Anmeldelse: Maskarade, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

I 2006 – i året for 100 års jubilæet for Carl Nielsen og Vilhelm Andersens tre akters opera Maskarade efter Holbergs komedier – nyiscenesatte daværende operachef, nu teaterchef, Kasper Holten og dirigent Michael Schønwandt operaen.

Denne 2020-opsætning er stort set identisk med 2006-versionen, men der er dog tilsat enkelte henvisninger til den tid, som vi netop befinder os i, med en pandemi, som sætter sine store spor på både den enkeltes liv og hele samfundet, udover at der er lidt mere fokus på afstand end normalt mellem de medvirkende. Tilføjelserne er fine og passende uden at det tager overhånd, og uden at det tager fokus fra den oprindelige fortælling.

Handlingen er en klassisk forviklingskomedie, hvor ikke alt er, hvad det umiddelbart ser ud til at være, og hvor kærligheden kommer på prøve. De to unge mennesker Lander og Leonora mødes tilfældigt ved en maskerade, hvor de forelsker sig og erklærer hinanden evig kærlighed. Leander og hans tjener Henrik har dagen der på tømmermænd. Leander fortæller Henrik om sin nyfundne kærlighed. Han bliver dog fortvivlet, da Henrik minder ham om, at hans forældre har lovet at gifte ham med farens Jeronimus’ ven Leonards datter, Leonora. Alt imens sidder hans mor Magdelone og keder sig og drømmer sig tilbage til ungdommens fester. Jeronimus er dog ikke lige i festhumør. Leonard kommer og beklager over for Leanders far, Jeronimus, at hans datter er blevet forelsket i en ung person, hun har mødt på maskeraden.

Om aftenen skal alle til ro. Men sådan går det ikke. Da Jeronimus officielt ikke bryder sig om maskerader, sniger alle – inkl. Jeronimus (!) – sig ud af huset. Alle sniger de sig hen til maskeraden, hvor der festes på livet løs. På maskeraden afsløres det, at det var Leonora, som Leander mødte maskeret på maskeraden og vice versa, hvorefter alt ender lykkeligt.

Handlingen er flyttet frem i nutidige rammer. (Ungdoms)opgøret mod forældrene, de vilde fester og kærlighedskvalerne eksisterer stadig, så operaens handling kunne også ske i nutiden. Men man har ladet teksten være på gammeldags dansk. På sin vis kan det illustrere modsætningerne, men kontrasten fungerer ikke alle steder lige godt, da teksten visse steder bliver lidt forceret i forhold til den mere lette, nutidige handling. I denne opsætning er Leander og Henrik nærmere venner end herre og tjener, og Arv, Jeronimus’ tjener, er reduceret til en håndværker, som skal lave ufatteligt meget i Jeronimus’ fine hjem. Det virker lidt malplaceret her, så transformationen er ikke helt fuldendt, men kan man abstrahere fra det, er resten af handlingen og persongalleriet fint konverteret til nutiden.

Det hele foregår derfor også i Marie í Dalis scenografi, hvor Jeronimus’ hjem er blevet et moderne velhaverhjem. Selvom scenografien også har nogle år på bagen fungerer den stadig. Leander og Henriks værelse, som tydeligt er en ungdomshybel, ses oppefra, mens resten af huset ses normalt fra siden. Det illustrerer ganske glimrende modsætningerne med Leander og ungdommen, som gerne vil være frie og feste, på den ene side, og Jeronimus og den ældre generation, som i større omfang vil holde på formerne.

Gert Henning-Jensen som Leander er stadig frisk og ungdommelige både i fremtoning og sang – men med hans alder midt i halvtredserne er han måske ved at være for gammel til at være den unge rebelske søn. Simon Duus som Henrik er charmerende og viril, og han er troværdig i hans kamp for at tale Leander til fornuft. Morten Staugaard som Jeronimus må også nævnes. Han er velsyngende, og han har den rette alvor og lettere opgivenhed over ungdommen – lige indtil han selv må give efter for lysten.

Operaens tre akter er vidt forskellige. I første akt i velhaverlejligheden skal scenen sættes. Der er tempo over feltet, og følelserne er på spil, både kærlighedens følelser i Leanders opgør mod Jeronimus. Anden akt er mere stille og abstrakt, og omdrejningspunktet er her husholdningens senge – som vi hurtigt erfarer, at ingen af dem kan holde. Tredje akt er selve maskeraden, hvor vi nu er i overdådige festlige rammer. Her tager festen en kende overhånd, og hele Holbergs kærlighedshistories forviklinger bliver skubbet lidt i baggrunden, hvilket er synd. Maskarade er meget mere end fest og ballade. Det er også historien om, at man når længere med klar tale, og om at kærligheden trods trange kår kan og vil sejre til slut. Dét måtte gerne være trukket lidt klarere op.

Når det er sagt, er det dog stadig en festlig omgang – både visuelt og auditivt. Vi kan kun drømme om at få lov at komme ud af hjemmets trange vægge, at komme til fes, og at lade kærligheden blomstre. Om ikke til en maskerade, så lad os snart håbe, at Corona, restriktioner og nedlukninger er fortid, så vi igen kan komme ud til en god fest!

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 5. december 2020-28. januar 2021

Set den 5. december 2020

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/opera/maskarade/

Medvirkende: Morten Staugaard, Johanne Bock, Gert Henning-Jensen, Simon Duus, Jens Christian Tvilling, Michael Kristensen, Dénise Beck, Johanne Højlund m.fl. samt Det Kongelige Operakor

Komponist: Carl Nielsen

Libretto: Vilhelm Andersen

Iscenesættelse: Kasper Holten

Dirigent: Michael Schønwandt (denne aften)

Orkester: Det Kongelige Kapel

Scenografi og kostumer: Marie í Dali

Koreograf: Signe Fabricius

Lysdesign: Jesper Kongshaug

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod