Anmeldelse: Perceval, Bora Bora (Louise Mochia)

Af Freya Quvang

I takt med scenens atmosfæriske ånden og publikums sagte ophør, skaber Percevals fire dansere, Meleat Frederiksson, Zen Jefferson, Nikoline Dus og Adam Seid Tahir, nænsom vejrtrækning i de scenografiske lagner. Som organiske celler smelter en krop sammen med den næste, men fraspaltes kort efter for igen at blive til én enhed i frit flydende sammenspil mellem kinetik, lydbølger og en nærmest bengalsk belysning.

Med Hilma af Klints akvaralserie ”Parsifal” som inspirationskilde, har Louise Mochia, kreatør af koreografivirksomheden ”Sitka Louisa”, formået at skabe et intimt univers af farvespil, kropssprog og dyb musikalsk resonans. Forestillingen portrætterer uden et eneste ord fire rammefortællinger om menneskelige skæbner, der på en og samme tid er kontrastive og identiske. Gennem det 75 minutter lange stykke ænsede jeg på intet tidspunkt, at forestillingen var sprogløs, for den sanselige fortælling om selvrealisering i en kaotisk verden talte for sig selv. Koreografiens flydende, meditative bevægelser udvikler sig gennem seancen til krampagtige, rastløse, hvis ikke epileptiske anfald, hvilket i høj grad afbilleder de dansende organismers nedslidende kamp for at finde sig til rette i det univers, de er placeret i.

Selvom kroppen er i fokus, er den alligevel indhyllet i en hinde af let gennemsigtige stoffer, der rummeliggør enhver bevægelse, og som med sine blide farver og bløde figur skaber modspil til både lys- og lydsiden. Kostumedesigner Elisabeth Stamm realiserer en ide om det skrøbelige, ”see-through” menneske, der på trods af sin drukning i anonyme omgivelser, forsøger at individualisere sig. Ved første øjekast anså jeg den blege beklædning som værende nær en malerdragt i sin retmæssige setting, men med stykkets gradvise udfoldelse, ramtes jeg kun mere af forståelse for dens stærke symbolik.

Det scenografiske lagen, som indrammer scenens gulv og bagvæg, fungerer gennem hele forestillingen utroligt interaktivt med danserne, der skiftevis rusker i det, krøller det sammen, folder det ud, svøber sig i det og slutteligt pakker det fuldkommen væk. Scenograf My Lambertsen indfanger en følelse af evig bevægelse og åndelighed, der sætter publikum i meditativ trance og skaber rum for egne fortolkninger. Selv ser jeg scenearrangementet fungere som et gribende hav, der vekselvirker bølger af energi fra den ene til den anden, tilfangetager, fylder mere og mindre for til sidst at frigøre mennesket med sin forsvinden. I lyset af stykkets tematikker, virker dette scenografiske virkemiddel utroligt kraftfuldt.

Som forestillingen begynder, ser jeg mig blind på et tilsyneladende ikkeeksisterende lydbillede, men bliver hurtigt irettesat, idet salen forvandler sig til et ekkokammer af udefinerbare stemmer og omskiftelige frekvenser. Komponisterne Sven Dam Meinild & Stine Steendorph lægger an til den perfekte sindsstemning; en krydsning mellem det sjælelige, i form af subliminale naturlyde, og det faretruende, udtrykt i dybe bastoner, som tilpasser sig koreografien og anslår tempoet for stykkets artistiske udfoldelse.

Ligesom lydsiden først forekom ubemærket, blev lyssiden også kun gradvist bygget op. Christoffer Lloyd vitaliserer i løbet af forestillingen et farveunivers, der nærmer sig bengalske reflekser på bagvæggen i røde, blå og grønne nuancer. Ikke nok med at den tiltagende intensivering i farver skaber en komplet auratisk oplevelse, så bidrager en stribe scenografiske videoer også med associationer til både flerhed og enhed helt ned på celleniveau.

Perceval rummer ikke blot en fortælling om selvstændiggørelse i konstant omskiftende og åndende omgivelser. Stykket omfatter også et utroligt smukt kunstnerisk udtryk, der med garanti vil hypnotisere publikum. Definitionen af ordet ”Perceval” skrives som ”Gennem denne dal”, hvilket er meget passende for netop denne forestilling, da den i sandhed tager publikum gennem en dal af organiske farve-, lyd-, følelses-, lys- og kropsbølger.

Louise Mochia

Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus

Spilleperiode: 4.-6. oktober 2022

Set den 4. oktober 2022

Fotos: Lars Kjær Dideriksen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Perceval

Koncept og koreograf: Louise Mochia

Dansere: Meleat Frederiksson, Zen Jefferson, Nikoline Dus og Adam Seid Tahir
Komponist: Sven Dam Meinild & Stine Steendorph

Scenograf: My Lambertsen/SLØR

Kostumer: Elisabeth Stamm

Lys: Christoffer Lloyd

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod