Anmeldelse: Laser og pjalter, Odense Teater
Af Naja Matzen
Hvordan moderniserer man en klassiker? Det giver Odense Teater lige nu sit bud på med deres fortolkning af Bertolt Brecht-klassikeren Laser og Pjalter.
Musikteaterforestillingen Laser og Pjalter er skrevet i 1928 og bygger på John Gays ”Tiggeroperaen” fra 1728. I historien følger vi storforbryderen Macheath, der hærger i London med sin bande. Da han i hemmelighed gifter sig med den smukke Polly Peachum, skaber det en konflikt med hendes forældre, der styrer tiggerne i byen. De prøver med alle midler at få Macheath anholdt og dømt til døden. Imens må Polly vise sit værd ved ikke blot at styre sin mands lyssky forretninger og kæmpe for at få ham fri fra fængslet og den elektriske stol, men også i kampen for kærligheden mod de andre kvinder, som forføreren Macheath har i sit liv.
I Odens Teaters version forsøges historien moderniseret gennem bl.a. scenografi og kostumer, der har fået et nyt, råt udtryk. Eilev Skinnarmos scenografi består således af en stor konstruktion af skibscontainere, der kan dreje rundt og åbnes på forskellige måder for at skabe konkrete rum for de enkelte scener. Dette er en flot og enkel scenografi, der samtidigt sætter en realistisk arena for moderne lyssky forretninger, men også leder tankerne hen på nogle af vor tids samfunds fattigste, som bl.a. flygter eller bliver smuglet i sådanne containere.
Scenografien spiller således godt sammen med Maria Gyllenhoffs rå og yderst ekspressive kostumer, der er tydeligt inspireret af moderne undergrundsmiljøer som punk. Sammen skaber kostumerne og scenografien et helstøbt univers, der klæder forestillingen.
Selve Moqi Simon Trolins iscenesættelsen af forestillingen er mere traditionel og gør bl.a. brug af Brechts klassiske verframdungseffekt, ved flere gange at lade skuespillernes replikker være direkte henvendt til publikum. Men også ved at små tekster, der leder os igennem fortællingen, bliver belyst på containervæggene. Bedst virker dette op til pausen, hvor en tekst klart fortæller os, at der nu er pause, og at vi kan bruge denne tid på at overveje verdens uretfærdigheder. Forestillingen beder os direkte overveje historiens relevans i nutiden.
Det er dog ikke alle elementer i forestillingen, der føles nutidige. Det høres tydeligst i musikken, hvor Kurt Weills sange til forestillingen klinger tungt af 1920’er jazz og mellemkrigstids kabaret. De emmer, af den tid de er skrevet i, men stilen føles ikke særlig relevant længere. Samtidigt virker oversættelsen af sangteksterne desværre også lidt for gammeldags.
Det kunne have været interessant, hvis man havde lavet en mere moderne orkestrering og fremføring af numrene. Eller hvis man havde ladet en moderne lyrikker som f.eks. Bisse oversætte teksterne til et mere nutidigt sprog. Netop Bisse har tidligere vist, hvordan moderne musik kan skabe yderligere relevans i en klassisk fortælling, gennem hans samarbejde med Odense Teater på William Shakespeares ’’Helligtrekongersaften’’ i 2020. Nok er Odense Teater bundet af rettigheder, men det kunne overvejes, om forestillingen så skulle spilles netop nu, eller når rettighederne udløber om nogle år.
Musikalsk starter forestillingen ellers stærkt ud, med en sang vi alle kender og elsker, nemlig ’’Mack the knife’’. Det er dog ærgerligt, at ingen af sangene herefter kommer helt i nærheden af dennes udødelige kvalitet. Der er nogle gode sange, som funger godt i forestillingen, men ingen med samme genkendelighed og gode melodi.
Genkendelighed er der til gengæld masser af på scenen. Forestillingen giver plads til en lang række af Odense Teaters dygtige skuespiller, der også denne gang leverer skarpe præstationer. Nicolai Jandorf er en skræmmende god Macheath, der formidler både de hårde og bløde sider af karakteren med overbevisning. Cecilie Gerberg, i rollen som Polly, synger så medrivende, at man tydeligt forstår, hvorfor Macheath forelsker sig i hende. Mens Anders Gjellerup Koch og Hanne Hedelund, som Pollys forældre, rammer den komiske timing helt perfekt både i deres replikker og fysiske spil. Forestillingen er således et godt eksempel på Odense Teaters ensembles store bredde og kunnen.
Forestillinger på Odense Teater er altid garant for godt og medrivende skuespil, og Laser og pjalter er ingen undtagelse. Det er en flot og underholdende forestilling, der dog ikke rammer helt plet. Helhedsindtrykket af forestillingen bliver noget rodet, og Laser og pjalter ender for mig lidt mellem to stole, hverken helt moderne eller helt klassisk. Det er tydeligt at man vil give forestillingen et mere moderne islæt og vise dens fortsatte relevans i 2022, men når musikken stadig lyder som 1920’erne og langt henad vejen også fremføres i denne stil, lykkedes det dog ikke helt.
Odense Teater, Store scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C
Spilleperiode: 10. februar-10. marts 2022
Set den 11. februar 2022
Foto: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.odenseteater.dk/oplevelser/forestillinger/2021-2022/laser-og-pjalter/
Medvirkende: Nicolai Jandorf, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund, Cecilie Gerberg, Claus Riis Østergaard, Niels Skovgaard Andersen, Frank Thiel, Malene Melsen, Louise Davidsen, Carla Viola Thurøe, Ludvig Brostrup, Nicolai Duckert Perrild, Katja Kvistgaard og Mathias Hartmann Niclasen
Manuskript: Bertolt Brecht & Elisabeth Hauptmann
Komponist: Kurt Weill
Instruktion: Moqi Simon Trolin
Scenografi: Eilev Skinnarmo
Lysdesign: Ilkka Häikiö
Lyddesign: Kim Malmose Hansen
Kostumedesign: Maria Gyllenhoff
Koreograf: Esa Alanne
Oversættelse: Niels Brunse
Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod