Anmeldelse: Mor, Anemonen (Anemonen, Teatret st.tv. og Nørregaards Teater)

Posted by - Ea Melissa Christiansen
On - 5. september 2020

Af Ea Melissa Christiansen

Er det egentlig rigtigt det med, at man bestemmer sine forældre før man er født? Hvis ja, kan man så også lige få en fortrydelsesret oveni?

I forestillingen MOR følger vi Drengen, som føler sig enormt frustreret. For han mener altså, at Mor er alt for tyk og mere pinlig end hvad pinligt bør være til at være mor. Faktisk er hun SÅ tyk og pinlig, at han en dag beslutter sig for at finde sig en ny mor!

MOR er en musikalsk, sød, pirrende, rørende samt humoristisk børneforestilling der spiller på Anemonen. Den er lavet over Kim Fupz’ bog af samme navn og omhandler temaer som fedme, familieproblemer, kærlighed og ikke mindst accept af hinanden.

Ikke nok med at Drengens mor er tyk, pinlig og ydermere elsker pølser, ja så er chancen for, at hun vil spise gulerødder lig med 0: ”Ligner jeg en kanin? Nej vel. For kaniner spiser gulerødder og jeg er ikke nogen kanin” er hendes forsvar, når gulerødder bringes på banen. Ikke nok med det, kan hun lugte en pølsevogn på 100 meters afstand og er heller ikke bleg for at æde alle kagerne til forældremødet; ja, så selv om Drengen ellers er klassens bedste P’er og S’er, er det stadigvæk Mor, der lægges mærke til, som den pinlige sukkermås hun engang er.

Men så er heldigt der er kommet en ny nabo. Damen. Hun er både tynd som et siv, og så elsker hun sikkert gulerødder. Mon hun kan blive den perfekte stedfortræder som mor? Legede vi også med M’er, ville jeg kalde personligt kalde Damen en mekanisk marionetdukke frem for definition af ”en mor”. Dette finder Drengen også snart ud af.

Drengen er spinkel og iklædt løst tøj i jordnærefarver, mens Mor er tyk og iført en rød kropsnær kjole. Og som toppen af kransekagen, ligner hendes frisure en sand gengivelse af hendes numse og barm. Samtidig må kostumet siges at være multifunktionelt, da numsen ligeså fungerer som støttepude, når Drengen og Moren ruller rundt under deres løbende små koreografier, som Rebekka Lund står for. Koreografierne kommer ofte hånd i hånd med de små musikalske sekvenser, som Sune Skulbøl Vrå har stået for, og det giver sammenlagt en let og legende stemning i forestillingen.

For lige at hoppe tilbage til kostumerne, som Camilla Lind har stået for, er jeg vild med, hvordan Morens fremstår som en kæmpe kontrast til Damen, der spankulerer rundt i sin stramtsiddende blå kjole, med spidse skulderpuder samt sko og en frisure der kunne mindre om Eiffeltårnet. Det er nemt at se skelne mellem, hvem der er ”blød/stram i betrækket”, og Camilla Lind får en virtuel klapsalve for de fine kostumer og ikke mindst parykkerne.

Dette leder os hen til kulisserne; to roterende trekanter som på hver side/flade fører os hen til et nyt sted. Det ser simpelt ud og er malet som noget taget ud fra en bog, men løbende må jeg siges at blive overrasket over de mange finesser i form af rekvisitter, der kan skubbes ind og ud af væggen. Det ene øjeblik er vi f.eks. på gaden og vupti, så åbnes en låge og pludselig er vi i et klasseværelse med bord, stole samt alskens kager. Selv om der også forekom svipsere løbende i form af låger, der åbnede når de ikke skulle, blev dette reddet fint under skuespillernes koreografier. Det er Christian Q Clausen og Christoffer Due Pihl der har stået for scenografi m.v. og dette fortjener de ligeså en klapsalve for. Det fastholder os som publikum i det her skæve og overraskende historieunivers, som Kim Fupz er kendt for at opstille.

Hvad angår skuespil og instruktion er jeg også imponeret. Kim Fupz’s tekster er altid én kæmpe omgang snørklende, pudsige ordspil, dette specielt hvad angår humoren. Min nervøsitet kunne strejfe sig omkring at få sidstnævnte vagt til livs på scenen, hvorpå jeg må sige det humoristiske aspekt ej faldt til jorden.

Det er ydermere tydeligt at mærke Drengen, som spilles af Lasse Steen Jensen, når han er genert og knapt nok kan være i sin krop af bar forlegenhed, mens han gemmer ansigtet bag sine hænder. Og ligeså er det skønt at opleve Marianne Søndergaard i rollen som den sprudlende Mor, der ikke er bleg for at være fjollet og frembrusende barnlig, såvel som Damen der med sit ”stram i betrækket” attitude og statiske kropssprog, er den komplette modsætning af moren.

Alt i alt synes jeg at dramatiker og instruktør Betina Grove, har gjort et godt stykke arbejde med at få Kim Fupz’ univers vagt til live på den bette scene hos Anemonen. Der er mange jokes og gentagende replikker, der fremføres konstant på de blot 50 minutter, som forestillingen varer, og heldigvis blev tempoet holdt fint undervejs. Igen vil jeg nævne at jeg synes det er en fantastisk idé at tilføje det lille musikalske aspekt til forestillingen, da det ikke blot gør Moren mere fnidderet og fjollet, men ligeså danner en let stemning omkring et emne, der ellers kan være tungt. Men nu er det jo Kim Fupz, vi har med at gøre, og han har det med at liste fine budskaber ind imellem ellers bizarre input, omgivet af et lag glasur af jokes og finurlige tankespind.

Selvom forestillingen appellerer til det yngre publikum, vil jeg mene der også kommer lidt til det voksne publikum undervejs, så ingen sidder og keder sig. Tværtimod. Hvis du er til Kim Fupz’s skæve humor og lige så gerne vil opleve en lattermild, men også kærlig og rørende historie på scenen med en barnlig sjæl, er forestillingen MOR et rigtig godt bud på dette. Den har et fint budskab og ligeså en dejlig lattermild stemning over sig, som jeg nærmest vil hævde, at du ikke kan andet end at blive glad af.

Co-produktion mellem Anemonen, Teatret st.tv. og Nørregaards Teater

Anemonen, Suhmsgade 4, 1125 København K

Spilleperiode: Den 4. september-4. oktober 2020

Set den 3. september 2020

Fotos: Per-Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.anemonen.dk/mor

Medvirkende: Marianne Søndergaard og Lasse Steen Jensen

Dramatiker og instruktion: Betina Grove

Instruktør konsulent: Anders Lundorph

Komponist: Sune Skulbøl Vraa

Koreograf: Rebekka Lund