Anmeldelse: Se på mig når jeg taler til dig, Husets Teater og Odense Teater

Posted by - Naja Matzen
On - 9. november 2020

Af Naja Matzen og Helene Franch

Forestillingen spiller både på Husets Teater, hvor den har premiere og vender tilbage til, og på Odense Teater, hvor den spiller midt i mellem.

Vi har derfor ladet en anmelder i både København og Odense komme til orde.

Helene skriver (fra Husets Teater):
Vidste du, at man som kvinde kan få orgasme af at amme? Jeg ser for mig, hvordan et spædbarn med sit fine lanugohår sutter mælken ud af en rød, øm vorte, hvordan moren samtidig dirrer af nydelse. Det er et grænseoverskridende billede og bliver ikke mindre grænseoverskridende af at sønnen i denne forestilling spilles af en midaldrende mand (Morten Hauch-Fausbøll), der, mens moren (Sarah Boberg) fortæller om amme-fænomenet, laver suttelyde i en mikrofon og siger ting som: ”Du er så pisse dejlig” og ”Kom så kvinde, tilfredsstil mine behov!”, hvorefter han efterfølgende udbryder: ”Jeg er kun et barn!”.

Lokalet er malet rødvinsrødt, sorte stole står placeret langs væggene, og den uskyldige, ældre vise ”Mor er den bedste i verden” åbner stykket. Uskyld og skyld er centrale ord i den dramatiske forestilling. Noget andet centralt er spørgsmålet: Hvem har magten? For i Monica Isakstuens drama Se på mig, når jeg taler til dig er der en dirrende uhygge idet magten netop forskydes fra voksen til barn, samtidig med at ansvaret bliver liggende hos forældrerollen. En forskydning, som moren oplever i relation til sin søn og som det senere viser sig, at hendes far oplevede i relation til hende som barn. For da faren dør katapulteres vi tilbage i tiden til morens barndom. Her vendes rollerne på hovedet: Boberg er barn og Hauch-Fausbøll hendes far.

Begge skuespilpræstationer står skarpt, og grebet med at få voksne til at spille børn fungerer skønt på sin egen foruroligende måde. Særligt Bobergs fnisen og nysgerrigt opspilede øjne, når hun blandt andet har telefonsex, virkede utrolig troværdig. Samtidig vil jeg fremhæve Fausbøll i rollen som den magtesløse, overbeskyttende far. Det er som om, at jo mere faren i sine raserianfald – med mislykket opdragende intention – kalder datteren for luder, desto mere opfører hun sig som en.

Det er aldrig helt til at sige, hvad der er løbskløben fantasi, og hvad der er virkelighed. Det er som om, forældrenes underskud gør, at det filter, der skulle filtrere upassende opførsel fra er i udu: Alt det, man ikke må sige vælter frem i mørke, fede stråler. Og når først man har italesat, at man som far og datter eller mor og søn potentielt kunne have et seksuelt forhold, er der ingen vej tilbage. Det er en blindgyde, en rævegrav, en fælde, som børnene, til stor frustration for forældrene, lokker dem dybere og dybere ind i.

”Sov trygt og ha’ det rart / Sov du kære væsen / Ræven sover også snart / Med halen under næsen.” Moren er udkørt, men synger i desperation diverse børnesange med påtaget sødme, mens hun vugger sin ”lille” dreng i skødet. For det er ”de sovende man elsker hårdest”, men rigtig nok som drengen supplerer i en art trussel: ”De sovende vil vågne, vokse sig større”.

I det komplekse, velskrevne og veludførte stykke Se på mig når jeg taler til dig spilles der på overskridelsen og sprængning af både tidslige, rummelige, sproglige og seksuelle grænser. Dette sker på uhyggelig og dragende vis som et svedigt, galoperende mareridt.

Naja skriver (fra Odense Teater):

’’Mor er den bedste i verden.”

Tonerne fra Svend Gyldmarks klassiske sang svæver på idyllisk vis ud gennem højtalerne i starten af forestillingen Se på mig når jeg taler til dig på Odense Teater. Men det viser sig hurtigt ikke at være en retvisende intro. For selvom forestillingen omhandler forholdet mellem forælder og barn, er det alle skyggesiderne i disse relationer, der er i centrum. Det handler om kærlighed og omsorg, men også om aggression, begær, seksualitet, angst og overgreb.

Forestillingen starter således med fortællingen om en mor og hendes søn. Moderen vil sin søn det bedste, men han vokser alligevel op til en aggressiv og krænkende ung mand og potentiel voldtægtsforbryder. Hvad har ført til dette, overvejer hun. Er drenge bare drenge? Eller har hendes opdragelse været medvirkende til det? Var det fordi, hun ruskede ham for hårdt, da han var lille, eller fordi hun blev opstemt, da hun ammede ham?

I anden del af forestillingen handler det stadig om relationen mellem forælder og barn, men nu i form af en far og datter. Gitte Hænning sætter tonen an, når ”Giftes med farmand” spilles i højtalerne, men igen er det ikke ren idyl, der fornemmes også en incestuøs undertone. Vi følger i denne del faderen, der er bange for at gøre noget forkert, frygter for de ting andre kan udsætte hans datter for, og som raser, da han oplever teenagedatterens begyndende seksuelle interesser. Men vi fornemmer også datterens bebrejdelser over et upassende bad og faderens meget unge kæreste.

Det er tabuiserede emner som Se på mig når jeg taler til dig tager op, og det får yderligere relevans, i denne #metoo-tid vi lever i. Forestillingen er på mange måder vedrørende og interessant især i beskrivelsen af forældrenes frygt og utilstrækkelighed. Her føles det virkelig som om, der er noget på spil.

Men Monica Isakstuens tekst bliver desværre også sine steder lidt for rodet og sensationslysten. Med sit store fokus på sex, seksualitet og aggression virker det som om, at teksten bevidst vil provokere og sætte sin krog i aktuelle debatter. Men det ender desværre til tider for banalt. Der bliver spillet lidt for meget på kønsstereotyper og fortællemæssige klicheer, når faderen finder en ung kæreste på datterens alder, når datteren udskammes for at udforske sin seksualitet med ældre mænd over telefonen, og når vi følger sønnens voldtægtsforsøg.

At forestillingen bliver en nærværende oplevelse skyldes derimod i højeste grad skuespillerne. Sarah Boberg er dybt dragende som moderen og datteren. Man føler hendes frygt og afmagt som moderen i første del, og i anden del er hun både sød og naiv som den lille datter og bebrejdende og forvirret som den ældre datter. Også Morten Hauch-Fausbøll gør en god figur som faderen og sønnen. Især hans portrættering af faderen rammer nogle fine skuespilmæssige dybder, der både får os til at føle sympati og ubehag.

Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbølls præstationer bliver fint understøttet af Peter Dupont Weiss’ enkle scenografi, der virkelig sætter skuespillerne i centrum. Scenen er tom, bortset fra nogle stole der er stillet rundt i kanten. Således er der plads til fri leg på scenegulvet, men også rekvisitter der kan inddrages i handlingen og skabe forskellige rum. Som når datteren tager stolene og sætter dem i vejen for faderen for at skabe afstand mellem dem, da han er vred på hende.

Forestillingens temaer bliver også understreget af scenografien, hvor væggene og scenegulvets dybe røde farve er med til at skabe en tung og seriøs stemning, der emmer af intensitet og begær.

Se på mig når jeg taler til dig er en mørk og voldsom oplevelse, der med solide skuespils præstationer får os alle til at overveje vores egne relationer til vores forældre og børn.

Produceret i samarbejde med Husets Teater og Peter Dupont Weiss

Husets Teater, 2. sal, Halmtorvet 9, 1700 København V og

Odense Teater, Værkstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense

Spilleperiode: 31. oktober-5. november og 26. november-10. december 2020 på Husets Teater og 7.-25. november 2020 på Odense Teater

Set den 3. november (København) og den 7. november 2020 (Odense)

Fotos: Natascha Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: