7. marts og igen 20.-23. marts 2023

Forestillingen spiller også på Teater Momentum i Odense i perioden 9.-11. marts 2023 og på Mungo Park i Allerød i perioden 15.-17. marts 2023

Set den 22. februar

Fotos: Jens Peter Engedal

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://katapult.dk/kool-kool-kina/

Medvirkende: Jens Albinus, Sofia Mileva Čukić og Linh Tuyet Le

Dramatiker: Aleksa Okanovic

Instruktør: Simon Boberg

Scenograf/videodesign: Signe Krogh

Lyd-/lysdesign: Marcus Aurelius Hjelmborg, Asger Ellegaard Bruun og Jens Hansen

Varighed: Ca. 90 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *