Anmeldelse: Red Flags – Drab på kvinder i Danmark, Århus Rådhus (Svalholm)
Af Thormod S. Kamban
I forbindelse med Kvindernes Kampdag blev der i weekenden genopsat den stedsspecifikke danseforestilling Red Flags – Drab på kvinder i Danmark på Aarhus Rådhus. En forestilling delvis bygget på forfatteren Line Vaaben og retsmedicineren Asser Hedegård Thomsens bog ”En forudsigelig forbrydelse – kvindedrab i Danmark”, og delvist på samme retsmediciners ph.d.-afhandling ”Homicide in Denmark 1992-2016”, hvor han afdækker en række drab på kvinder i løbet af denne periode.
Vi publikummer bliver inviteret ind i den store, lyse rådhushal, hvor den stoiske ro hersker, og foråret pibler stille frem uden for det store vinduesparti. I en koncentreret firkant af stole sætter vi os med 4 forskellige blikretninger, og vi bliver på den måde både konfronteret med alt det, der skal foregå i midten, samtidig med at vi bliver en integreret del af værket. Rundt om på nogle af de andre stole sidder forskellige kvinder af alder, etnicitet og udseende. De holder 7 røde flag i hænderne.
Som forestillingen tager sin begyndelse, skiftes disse dansere til at rejse sig op, vejrer med flagene og/eller bruge deres krop som medvirkende maskinelle værktøjer i 3 fortællinger om hhv. drabsforsøg og drab på kvinder. Danserne virker til at have lige meget fokus i Nønne Mai Svalholms fokuserede iscenesættelse; det er i hvert fald fortællingerne og den besættende dans der fylder.
Disse fortællinger er blevet indlæst af forfatteren Line Vaaben, og de er meget detaljerede og beskrivende, uden på nogen måde at kamme over i et følelsesmæssigt perspektiv. De er faktuelle og skaber gisninger via deres uhyggelige historier i godt samspil med dans og musik. De kommer både rundt om, hvordan disse mænd manipulerer voldsomt i deres parforhold, og om hvordan de fremstår narcissistiske og voldelige. De fortæller samtidig godt om detaljerne for kvindernes personlighed og væremåde, samt hvordan kvindernes bagland og det syn baglandet (familie/venner) har på disse parforhold. Disse historier indeholder mange buzzwords (en af mændene pakker gummihandsker i en rejsetaske), men er drevet godt frem af suspense, man kan sige det faktum, at vi som tilskuere godt ved, hvad de her historier ender med.
Det betyder så samtidig, at historien i højtalerne får lov til at have et stort fokus. Dansen, der understøtter, er derfor ikke de vilde artistiske bevægelser, men nærmere rykvis maskinelle og mekaniske koreografier. Det er tydeligt at samspillet mellem fortællingerne og dansen, er blevet devised frem i samarbejde med danserne, med den største nænsomhed af respekt for beretningerne.
Dette samspil kommer bl.a. til udtryk via opstarten, der er et stort åndedrag, der igangsætter det hele. Efterfølgende er der enormt mange messende bevægelser, der ritualiseres som en slags kropslig modstridighed. Der er noget på spil. En sekvens går med en danserinde, der trækker sig langsomt frem i firkanten, og en af de ældre danserinder laver bedende bevægelser lige ved siden af, prøver ligesom at bryde ind i den andens sfære, men ingen kontakt finder sted.
Som forestillingen skrider frem, spreder de røde faner sig rundt om i rummet, på enkelte tidspunkter overdraget til publikummer, der bliver inviteret til at holde disse fortællinger. De demonstrative faner flyder over med de røde farver, som var de dyppet i blod.
Selvom forestillingen bliver spillet i et stort, klingende rum, formår den at minimere dansernes bevægelser ned til bittesmå justeringer, og det gør, at rummet faktisk bliver lille og markant, selvom det er i en rådhushal. Det øger intensiteten og opmærksomheden på det spil danserne frembringer, f.eks. var der en længere sekvens med en danserinde der kun rykkede sig rundt ganske langsomt, men krængede ansigtet i de mest anstrengende folder ud mod publikum.
Til allersidst blev fanerne lagt i en stor krans midt i firkanten, som et slags monument over ofrene. Eller måske over den vold og alle de drab der stadig sker derude – også i Danmark.
På den måde kan man sige, at forestillingen åbner op for det tabu, der kan være forbundet med disse forfærdelige hændelser. Den vil måske give dem, der har været vidner til det et sprog, et dialogværktøj. I hvert fald italesætte at det her stadig sker.
Man kan diskutere, hvorfor forestillingen skal foregå lige netop på rådhuset. Disse magtfulde, positionerende rammer bliver, som jeg ser det, ikke brugt til noget konkret i forestillingens udsigelse, for hvordan skal man adressere dette problem til systemet, til sociokulturelle normer og værdier? Med det spørgsmål i mente er der også den mulighed, at rummet netop symboliserer det kontrapunktiske imellem magt og systemer, og alt det vi ikke kan kontrollere, det der er ude af vores hænder. Det stod ikke klart for mig, hvordan de to ting skal smeltes sammen. Derfor kan forestillingen måske også efterlade én med en grad af magtesløshed, selvom jeg egentlig ikke tror, at det er tilsigtet.
Der er dog ingen tvivl om, at Nønne Mai Svalholm har gået til opgaven med største ærefrygt og dybeste respekt, og efter sigende er hun også i gang med endnu et værk, der skal belyse flere af de berørte temaer. Så selvom denne forestilling ikke spiller mere for nu, kan man følge med i hendes hjemmeside for at se, hvornår noget nyt er under opsejling.
Svalholm
Århus Rådhus, Sønder Allé 2, 8000 Århus C
Spilleperiode: 8.-9. marts 2025
Set den: 9. marts 2025
Fotos: Peter Ravnsborg
Lyst til at vide mere om forestillingen? Læs nærmere her:
http://svalholm.dk/red-flags-drab-paa-kvinder-i-danmark.aspx
Dansere/medskabere: Alice Martucci, Anna Tulestedt, Bodil Vind, Escarleth Pozo, Hilde I. Sandvold, Isabella Khanamedi, Lisen Pousette, Mette Koch og Stine Thue Tobiasen
Kunstner/iscenesætter: Nønne Mai Svalholm
Forfatter: Line Vaaben
Tekst & researchkonsulent: Ida Marie Hede Bertelsen
Komponist: Katinka Fogh Vindelev
Varighed: Ca. 45 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod