Anmeldelse: The Robot Project, Folketeatret (Aalborg Teater og Flyvende Grise)
Af Xenia Winther
I forestillingen The Robot Project møder vi Danny, hvis lillebror Leo har begået selvmord. Danny er påvirket af Leos død og prøver at genskabe Danny som kunstig intelligens. Gennem minder, som bliver iscenesat for publikum, prøver Danny at skabe et billede af Leo – men det eskalerer hurtigt, og det bliver klart, hvad der var galt med Leo, og at Danny aldrig forstod eller vil kunne forstår Leo 100 %.
The Robot Project er ikke kun en teaterforestilling men også et foredrag og et forskningsprojekt af kunstig intelligens (AI). Før forestillingen skal man via sin mobil gå på et link, hvor man deltager i en undersøgelse om AI – her går det op for mig, at jeg ingenting aner om AI, og at jeg i øvrigt er ret skeptisk overfor det. Jeg bliver også nervøs for, om jeg kommer til at forstå forestillingen, men jeg bliver også nysgerrig på emnet.
Men da forestillingen går i gang, finder jeg ud af, at den ikke handler om AI, men at AI blot er et virkemiddel, scenografi og en rolle i handlingen, som kredser om historien om et barn, der faktisk bliver mishandlet af sin far og overset af sin mor. Det lærer vi som publikum via de minder og anekdoter, som bliver iscenesat af den eneste skuespiller på scenen, Ernesto Piga Carbone.
Minderne og anekdoterne er flot iscenesat, og på trods af, at Ernesto Piga Carbone skal varme op før han spiller medrivende, kommer der et klart billede af Danny og Leos barndom, deres forældre og Leo som person. Ernesto Piga Carbone spiller dem alle, og det er meget imponerende og naturligt. Både mor, far og Leo bliver nogle stærke og klare karakterer. Ikke kun fordi Ernesto Piga Carbone er en udmærket skuespiller, men også fordi Ernesto Piga Carbone aldrig spiller Danny som barn eller ung. Danny ser vi kun i real tid – Danny spiller en rolle i minderne, men kun som resten af familien forholder sig til ham. Far, mor og Leo er karikeret karakterer, men det fungere alligevel og de er overbevisende – måske fordi vi allerede er i et underligt univers, hvor menneskers intelligens kan gøres kunstig?
Der var dog for meget en rytme i minderne fra fortiden og real tid – hvor Danny efter Leos død skaber ham som kunstig intelligens. Det blev for indlysende, hvornår der kom et minde, og hvornår det var slut. Det hjalp, da Danny i midten af forestillingen ikke sagde ”Skab nyt minde….”, men at minderne bare brød formen og startede ud af det blå. Det var også på det tidspunkt, at det gik op for mig, at Leo nok havde en diagnose, og at deres far udnyttede Leo og hans hjerne til forskning i AI.
Det er altså en medrivende forestillingen – men AI spillede ikke en betydningsfuld rolle. AI spillede den rolle, at deres far var forsker i det og lavede eksperimenter med Leo; han sagde også flere gange, at Leos hjerne havde en ”error”. Det spiller også den rolle, at Danny udvikler Leo som kunstig intelligens.
Men det blev ikke betydningsfuldt nok; samme historie kunne være blevet fortalt, hvis faren var forfatter og skrev og Leo, eller hvis han var psykolog og brugte ham som case. Der var flere gange i løbet af forestillingen, at fortællingen kunne være gået planken ud, men ikke gjorde det. F.eks. da Leo som barn chatter med en chatbot, hvor han spørger, hvorfor hans forældre skulle skilles. Chatbotten forstod ikke, hvad Leo spurgte om og talte i ring. Dette kender man selvfølgelig godt, men den scene kunne være blevet meget mere spændende, hvis chatbotten hjerteløst, som den er, havde fortalt Leo, at de blev skilt på grund af ham. Det havde muligvis gjort scenen mere spændende, belyst hvilke problemer, der kan være ved en chatbot, og gjort det nødvendigt, at forestillingen kredser om AI.
I bund og grund er The Robot Project en medrivende og interessant historie. Og det er en god idé at blande kunst og videnskab, som ellers normalt bliver gjort til modsætninger. Men jeg lærte ikke meget mere om AI – som jeg ellers havde håbet på. Det føles derfor som om, at forestillingen sætter sig mellem to stole, så ingen af de to hovedtemaer – AI og sorgbearbejdelsen – bliver rigtig dybdegående behandlet.
Efter forestillingen er der en lille pause, og derefter er der foredrag, hvor vi som publikum skal svare på spørgsmål om, hvorvidt vi har tillid til AI. Det var et spændende nok foredrag, men for at kunne følge helt med, burde jeg nok have vidst lidt mere om AI. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg stadig ikke helt forstår AI, og heller ikke hvad vi overhovedet skal bruge det til. Foredraget tilføjer desværre ikke rigtig noget til forestillingen.
Aalborg Teater og Flyvende Grise
Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 29.-31. maj 2021
Set den 29. maj 2021
Fotos: Catrine Zorn
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/shows/the-robot-project/
Medvirkende: Ernesto Piga Carbone
Dramatiker: Flyvende Grise
Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Aalborg Teater, Flyvende Grise, Stages of Science og Enactlab
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter (forestilling på ca. 1 time og 10 minutter, 20 minutters pause og ca. 40 minutters performance-lecture)
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod