Anmeldelse: Orfeus, Det Kongelige Teater

Af Julia Bielefeld

Denne aftens opsætning af Monteverdis Orfeus tog mig med på en rejse gennem eufori, hed kærlighed, ned til underverdenens sorg og fortrydelse for til sidst af efterlade mig i en tilstand af melankolsk håb. Udover at sørge for en emotionel rutsjetur, er Orfeus også en unik mulighed for at opleve udgangspunktet for al opera. Orfeus er hele 400 år gammel, og er dermed en af de ældste fulde operaer, der stadig opføres.

Fortællingen bag Orfeus er endnu ældre: Det er en oldgræsk myte om sangeren Orfeus, der mister sit livs kærlighed, Eurydike, og drager til underverdenen for at prøve at vinde hende tilbage fra guderne.

At opføre tidlig musik kræver mindre besætninger og andre instrumenter end dem, man finder i et nutidigt regulært orkester. Derfor var orkesteret Concerto Copenhagen, der specialiserer sig i netop tidlig musik, hentet ind for at sætte musik til denne opførsel. Orkestret, under musikalsk ledelse af Lars Ulrik Mortensen, understøttede sangerne overordentligt godt.

Concerto Copenhagen fik Monteverdis barokmusik til at danse og men svælgede også i de dissonerende akkorder, når dramaets sorg lagde op til det. Ouverturen var især en lækker snas, der startede med pauker og trompeter for fuld blæs og udviklede sig med smukke musikalske fraser og god brug af dynamikker, så musikken blev meget levende at lytte til. Dette kan dog ikke kun krediteres til orkester og dirigent alene, men også til Monteverdis komposition.

Når det nu er så gammel en opera, der i sin essens handler om sorgbearbejdelse, virker det måske kontraintuitivt at sige, at det var en friskhed og en livlighed, der generelt kendetegnende forestillingen. Ikke desto mindre var det mit umiddelbare indtryk.

Det havde nok også noget at gøre med, at gennemsnitsalderen for medvirkende på scenen var lavere end normalt. Det blev udnyttet af instruktøren, der igennem hele operaen anvendte dans og koreografi, der krævede, at ensemblet spurtede rundt. Koreografien blev til tider lidt rodet, men her må man også bare slå sig til tåls med, at operasangere jo egentlig ikke er professionelle dansere.

Til gengæld synes jeg det var ret så underholdende, da en kontratenor fra ensemblet vougede til bryllupsfesten og Sofie Lund-Tonnesen, Eurydike, twerkede diskret til barokmusikken: Den havde jeg ikke helt set komme, og jeg kunne ikke lade være med at flække lidt af grin.

En af ulemperne ved et ungt cast er mindre udviklede stemmer, der ofte ikke når lige så godt ud i salen. Det var dog ikke et decideret problem i denne opera, da Concerto Copenhagen er et mindre orkester og samtidig forstod at understøtte sangerne. Grundet det mindre orkester er Orfeus også en oplagt anledning for Det Kongelige Teater at hjælpe med at give ungt talent erfaring. Der dog intet ueffent ved hovedpartiet, der var sunget af en erfaren baroksanger, Marc Mauillon, som virkelig strålede i rollen som Orfeus.

Marc Mauillons smukke tenorstemme var rig på både lys og mørke bredte sig ud i salen. Specielt i anden akts sidste scene, hvor han beslutter sig for at tage til underverdenen, brillerede han i den sorgfulde arie ”Tu se’ morta”. Teknisk formåede Maullion at formidle både Orfeus glæde og fortvivlelse med hans stemmes fleksible klangfarver – og samtidig lave flotte ornamenteringer og koloraturer, der passede fint i det musikalske udtryk, som Concerto Copenhagen leverede.

Derudover var der også hed kemi i første akt mellem Mauillon og Sofie Lund-Tonnesen, hvis stemme også strålede af en skønhed og en ungdom, der klædte rollen som Eurydike godt. Også Nicolai Elsberger fremviste også en prægtig klangfuld bas, hvilket passede perfekt til rollen som dødsguden Pluto.

Ensemblet udførte koreografierne og korsatserne i stilen og masser af musikalsk initiativ. Og iscenesætteren Jetske Mijnssens brug af koret var også interessant: I stedet for hele tiden at være på scenen, blev de til tider placeret i den øverste loge. Det gav associationer til, hvordan kor blev brugt i det gamle græske teater, hvor koret stod på siden af scenen og kommenterede på handlingen. En ret fin detalje når det nu er en oldgræsk myte, som Orfeus er bygget på.

Scenografien var enkel, men fungerede rigtig godt. Stykket startede i en klassicistisk sal i marmor, der trak linjer tilbage til gamle græske templer. Da Orfeus så drog ned til underverdenen, hævedes templet op i en vinkel, så det så ud til at svæve et stykke over scenen. En meget elegant måde at beskrive nedstigningen til underverdenen på.

I anden akt var underverdenen helt sort med stearinlys og udkanten af scenen. Da Orfeus blev forvist tilbage til Jorderiget, sænkedes templet ned over ham igen, og stearinlysskæret blev afskåret fra scenen, af marmorvæggene. Lysene gav det indtryk, at underverden næsten virkede rar, og marmoret, at den virkelige verden var meget hård og kølig i sammenligning. Hvilket stemmer godt overens med, at han havde håb for at få sin elskede Eurydike i underverdenen, men oppe på jorden rammer realiteterne hårdt.

Det Kongelige Teaters opsætning af Orfeus havde altså mange gode elementer i sig; Der var genrebevidsthed, velgennemtænkt iscenesættelse og koreografi, twerkende operasangere, smuk lidelse, festlig barokmusik og skøn sang. Alt i alt en god aften i teatret, hvor en dejlig operaoplevelse blev serveret.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, 1017 København K

Spilleperiode: 7.-21. marts 2020

Set den 7. marts 2020

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/orfeus/?section=top

Medvirkende: Marc Mauillon, Sofie Lund-Tonnesen, Ellen Larsson, Phillippa Cold, Mia Bergström, Thomas Lichtennecker, Gerhard Geerink, Mark Milhofer, Kyungil Ko, Nicolai Elsberg og Joel Kyhle

Instruktør: Jetske Mijnssen

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Orkester: Concerto Copenhagen

Scenograf: Ben Baur

Koreograf: Lillian Stillwell

Lysdesign: Bernd Purkrabek

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod