Anmeldelse: Valgaften, Teatret Svalegangen
Af Thormod S. Kamban
Et gameshow. Du kender konceptet. Der er bejlerne til vindertitlen. De skal igennem en masse udfordringer. Last man standing løfter trofæet. Så forestil dig, at dette var, hvad vi skulle igennem, hver gang der var valgkamp. Eller lyder det i virkeligheden ikke helt skudt ved siden af?
Valgaften er en humoristisk satire over den efterhånden mere og mere tiltagende selviscenesættelse der finder sted på den politiske scene. Når en mand som Alex Vanopslagh pludselig får ny popularitet via et medie som TikTok, mærker vi endnu engang at tiderne er vendt for den politiske scene, og ordet ”scene” tages til next level i Niclas Askhan Johansen og Niels Erlings nyeste forestilling.
Konceptet er nemlig at selve valgaftenen nu skal transmitteres som et live gameshow, og de fire kandidater er nu blevet deltagere der bejler til vælgerne igennem begrænset taletid, og såkaldte challenges som ”Nådesædet” (en elektrisk stol), ”Batmand” (du skal undgå den i lokalet, der har et bat og vil slå dig) eller ”Pressen” (en maskine, hvor man sættes i spænd, så længe man kan udholde det).
De fire deltagere er Henrik, den siddende statsminister, der går til valg på mottoet ”Jeg bruger den CO2, du sparer”, Cassie, der tilbeder hønen Kluk som Oraklet i Delfi, som vil have vælgerne til det samme, Valdemar der går til valg på, at vi skal spare på udgifter til flygtninge ved at få dem til at spise deres afdøde familiemedlemmer, og Christine, der mener at alle skal have lige taleret, og at vi som samfund skal ligestilles fuldstændigt.
Alle løjerne guides af tv-værtinden i den spraglede gule kjole og assistenten Micha. Udenfor studiets mure er landet af en ganske anden forfatning. Camp Dannevig har forsvarsstyrkerne klar tæt ved grænserne, men er de i stand til at forsvare landet mod så store verdensmagter? Flygtningelejrene flyder over med folk i sult og nød. De såkaldte Dannevold-diger er i fare for at briste, hvis ikke de bliver repareret inden længe, så vil det resultere i en katastrofe af de helt store. Det er kort sagt et land i forfald. Problemerne står i kø, og samtidig vil ingen høre på politiske statements – medmindre de er pakket ind i kraftige slagord eller sjove udfordringer.
Konceptet med at omdanne noget til et gameshow, er bestemt ikke nyt. Der hviler gode mængder potentiale i det simpelthen af den grund at det er lige for. Til tider når man ser valg-debatterne i tv, kan man godt sidde med fornemmelsen af at det er et gameshow med to hold, hooligans og et heppekor. Politikerne vil gerne profilere sig på meget andet end bare politik, hvad enten det er Vild med dans eller at synge med Kandis.
Det er i sig selv ret sjovt, men det er som om at gameshow-formatet ikke får udnyttet potentialet fyldestgørende. Det har sjove elementer men bliver også temmelig plat. Det er ikke skuespillernes skyld. De kæmper en brav kamp, og gør det hver især rigtig godt. Men selve teksten halter lidt efter, og arbejder ikke specielt flydende med det lavkomiske og hysteriske sat overfor de mere alvorlige, underliggende toner.
Forestillingen indeholder flere forskellige sekvenser. Der er både når kameraet er tændt og når kameraet er slukket. ”Camera on” er iscenesættelsens højborg. ”Camera off” er her, hvor vi møder mennesket bag, i hvert fald i højere grad. Det er her man finder ud af deres motiver og ser det mere handlende individ (eller passive individ). Imellem disse sekvenser kører forestillingen med små undergrundssekvenser, med blackouts, dunkende bas, blinkende lys og flimrende skærme.
Det er interessant, og jeg kan godt fornemme intentionen med disse skiftende sekvenser, men det bliver ikke fulgt helt til dørs. Hen mod slutningen af første akt får vi pludselig serveret en tosset sang ”off camera”, og om det er meningen at distinktionen mellem sekvenserne skal flyde lidt sammen, skal jeg ikke kunne sige. I så fald synes meningen med denne hensigt at udeblive for mit vedkommende.
På trods af et par gode twist undervejs, der giver stykket lidt spænding, bliver forestillingen også en kende lang i spyttet. Godt 2 timer er en anelse for meget, og med gameshow-konceptet kunne man snildt have skåret i Askhan Johansens manus, så det havde stået mere skarpt, i kortere tid, uden pausen. Når 2. akt blænder op for ”Mød folket”, f.eks. hvor kandidaterne giver taletid til en fra befolkningen, virker det som mere af det samme, og det sjove går lidt af samtidig med at man godt har forstået, at det er tom snak mens problemerne vokser sig større.
Scenen tager form som et firkantet podie i 2 niveauer med skærme ud til publikumssiderne, ikke ulig arenaen til en boksekamp (og det er vel næppe tilfældigt). Ved podiet går en lille trappe op som deltagerne entrerer fra. Denne scenekonstruktion af Eilev Skinnarmo, åbner rummet på en god måde og skaber et nysgerrigt samspil publikum skuespillere imellem.
Både scenerummet og de farverige kostumer giver associationer til en blanding af Hungergames og manga-tegneserier. Det er prangende, finurligt og det er en sjov kontrast til deres overgjorte politiker-personalities, der taler mere end de handler. Men taler de alle tom snak? Eller kan vi sætte vores lid til nogen af dem?
Det får vi som publikum, efter sigende, lov til at skulle medbestemme når man mod slutningen må trække mobilen op for at sende en SMS-stemme til fordel for den kandidat man hælder til. Om de har tre forskellige slutninger klar, tvivler jeg på, eftersom afstemningen og optællingen finder sted indenfor halvandet minut. Så vores SMS-stemmer har næppe en betydning. Måske det er overlagt, men det virker påfaldende. Så påfaldende at man skulle tro, at det var en direkte kommentar til valgfusk… (*)
Stykket bærer på en dybereliggende undren over vores demokratiske styre, og adresserer også problematikken ud mod os som publikum, når vi brøler med på kampråbet ”Det er vores stemmer der bestemmer”.
Om problematikken peger mest på om det er folkets stemmer eller de folkevalgte, der er det værste, må være til fri fortolkning. ”De vil ikke oplyses”, siger assistenten Micha på et tidspunkt om seerne. Men er vi allesammen så blåøjede som Niels Erling vil have os til at tro? Eller ender vi i denne dystopi, hvis ikke vi stopper op og kigger ind ad nu?
(*) Kommentar indsat 25.02.23: Anmelderen er af Niels Erling og Per Smedegaard efterfølgende blevet gjort opmærksom på, at der er tale om en reel SMS-afstemning. Det har han ikke skænket en tanke, at det kunne fungere ligesom en Kahoot ,og han beklager, hvis ordvalget kunne misforstås. Det fastholdes dog, at man i afstemningsøjeblikket og kampens hede kunne have en tvivl om, hvorvidt det – bevidst – var fastlagt på forhånd som en del af gameshowet og en kommentar til magthavernes “fake news” og indsigelser mod valgresultater.
Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 11. februar-11. marts 2023
Set den: 11. februar 2023
Fotos: Creative Zoo, Montgomery
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2022-2023/valgaften/
Medvirkende: Bolette Engstrøm Bjerre, Kaja Kamuk, Ashok Pramanik, Allan Helge Jensen, Emil Veber Rasmussen og Emma Silja Sångreen
Manuskript: Niclas Askhan Johansen
Instruktion: Niels Erling
Scenografi og videodesign: Eilev Skinnarmo
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Kære Thormod,
Tak for din anmeldelse af Valgaften.
Jeg vil blot opklare for dig, at vi absolut har 3 slutninger, og at det bestemt er jeres SMS-stemmer afgører hvilken slut ingen vi spiller. Det fungerer på samme måde som kahoot, hvis du kender det, så folks stemmer kommer direkte op på en computer ved vores afvikler (det tager ca. 8 sek, fra sendt sms til den “ankommer”). Ingen valgfusk hos os. Men din mistro til vores håndtering af stemmerne er spændende, og afspejler måske også en side af samfundet.
God weekend. 🙂
Kh
Emma Silja
Jeg er blevet gjort opmærksom på det af blandt andet Niels Erling og Per Smedegaard. Vi har indsat en kommentar i anmeldelsen. Tak for jeres henvendelser og fortsat god spilleperiode.
Mvh. Thormod