Anmeldelse: Nissen uden navn, Tivoli (Eventyrteatret)

Anmeldelse: Nissen uden navn, Tivoli (Eventyrteatret)

Af Julie Vad B. Madsen

Endnu engang slår Eventyrteatret dørene op for deres juleforestilling. Der er skruet helt op for julestemningen, når de talentfulde unge mennesker fylder Glasssalen med sang, dans og performances der er professionelle skuespillere værdig. Nissen uden navn tager børn og voksne med til Nissebys Julepark, som er berømt for dens havenisser og skal danne ramme om borgmesterens store tale – men det hele ændrer sig, da havenisserne viser sig stjålet og en række skolebørn får skylden.

Nissen uden navn handler om den levende havennisse Jul, som bliver fundet i Juleparken blandt andre havenisser og vækket til live af seks teenagere, som pjækker fra skole. Hun får navnet Jul, men kender intet til sig selv eller verdenen. Det vil de seks teenagere hjælpe hende med, lige indtil kommunenissen, der skal forberede borgmesterens store tale, beskylder dem for at have stjålet Juleparkens havenisser. Hvis ikke havenisserne kommer tilbage, vil han tale med deres forældre. Teenagerne må derfor på jagt efter nisserne, mens Jul går sine egne veje, for at finde ud af hvem hun er. Teenagerne møder værkstedsnisserne, der laver havenisser, og nissepigepanden, der har taget havenisserne. De lykkes dog ikke at få fat i havenisserne. Heldigvis lærer Jul en hel del mere end hvem hun er, og kommer dem til hjælp – for man skal hjælpe sine venner.

Forestillingen tager, som altid, når tæppet går op for en Eventyrteatrets forestilling, vigtige emner op, som bliver fortalt i børnehøjde. I år handler det om, hvordan vi skal tale pænt til hinanden, også selvom man er venner. Stykket følger seks teenagere, der pjækker fra skole; to alfer, to trolde og to nisser. Fem ud af seks teenagere har en tendens til at tale grimt til hinanden og andre, og drille alle de kommer i nærheden af. Nissepigen Kanelia bruger meget tid på at rende rundt til dem alle sammen og minde dem om, at man godt kan tale pænt.

Både børn og voksne bliver også mindet om, at vi ikke skal se ned på de små bare fordi de er små, og at selvom man er lille kan man godt være lige så god som de store. Vi møder en gruppe nissepiger, som stjæler Havenisserne i Juleparken, fordi de mener, at havenisserne er et symbol på, at små nisser må man godt gøre nar ad. Nissepigerne får gennem forestillingen sat sig op imod de store, og mindet dem om, at de ikke bare kan brase ind i deres hjem og kræve ting ad dem.

Som om det ikke var nok, får vi også taget fat på, at det er vigtigt at vide, hvem man er, og hvor man kommer fra. Dette problem står både teenagerne, der pjækker fra skole med. Troldene mener, at man ser på dem, på en speciel måde, på baggrund af den måde de ser ud, og nissepigen Kanelia mener at hun bliver dømt på sine præstationer i skolen. Hertil kommer også, at Nissen uden navn ikke ved hvad hun hedder eller hvor hun kommer fra – og dette har hun et roddybt behov for at få at vide, så hun søger skoven igennem for det.

Bo Skødebjerg leverer igen i år et godt stykke, der har stemning og finder små roller til alle Eventyrteatrets talentfulde unge, men historien virker ikke nær så sammenhængende, som de tidligere år. Det er som om, at kravet om, at der skal være mange forskellige grupper, som de forskellige børn kan tilhøre, giver en for fragmenteret historie. Det gør, at der er for meget historie at få presset ind på en times forestilling, og gør desværre, at man lidt glemmer nogle af grupperne, når de ikke er på scenen. Det gør også, at man ikke helt når at få forklaring nok med i stykket. Det blev aldrig helt klart for mig, hvorfor Oldvæsnerne var der, hvor Jul kom fra, eller hvad Oldstenen egentlig gjorde. Når det så er sagt, så er der ikke tvivl om, at forestillingen er en god og hyggelig juleforestilling.

Der er i år en ny komponist, Stuart Goodstein, med. Han får tilført stykket nogle fine, velkomponerede sange. Her kan jeg særligt fremhæve afslutningssange ”Det´jul”, som oser af sammenhold og julestemning, Juls sang ”Hvor jeg hører til”, som giver kuldegysninger at lytte til, og ”Ser dig”, som man kun kan rokke med til.

Men forestillingen og sangene er kun så vellykket, fordi castet er utrolig talentfuldt. Man glemmer, som altid, at der ikke er tale om professionelle skuespiller, for kvaliteten i de unge menneskers præstationer er så imponerende. Det er derfor svært at fremhæve nogen.

Freja Larsen leverer en overbevisende præstation, som Jul, Nissen uden navn, hun giver Jul en overbevisende naivitet som en, der ikke ved hvem hun er, rolighed, som en der ikke er rigtig nisse, nysgerrighed og godhjertethed. Freja formår flot at gøre Jul næsten robootagtig i starten, og efterhånden mere nisselig, jo mere hun lærer. Freja har også en helt utrolg flot stemme, som virkelig skinner igennem i hendes solosang ”Hvor jeg høre til”.

Clara Dragsted Hansen og Julie Brinch Sørensen giver Alferne Sanka og Sanva tilpas med både teenagetrods og teenagekærlighed. Katharina Kapsch og Romeo Dahl giver de to trolde Trøk og Trok, tilpas meget flabethed til, at man synes, de er sjove. Særligt førstnævnte giver med sin mimik og kropssprog den gas, hver gang hun får mulighed for det. Andrea Kyhnæb og Samuel Traum, som teenagenisserne Kanelia og Klejne, supplerer flot hinanden i deres kærlighediver og ønske om at fikse hele situationen.

Mia Ellen Kjær, som Gran, leder af indsatsstyrken, VPPDS, formår flot at få hårdt tilkæmpet ro og toldmodighed til at skinne igennem, når hun får, ingen ved hvilken gang, forklare sine mednisser om missionens formål, og hun formår at få et temperament ind i Gran. Erik Hald brillerer som altid, selvom han havde fået en af de mindre roller som kommunalchefen – ham med ansvaret for juleparken – denne gang. Men han levere. Særligt må man beundre hans måde at spille fornærmet på under den afsluttende sang, og kun gøre dansetrinnene halvt, men stadig fuldt gennemført.

Man tror ikke, at Christine Brincker kan blive med at skabe kostumer af samme kvalitet som de foregående år, men igen i år leverer hun lige i skabet. Med hendes kostumer får hver gruppe på scenen deres egen identitet, og endnu mere imponerende er et, at hvert kostume er forskellig, men dog ens, selvom det tilhører samme gruppe.. Ane Løkkens scenografien er i år meget enkel med hvidklædte grantræer i skoven, men det er alligevel meget let at følge historiens gang, når teenagerne bevæger sig rundt på jagt efter havenisserne. Mette Soldans koregrafi komplimentere flot sangene, og sidder lige i skabet.

Nissen uden navn er en hyggelig familiemusical, som både børn og voksne vil nyde. Den kombinere godt skuespil med imponerende sangtalenter og julestemningen toppes, af muligheden for jul i Tivoli før eller efter forestillingen. Stykket kan klart anbefales for både børn og voksne, da emnerne der tages op, giver noget uanset aldersperspektiv.

Eventyrteatret

Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Spilleperiode: 26. november-18. december 2022

Set den 3. december 2022

Fotos: Ole Mortensen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.eventyrteatret.dk/forestillinger/nissen-uden-navn

Medvirkende: Freja Larsen, Samuel Traum, Andrea Kyhnæb, Clara Dragsted Hansen

Julie Brinch Sørensen, Katharina Kapsch, Romeo Dahl, Bertil Eliassen, Tue Lange, Leopold af Rosenborg, Mia Ellen Kjær, Liva Piil, Juliane Bærentzen, Cecilia Wegeberg, Erik Hald, Trine Wisborg, Emma Grant-Rosendahl, Isabel Siersbæk, Sara Sønderskov, William Klink Rasmussen, Theo Leonardo Hansen, Julia Bircow, Laurits Hjertholm og Jasmin Jacobsen

Manuskriptforfatter og instruktør: Bo Skødebjerg

Komponist: Stuart Goodstein

Produktionsleder: Johanna Vissing Majgaard

Scenograf: Ane Løkken

Kostumedesigner: Christine Brincker

Koreograf: Mette Soldan

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *