Anmeldelse: Tryllefløjten, Det Kongelige Teater

Af Julia Bielefeld

I aftes var Operaen fyldt med kæmpe edderkopper, underfundig humor, kaotisk cabaret stemning og lyserøde elefanter i cocktailglas. Kort sagt: Det var en fest! Berrie Kosky og Suzanne Andrade har formået at skabe en operaproduktion, der er forfriskende nytænkende og tilgængelig på én og samme tid. En produktion, der tager et 200 år gammelt teaterstykke og får handlingen op i et tempo, der matcher dette århundrede. Derudover er produktion på dansk, hvilket gør, at man kan følge rigtig godt med i handlingen.

Tryllefløjten er et syngespil af Mozart om kampen mellem lys og mørke. Den bygger på strukturen fra et klassisk eventyr: Prinsen Tamino og hans klodsede hjælper Pappageno skal igennem en masse prøvelser for at få deres udkårne, altid hjulpet igennem prøvelserne ved hjælp af musikken i form af tryllefløjten. Handlingen foregår i en fantasiverden med ulækre monstre, magiske fløjter og mystiske sammensværgelser.

Denne produktion er skabt i et nyt univers. Scenografien bliver skiftet ud med et stort filmlærred, hvor sangerne dukker op gennem skjulte døre. Dialoger skiftes ud med talebobler, og rekvisitter udskiftes med charmerende lyslevende billeder af videodesigner Paul Barrit.

Man kunne være bange for at mixet mellem video og live-performance ville virke usammenhængende. Det var dog på ingen måde tilfældet. Noget ved måden Paul Barrit har skabt grafikken på, har så meget personlighed og hjerte, at den bliver lige så levende som personerne på scenen. For eksempel i starten af første akt, hvor Tamino ser Paminas billede for første gang i en lille hjerteformet sky, som med et ”puf” opløses, når han rækker efter hende. Eller når Pappageno overvinder de farlige ulve ved at musikken forvandler deres underkroppe til buttede cancandanseres ben. Det må have været svært at koordinere musik og video, men den side at opsætningen fungerede upåklageligt. Jeg sad bare og henholdsvist fniste og nød de stemninger, der blev serveret til mig gennem musik og grafik.

At arbejde med film på denne måde giver helt nye muligheder scenografisk, for når det er en videoprojektion, kan man jo lave mange flere radikale sceneskift og stemningsskift; det blev udnyttet.  Først befandt man sig på en bjergtop, og tre sekunder senere transporteredes man til et drømmelandskab med lyserøde elefanter. De hurtige skift er med til at få tempoet i historien op, hvilket jeg synes tjente stykket godt.

Tryllefløjten er et syngespil; det vil sige en opera uden recitativer – altså uden sungen dialog. Da den talte dialog kan omdannes til stumfilmsformat med talebobler, bliver teksten nødt til at være enkel. Da Mozart allerede arbejder meget med clichéer og arketyper, synes jeg derfor, at stykket mistede den smule nuanceret menneskelighed, der var, og af og til blev karaktererne lidt flade. Til gengæld var instruktionen og animationerne håbløst underholdende, på et niveau, hvor jeg næsten konstant sad fniste eller måbede af de små og store påfund, der viste sig i videomaterialet.

Fordi opsætningen er på dansk med let forståelig, velformuleret libretto af Emmanuel Schikaneder, er der nye sider af stykket, der blev tydelige for mig, som jeg aldrig har tænkt over før. Mest af alt, hvor dybt sexistisk operaen egentlig er. I denne opsætning bliver det sexistiske dog gjort komisk og ironien var tydelig – men alle kvinder, med undtagelse af de uskyldige og passive protagonister Pamina og Pappagena, er i deres essens hysteriske, højtskrigende og onde, mens mændene er stoiske og vise.

Det bedste eksempel er ”Nattens Dronning”, Paminas mor, sunget denne aften af Nina Clausen. Rollen er skrevet til en dramatisk koloratursopran, som er en stemme, der kan synge meget høje toner meget kraftigt. Alt hvad rollen synger ligger latterligt højt og skrevet på en måde, der tvinger en knivskarp lyd frem i sangeren. De udfordrende arier blev eksekveret på dramatisk vis af Clausen højt oppe under loftet i en stor edderkop. Positionen så højt oppe gik lidt ud over volumen, når man sad på parkettet. Dramatisk fungerede det dog rigtig godt, og der var voldsomt tydeligt tekst, som jeg ikke har hørt dansk sunget i så svært repertoire. Dét i samarbejde kæmpestore høje toner og scenografien gjorde, at rollen fremstod uhyggelig, hysterisk hævngerrig og dramatisk.

I skarp kontrast til Nattens Dronning, bliver Sarastro præsenteret i en mekanisk elefant, der oser af ro og visdom. Sarastro, denne aften sunget af Nikolai Elsberg, udstrålede de samme kvaliteter. Elsberg fik formidlet al den varme etos, visdom og stoiske ro som rollen påkrævede, med sin store men også meget varme bas. Hvor Nattens Dronning har nogle af de højeste toner i operarepertoiret, har Sarastro nogle af de dybeste. Disse toner eksekverede Elsberg også upåklageligt.

De to protagonister Pamina og Tamino, sunget af henholdsvis Gert Henning-Jensen og Denise Beck leverede også vildt flotte præsentationer, og navigerede naturligt rundt i, hvad jeg kan tænke mig, var en kompliceret scenegang. Især Paminas sorgfulde ”Ach Ich Fühls” blev sunget smukt af Beck med sne dalende ned i baggrunden.

Det Kongelige Kapel leverede som altid en enormt smuk klang, der understøttede sangerne. Alt blev dog spillet lidt større og bredere, end jeg er vant til at høre Mozart. Der var også meget små momenter, hvor orkester og sangere ikke helt var sammen, fordi musikken blev fraseret således, at det nærmest var umuligt for sangeren at følge med. Det er synd, for selvom man som teatergænger ikke nødvendigvis hører det ske, opstår der en spænding og usikkerhed på scenen, som man opfatter.

Til gengæld var det virkelig fedt, at man brugte Mozarts D-mol- og C-mol-fantasier som er kompositioner han skrev til instrumentet cembalo til stumfilmsdialogerne. Det fungerede rigtig godt fordi hans fantasier har akkorder, der passer overraskende godt ind i den 1920’er-cabaretstemning, der er i forestillingen – samtidig med, at de fletter sig ind i musikken fra Tryllefløjten, så det stadig er Mozart.

Uden dialogerne blev musikken dog lidt til en parade af Mozarts greatest hits. Det fungerede godt, fordi sangere fik lov til at gøre mest af, hvad de allerbedst bedst til; at synge. Dog plejer musikken at understøtte eller forløse det, som dialogerne lægger op til. Derfor mistede jeg en lille smule af den følelse af klimaks, man normalt får af Mozarts arier. Det forenkler også rollernes mere indviklede psykologiske motiver. For eksempel bliver Nattens Dronnings intrikate manipulation af sin datter reduceret til skriften ”Kill Sarastro” skrevet på væggen. Fordi opsætningen netop var tegneseriens -og stumfilmens arketypiske univers, sad jeg faktisk ikke og manglede nuancer. Det virkede meget naturligt, at alt blev lidt fladt. Det kunne bare være blevet endnu bedre, hvis man havde fået dem med.

Forenklingen af dialogen får dog stykket til rulle hurtigere afsted. Opsætningen er også en halv time kortere end en normal opsætning ville være.  Det gav teaterstykket et tempo, der passede bedre til det århundrede, vi befinder os i nu og understøttede den charmerende humoriske energi, der kom fra både scenografien, skuespillerne og musikken.

Til trods for de ovennævnte detaljer, er denne genopsætning af Tryllefløjten er en rigtig god forestilling at tage yngre teatergængere med til, fordi den er virkelig forfriskende humoristisk. Derudover har den en enkel letforståelig handling godt formidlet at videomediet, librettisten og sangerne. Hvis man er mere til følelsesladede, dybe, psykologiske opera-dramaer som ”La Bohème”, ”La Traviata” eller Tosca rammer denne opsætning nok ikke rent ind. Men jeg stod til slut med en glad boblende følelse indeni, som man kun kan få af en veldrejet forestilling.

Co-produktion med Copenhagen Opera Festival

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 30. august-18. oktober 2020 og 22. maj-1. juni 2021

Set den 1. september 2020

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/opera/trylleflojten/

Medvirkende: Gert Henning-Jensen, Denise Beck, Palle Knudsen, Jóna G. Kolbrúnardóttir, Nina Clausen, Nicolai Elsberg, Fredrik Bjellsäter, Gisela Stille, Kari Dahl Nielsen, Johanne Bock, m.fl. (forskellige hold) samt Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor og solister fra Københavns Drengekor – Det Kongelige Kantori

Instruktør: Barrie Kosky

Instruktør: Suzanne Andrade

Dirigent: Nikolaj Szeps-Znaider

Libretto: Emanuel Schikaneder

Dramaturg: Ulrich Lenz

Scenograf: Esther Bialas

Kostumedesign: Esther Bialas

Lysdesign: Diego Leetz

Videodesign: Paul Barrit

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod