Anmeldelse: Liebestod: En Opera:tion, Det Kongelige Teater (OperaNord)

By: Julia Bielefeld
On: 6. november 2019

Af Julia Bielefeld

Libestod: En Opera:tion er et værk, der lukker publikum ind i en kunstnerisk dissektion af kærligheden, hvor de kirurgiske instrumenter blandt andet er rødt garn, flere forskellige sprog og syngende instrumentalister.

Værket er opbygget som et symposion, der tager udgangspunkt i Isoldes kærlighedsdød i Wagners opera ”Tristan og Isolde”. Et symposion var i oldtidens Grækenland en slags sammenkomst, hvor man diskuterede et videnskabeligt emne. I det nok mest velkendte nedskrevne symposion, Platons symposion, er emnet påfaldende nok Eros, altså kærlighed – en ret fin detalje, da indholdet i Liebestod: En Opera:tion derfor har en relation til formen.

Et symposion er opbygget af oplæg fra forskellige talere angående emnet, hvorefter en diskussion eller ny tale følger efter. Liebestod: En Opera:tion er også opbygget sådan og består derfor af femten meget ret forskellige satser. Næsten alle satser har forskellig instrumentering og karakter. Det er nok fordi to komponister og de medvirkende kunstnere alle har været med til at skabe musikken.

Næsten hver musiker har egne indslag i symposiet. Denne mangfoldighed af musiske metoder og klange var efter min mening både dét, der løftede værket og det, der trak det ned: Jeg synes for eksempel at det var enormt friskt og spændende da Garth Knox, som spillede på viola d’amore, som den første rejste sig op, gik rundt og talte i satsen ”Telephone 1”. Ja, jeg blev nærmest chokeret: En gående, talende instrumentalist? Det er jo ikke noget man ser så tit! Jeg havde det på samme måde, da kontrabassisten begyndte at synge over sin bassolo.

På grund af den tilgang blev hver artist blev i Liebestod: En Opera:tion til hele artister. De brugte deres instrumenter, deres kroppe og deres stemmer – og de havde også været med til at komponere musikken. Det skabte meget fri atmosfære – jeg kunne aldrig helt vide, hvad den næste sats ville bestå af; en kontrabassist, der sang, eller en akkordeonist, der spillede, mens en skuespiller kværulerede.

Denne forskelligartethed var dog også noget af det, som gjorde, at stykket fremstod en smule usammenhængende for mig. Der var ikke noget gennemgående musisk tema som bandt alle de forskelligartede instrumenter og stilarter sammen. Hvis en rød tråd havde været mere synlig, enten i form af et motiv eller noget harmonisk ville jeg have følt, at stykket var mere helstøbt.

Dog bed jeg positivt mærke i præludiet. Det bestod af et rytmisk messende kor og instrumenter, der var med til at skabe en pulserende rytme – selv kontrabas og viola d’amore blev til percussion. Det var mystisk, men med mange flotte øjeblikke. Dog hjælp præludiet ikke med formidlingen, men finurligt og flot var det.

Librettoen var heller ikke just hjælpsom, da den var transsproglig. Jeg hørte alt fra engelsk til dansk til fransk til sprog, jeg ikke kunne identificere. Når der så oveni heller ikke en handling eller en fast struktur var indtrykket af stykket noget rodet, og jeg havde tit svært ved at forstå, hvad det egentlig var, de ville formidle omkring kærlighed og hjertesorg.

Noget, der dog i den grad hjalp med formidlingen, var scenografien. Den var den røde tråd både i overført betydning og bogstavelig talt. Det er for eksempel kun på grund af scenografien, at jeg forstod den sidste del af stykket som en kærlighedsoperation, der endte i kærlighedsdød: Der bliver trukket røde tråde ud fra Sofie Jernbergs hjerte, som så klippes over, hvorefter hun skriger i sorg og falder om. Det var både scenisk, dramaturgisk og musisk en meget stærk scene.

Stykket præsenterer ikke en løsning på kærlighedsdøden eller ”the broken heart-syndrome”; den illustrerer det i højere grad end forklarer det, hvilket formentlig skyldes, at det scenografiske og dramaturgiske var nemmere tilgængeligt end musikken og librettoen.

I scenografien blev der leget meget med lys. Scenen var en rund hvid cirkel i gulvhøjde, hvor der kunne projekteres forskellige tegninger og lysbilleder på, som underbyggede musikken og librettoen – hvilket hjalp meget på min forståelse af værket. Derudover hang en violinkasse og svingede over midten den hvide runde scene, nærmest som et ur der gik. Den stoppede med at pendulere, da Jernbergs kærlighedsdød indtraf – som om tiden stoppede, da forestillingen gjorde. Da scenen var i gulvhøjde kunne performerne bevæge sig ud blandt publikum, hvilket skabte en helt særlig intim stemning i salen. Alle medvirkende var dog enormt dygtige til ikke at bryde den fjerde væg og holde energien i værket.

Selv om Garth Knox sad et sæde fra mig, var han på en mystisk måde et helt andet sted. Generelt synes jeg artisterne, især Knox, Jeberg og Oscar Boy Willems var gode til at skabe en intention i alt, hvad de gjorde, også selvom handlingen eller replikken slet ikke gav umiddelbar mening for mig. Dramaturgisk var artisterne på højt niveau.

Musisk var det især blandingen mellem Katinka Foghs klassiske sopranteknik og Sofia Jernbergs eksperimenterende brug af stemmen, der gjorde indtryk på mig. De gav to vidt forskellige udtryk til deres karakterer, men komplimenterede også hinanden. David Hildebrandts eksperimenterende lydtæpper af percussion og Nina de Heney eksperimenterende opadgående kontrabasstrøg var også henrykkende eksotisk at lytte til. Både scenografien og visse musiske ideer var altså rigtig inspirerende og fungerede.

Libestod: En Opera:tion er et eksperimenterende værk, der prøver at skubbe til grænserne. Visse aspekter af forestillingen var helt vildt interessante, pirrede min sanser og pirkede til min opfattelse af, hvad en opera kan være. For eksempel præludiet, de talende musikere og garn-klipningsscenen var meget tæt på nyskabende genialitet, hvor scenografi, artister og musik blev brugt på en ny måde, der stadig formidlede en klar besked.

Men musikken var meget forskelligartet fra sats til sats, og der var 15 satser på godt 50 minutter. Librettoen var transsproglig og man forstod ikke halvdelen af den. Handlingen var svær at følge med i grundet librettoen, handlingen var mest af alt en undersøgelse af noget så specifikt som kærlighedens væsen. Kort sagt blev det meget svært at følge med.

Når det er sagt, har jeg for kun en uge siden været inde og se ”Tristan og Isolde”, og jeg har også læst uddrag fra Platons symposion, men kunne ikke fange mange referencer. Spørgsmålet er, om man i virkeligheden skal kunne det, eller om formålet med stykket er at opleve snarere end at forstå – det kan jeg godt blive i tvivl om. Under alle omstændigheder har opsætningen vakt mange tanker hos mig, og jeg opdager hele tiden nye små detaljer og sammenhænge mellem musik, libretto og scenografi, jo mere jeg spekulerer over værket.

Liebestod: En Opera:tion er derfor en rigtig god forestilling for dig, der har en enormt bred referenceramme, og kan indfange alle de små intellektuelle detaljer i librettoen og musikken. Stykket rummer nogle interessante fragmenter, men det er som om, at de ikke er sat helt fint sammen – endnu.

Operanord

Det Kongelige Teater, Operaen, Takkelloftet, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 3.-8. november 2019

Set den 3. november 2019

Foto: Søgaardfilm

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/gastespil/Liebestod-en-Opera-tion/?section=top

Medvirkende:

Stemme: Sofia Jernberg

Stemme: Katinka Fogh Vindelev

Stemme: Oscar Boy Willems

Akkordeon, stemme: Andreas Borregaard