Anmeldelse: Sorte firkant, Blaagaard Teater (Blaagaard Teater og Kollektivet SAMLING)

By: Minna Højholt
On: 17. september 2025

Af Minna Højholt

Sorte firkant er en indholdsmæssigt spændende og vigtig forestilling, der desværre føles som om, den ikke helt har fundet sin form.

Med forestillingen Sorte firkant bevæger Blaagard Teater og scenekunstkollektivet SAMLING sig ud i det såkaldte virkelighedsteater, dokumentarteater eller ”theatre of real people”. Her er det centrale, at ’virkelige mennesker’ (dvs. ikke skuespillere) fortæller om deres virkelige liv, i dette tilfælde om deres oplevelser med det danske retssystem og fængselsvæsen. Blaagaard Teater kalder selv forestillingen ”dokumentarisk hybridteater” hvilket måske henviser til, at de fire borgere, der står i centrum for Sorte firkant (Alexander, Camilla, Birgitte og Yaqoub (sidstnævnte dog kun som stemme)) deler scenen med to professionelle skuespillere (Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef).

Sennova og Kashef forklarer, at de er der sammen med borgerne for at ”hjælpe med at fortælle deres historie”, men som forestillingen skrider frem, bliver jeg mere og mere i tvivl om, hvad deres rolle er, og hvorfor de egentlig er der. Et par gange går de hurtigt ind og ud af biroller som politibetjente, sagsbehandlere eller lignende, men det meste af tiden optræder skuespillerne også i en form for selvbiografisk funktion, der ikke virker helt afklaret. De spørger djævlens-advokat-agtigt ind til borgernes historier, fortæller relativt umotiveret om deres eget liv, eller metakommunikerer os unødigt gennem forestillingen med replikker som ”Nu går vi videre” eller ”Lad os holde her”. I starten virkede det, som om skuespillerne havde en form for guidende eller instruerende funktion, men derefter står de ofte bare og ser chokerede eller undrende til, mens borgerne fortæller deres historier – og ikke lader til at have synderligt brug for skuespillernes ”hjælp”.

Det er Alexander, Camilla, Birgitte og Yaqoubs modige og nøgterne udlevering af deres liv, personlighed og erfaringer med at blive arresteret, straffet og (for)dømt af offentlige myndigheder, der gør forestillingen vedkommende og interessant. Vi får lov at lære dem at kende og komme tæt på de uretfærdigheder, udfordringer og forandringer, de har gennemgået. Alexanders tørre humor lægger salen ned ad grin gang på gang, og både hans, Camillas og Birgittes nærvær og generøsitet i mødet med publikum viser virkelig dokumentarteatrets potentialer.

Desværre har iscenesættelsen dog ikke formået at forene deres og skuespillernes fremtræden på en velfungerende måde. Sonja Ferdinands dialog bliver ofte halvakavet eller anstrengt, og hvor det kunne have været spændende at høre de medvirkende reflektere mere over deres handlinger, deres udvikling og hvor de er nu, sætter replikudvekslingerne dem ofte fast i en låst position, der er i fare for at blive gentagende og kategorisk.

Der snakkes meget stående på række eller i halvcirkel, hvilket i længden bliver lidt statisk, og det er generelt svært at fornemme, hvor samspillet skal hen. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt skuespillerne var ment til at kontrastere borgerne eller netop skulle forenes med dem i en samling af mennesker, hvor straffeattesten ikke skal afgøre, hvordan man bliver mødt – forestillingen gjorde på én gang begge dele og ingen af delene.

Det fysiske og visuelle grundkoncept består i den gradvise overmaling af scenografiens hvide, celleagtige rum med frejdig grøn maling. Det er simpelt og gennemført, og malingen bruges både illustrativt, symbolsk (håbets farve fylder firkanten) og som en konkret handling, der indimellem fungerer rigtig godt, men også bliver en smule forudsigelig.

Maleprojektet og de personlige historier ledsages af Julie Østengaards lyddesign, der af og til forsøger at fremtvinge en stemning, jeg i hvert fald ikke helt kunne mærke på scenen. Både lyd- og lysdesignet (Anna Westh) virkede ind i mellem lidt voldsomt og forvirrende med kraftige kontraster mellem ildevarslende, hyggeligt og tomt. De stærkeste momenter for min oplevelse var, når en af borgene i stilhed og uden en skuespillers krydsforhør delte sin fortælling med publikum, der var investeret fra start og reagerede med latter, chok og enkelte udråb undervejs.

Altså lykkedes Sorte firkant med at skabe et nærværende møde, hvor man som tilskuer fik indblik i nogle spændende, tankevækkende og vigtige menneskelige fortællinger. Disse fortællinger kunne have fortjent en mere tydelig og helstøbt ramme, og forestillingen føltes alt i alt en smule uforløst. Der kan dog ikke være nogen tvivl om dens relevans, og den dokumentariske grundidé er fuld af potentialer, selvom de desværre ikke helt blev indfriet i denne hybride udførelse.

Blaagaard Teater og Kollektivet SAMLING

Blaagaard Teater, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 12. september-3. oktober 2025

Set den 12. september 2025

Foto: Zuhal Kocan

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://blaagaardteater.dk/program/sorte-firkant

Medvirkende: Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef samt Alexander, Camilla, Birgitte og Yaqoub

Dramatiker: Sonja Ferdinand

Iscenesætter: Kollektivet SAMLING (Marie Boye Thomsen & Helle Kirstine Egsgaard)

Instruktør: Astrid Lindhardt

Komponist og lyddesigner: Julie Østengaard