Anmeldelse: Mod alle odds, Teater Nordkraft (Teater Nordkraft, Fix og Foxy og Betty Nansen Teatret)

Anmeldelse: Mod alle odds, Teater Nordkraft (Teater Nordkraft, Fix og Foxy og Betty Nansen Teatret)

Af Christian Skovgaard Hansen

I vinteren 2019 præsenterede Fix og Fixy i samarbejde med Betty Nansen Teatret forestillingen Mod alle odds. Min anmeldelse fra dengang kan læses her. I år er Teater Nordkraft kommet med som partner, og forestillingen er rykket nordpå til Aalborg. Det er 24 børn og unge i alderen 10-13 år fra Aalborg og omegn, der præsenterer det statistiske materiale.

Statistik er – stadig – en empirisk, metodisk indsamling og systematisering af talmateriale, f.eks. med henblik på sandsynlighedsberegning eller udarbejdelse af prognoser, så det kan fortælle os noget om, hvem vi er, og om hvordan vi forventeligt vil udvikle os. Det er et øjebliksbillede.

Vi får præsenteret tal for stort set, og vi oplever, hvilken betydning vores ophav kan have på vores liv. Intellekt, faglige og personlige kompetencer, sociale relationer, forældres ressourcer og uddannelse, forældres forventninger og værdier, køn og mange flere markører kan have betydning for, hvordan vi udvikler os.

Hvem er vi? Hvilken klasse kommer vi fra? Hvilke forudsætninger har vi med hjemmefra? Og ikke mindst hvad vil vi blive til? Børnene fordeles gennemgående efter statistisk sandsynlighed på kryds og tværs, så vi og de ser den virkelighed, som de vil komme til at opleve. Vi oplever samtidig, at virkeligheden er mere kompleks end som så, når man det ene øjeblik tilhører den ”gode” gruppe, mens man det næste øjeblik i stedet tilhører en mindre god gruppe.

Også på Teater Nordkraft er det rigtige børn og unge, der står på scenen. De er alle en del af Generation Z (født ca. mellem 1995-2012), og generationen er vokset op med internettet og den nye teknologi, hvilket naturligt smitter af på deres levevis. De er også fra den generation som betegnes som projekt- eller curlingbørn, hvor forældrene har en nærmest overdreven opmærksomhed på at skabe de bedste betingelser for deres eget lille barn.

De er derfor ikke skuespillere, og de læser deres replikker op fra en stor skærm. De gør det dog med en ærlighed og selvfølgelighed, så det aldrig bliver kunstigt, og de kommer alle til orde som sig selv. De er modige at turde stå på scenen, selvom de er en del af en generation, der er vant til at være innovative og åbne for nye måder at kommunikere på. Det er deres egne historier, som vi hører, hvilket også er en af styrkerne ved forestillingen. Respekt for, at holdet bag forestillingen og instruktør Tue Biering har skabt den rette tryghed for de unge mennesker. Vi kan bedre relatere os til virkeligheden, når den rent faktisk fortælles af virkeligheden. Vi skal jo høre sandheden fra (blandt andet!) børn.

Statistikken bliver ofte bare til tal og diagrammer i forskellige varianter. Men bag tallene gemmer der sig jo virkelige mennesker, og det er de mennesker, som nu får en stemme. Samtidig skal man også huske, at samfundet ikke er statisk, så forandringen også kan give større forandringer for flere.

Mod alle odds forsøger derfor også at fremskrive statistikken, så vi får et billede af, hvordan de 24 unge menneskers liv vil forme sig – eller i hvert fald, hvordan det måske vil forme sig, hvis statistikken holder stik. Mens vi oplever denne fremskrivning, kan vi sidde og overveje, om vi selv egentlig selv har brudt statistikken.

Det hele foregår igen i Karin Gilles scenografi og med hendes kostumedesign. Scenografien er enkel, og den er opbygget over et kvadrat med, hvad der svarer til gymnastikhallens streger, så man kan placere mennesket i kasser og på hver sin side af stregen. Det er ordene, der er det vigtige her.

Nok siger statistikken, at sandsynligheden for dette eller hint er så og så stor, og samtidig skuer statistikken bagud. Men ved aktive valg kan statistikken ændres, hvis man virkelig ønsker det. Alle valg har en konsekvens for både en selv, men også de øvrige mennesker, som vi deler verdenen med. Det kan godt være, at de unge mennesker i Generation Z er oppe Mod alle odds, som jo er forestillingens titel, men de kan også trodse disse odds og skabe sig en anden fremtid!

Statistik kan give et fingerpeg om, hvad der sker i fremtiden, men det er alene mennesket i fremtiden selv, der endeligt kan vise os det. Forestillingen er derfor mindst lige så relevant i dag, som den var ved førstepremieren i 2019.

Teater Nordkraft, Fix og Foxy og Betty Nansen Teatret

Teater Nordkraft, Watt, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 22. november-16. december 2023

Set den 24. november 2023

Fotos: Martin Høyer

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: 24 aalborgensiske børn i alderen 10-13 år (Lærke Leding Vendelbjerg, Freja Vestergaard, Elias Mark Østergaard, Golshifteh Peyrovi, Rebecca Heiberg Noe, My Danora Ingemann-Molden, Lisa Grønkjær, Luka Marie Weinreich Vilks, Storm Jens Uldahl Buus, Ellen Sonne Hardenberg, Theresa Synnøve Anna Christiansen, Emmelie Søndergård Høj Hansen, Louisa Spliid Bjerring, Victoria Edel Neve Enggaard, Malthe Alexander Jensen, Maja Bruun Nørgaard, Rima Mulugeta Zaid, Jasmina Alia Barakat, Merhawi Tedros Hadish, Freya Helene Thomsen, Kisanet, Sofie Felix Wilhelmsen, Alaa Haj Rashid og Jeppe Møller Petersen)

Koncept og instruktion: Tue Biering

Scenografi og kostumedesign: Karin Gille

Koreografi, casting og med-instruktion: Freja Rault-Lykkeberg

Med-instruktion: Katinka Hurvig Møller

Dramapædagog: Tine Pejstrup

Lyddesign: Janus Jensen

Lysdesign: Malte Hauge

Dramaturg: Katinka Hurvig Møller

Research: Kristoffer Lundberg, Freja Rault-Lykkeberg, Astrid Louise Rasmussen, Tanja Diers, Katinka Hurvig Møller, Amanda Højbjerg Jacobsen og Tue Biering

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *