Re-anmeldelser under CPH STAGE 2016
Under CPH STAGE 2016 præsenteres både nye forestillinger og forestillinger, der har spillet før, og en række forestillinger fra teatre rundt om i landet opføres også i København.
Vi har set og anmeldt ’Uledsaget’, ’For enden af kærligheden’, ’De stuerene’ og ’Hvem har æren?’ tidligere på de respektive teatre, som har opsat forestillingen.
Under CPH STAGE har vi haft mulighed for at lade andre af vores anmeldere se disse forestillinger også – her er deres tanker.
Herudover spiller også en række forestillinger, som vi tidligere har anmeldt. Dette gælder f.eks. ’No Planet B’ på Husets Teater (Powerplay), ’Hjem, svære hjem’ på Edison (C:NTACT) samt ’Nordisk Fjer’, ’Metamorfoser’ og ’Rystet spejl’, som alle er fra Det Kongelige Teater.
Uledsaget, Aveny-T (Mungo Park), 3. juni 2016
Forestillingen er oprindeligt set og anmeldt den 4. maj 2016 på Mungo Park.
Sidsel gav den oprindeligt 6/6 i sin anmeldelse, som kan læses her.
6/6
Af Christian Skovgaard Hansen
I ’Uledsaget’ møder vi en række skæbner under flugten. Hvad vil det egentlig sige at være flygtning? Hvorfor flygter man, og hvilke tanker gør man sig under flugten? Hvordan foregår flugten, og hvilke hændelser må man igennem undervejs? Alle disse spørgsmål forsøger ’Uledsaget’ at give et svar på. Kamilla Wargo Brekling har skrevet manuskript og instrueret, mens Khaterah Parwani, der har arbejdet med flygtninge i Danmark gennem 15 år, har stået for research.
Det er derfor et virkeligt billede, som her er omsat til teater. Vi er igennem en række kapitler vidner til 3 skæbner: Assef, Soraya og Farid. Vi er vidner til deres skæbnefortællinger om at flygte, om at være alene og om at rejse uledsaget. Vi følger deres flugt fra start til slut, og fortællingerne omsætter deres tanker til barsk virkelighed. Forestillingens titel er meget sigende; mange af dem, der flygter, flygter alene, hvorfor de er uledsagede, og der ingen garanti er for, at de finder sammen med deres familie igen.
Fortællingerne fortælles sobert og ærligt uden at politisere. Samtidig gør forestillingen det, som er teatrets fornemmeste opgave. Den sætter tanker, hjerne og hjerte i gang hos publikum, og gør en nysgerrig. Flot!
Forestillingens fortællinger fortælles af Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Henrik Prip. Deres fortællinger sættes ind i en enkel, men meget virkefuld ramme, hvor scenografi, lys og lyd spiller perfekt sammen.
Med ’Uledsaget’ får de reelle flygtninge en ærlig og reel stemme.
Gæstespil fra Mungo Park
Spillede på Aveny T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg
Spiller indtil den 25. juni og igen i efteråret 2016
Spilledato: 3. juni 2016 under CPH STAGE 2016
Foto: Mikkel Russel
For enden af kærligheden, Husets Teater (Odense Teater og Aarhus Teater), 4. juni 2016
Forestillingen er oprindeligt set og anmeldt den 28. september 2015 på Odense Teater.
Mette gav den oprindeligt 4/6 i sin anmeldelse, som kan læses her.
3/6
Af Christian Skovgaard Hansen
Han og hun, Lars (Simonsen) og Sarah (Boberg). De to ægtefæller er alene i Husets Teaters sorte rum. Lars indleder ”hans” tale, inden det bliver Saras tur til ”hendes” tale. Vi er for enden af deres ægteskab, for enden af kærligheden. ”Hvad er der sket?”, ”Hvordan er vi endt her?”, ”Hvor er livet?” og ”Hvad skal vi gøre?” er blandt spørgsmålene, som stilles.
Det er ordet, der er i centrum her. Lars og Sarah har hver deres – lange – monolog. Intet varer evigt, så det må stoppe her. Deres to monologer er ensartede, og det er alene den, der fremsiger dem, der er forskellige, mens indholdet er det samme. Ordene i de to monologer er skarpe og flotte, og de rammer begge nogle bidende bemærkninger, som rammer godt. De to gør brug af de samme virkemidler, og man får den tanke, om vi – han og hun – egentlig er så forskellige.
Men monologerne er også forestillingens svaghed. Hver monolog varer godt 40 minutter, og selvom de er skarpe, føles det efterhånden, som man kommer igennem monologen, at man har hørt det før. Forestillingen ville have vundet meget ved, at monologerne var blevet kortet og gjort skarpere, således fokus havde stået (endnu) mere klart.
Endvidere undrer det mig, hvad afbrydelsen af de 7 børn, som kommer ind og synger ”Vindes farver”, egentlig skal gøre godt for – udover afbrydelsen, således scenen kan skiftes fra ham til hende. Endvidere står slutningen en kende uklar – hvorfor?
Pladsen er ved den enkelte, faktisk fraværende scenografi, givet til ordene. Og det er dem, der er årsagen til, at du skal opleve ’For enden af kærligheden’. De sætter tankerne i gang og vækker minderne.
Gæstespil fra Odense Teater og Aarhus Teater
Spillede på Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spiller ikke mere
Spilledato: 4. juni 2016 under CPH STAGE 2016
Foto: Odense Teater
De stuerene, Aveny-T (Mungo Park Kolding), 8. juni 2016
Forestillingen er oprindeligt set og anmeldt den 6. februar 2016 på Mungo Park Kolding.
Christian gav den oprindeligt 5/6 i sin anmeldelse, som kan læses her.
4/6
Af Carina Blangsbøll
Inden vi træder ind på teatret bliver forestillingens prolog læst op under de grønne bøgetræer ved Aveny-T. Netop i dette øjeblik er stilheden det mest larmende på hele alléen. Prologen er skrevet af Pia K. og den fraværende klapsavle og tavsheden efter Pias ord, overdøver både biler og busser langs Frederiksberg Allé, såfremt der altså har kørt nogen.
Allerede her står det vist klart, at Dansk Folkeparti ikke er for alle. For nogen er det nok bare at se ‘De stuerene’.
Med flag og frikadeller åbnes salen op og larmen tager så småt til igen, imens publikum får roteret sig på plads i salens varme stole. På scenen starter vi ud med en kavalkade af parodier, der nok skal vise publikum, at skuespillerne her kan gøre, spille og citere lige, hvem de ønsker.
En stribe politikere bringer på denne måde hurtige grin frem i salen, og selvom du ikke er topscorer i Bezzerwizzers kategori om politik i 1990’erne, skulle det alligevel være muligt for dig at grine med, da visse af politikerne er så karikaturfremstillet, at det sjove ikke er til at overse.
Ind imellem føles monologerne lange og trættende, men det virker måske også som en ekstra øjenåbner for publikum. Visse steder i forestillingen hører vi venstrefløjens politikere skrige deres tilråb til folket om, at det er sidste chance, før det er for sent at stoppe galskaben på Borgen. Forestillingen er på den måde dødsens alvorlig med en god pointe om at sætte sig ind i politik og ud over sin egen græsplæne.
Til slut i den politiske skildring er det ikke kun Pia og hendes partifælder der bliver citeret på scenen, men frem stammer en række lignende udsagn fra hendes politiske modsætninger.
Forestillingen er hverken en parodi eller en forgyldning, jeg vil nærmere betegne hele rouladen som en citerende karikatur på 20 års politik set i forhold til Pia. Et tragikomisk og samfundsskildrende indblik i 20 års politiske holdninger.
Lad være med at tro på alt, hvad du hører, og husk at brug din stemme.
Gæstespil fra Mungo Park Kolding
Spillede på Aveny T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg
Spiller igen til efteråret 2016, hvor den også er på turné rundt i Danmark
Spilledato: 8. juni 2016 under CPH STAGE 2016
Foto: Palle Skov og Carina Blangsbøll
Hvem har æren?, Teater V (Odense Teater) 12. juni 2016
Forestillingen er oprindeligt set og anmeldt den 19. november 2015 på Odense Teater.
Emil gav den oprindeligt 5/6 i sin anmeldelse, som kan læses her.
5/6
Af Christian Skovgaard Hansen
”Dobbeltmoral er dobbelt så godt.” Så enkelt kan Odense Teaters ’Hvem har æren?’ sammenfattes. Teksten er skrevet af den syriskfødte østrigske forfatter Ibrahim Amir, og som teatret skriver på deres hjemmeside, har han skrevet teksten ”med humor og et skarpt blik har skabt en farce om et tabubelagt emne.”
Emnet er æresbegrebet i de arabiske familier. To fædre har indkaldt til et samlet familieråd, da den enes datter er gift med den andens søn. Familien er blevet vanæret, da datteren har været sin mand utro, da hun har forladt ham og børnene. Kan de redde æren? Og hvordan gør man?
Forestillingens haner bryder ud i hanekamp. De puster sig og kommer med en masse ord – men hvem af dem er egentlig mand nok til at genoprette æren? Hver enkelt kommer med den ene dårlige undskyldning efter den anden. De vil gerne have genoprettet æren, men de vil bare ikke gøre det selv. Forestillingens haner bliver igennem forestillingen nærmest til forestillingens høns – mens det modsatte nærmest gør sig gældende for forestillingens kvindelige spillere.
Ibrahim Amir bruger humoren som ”luftsrenser”. Selvom humoren nærmest bliver grotesk visse steder, er man aldrig i tvivl om problematikken og den faretruende og nærliggende afgrund. Sisse G. Jørgensen har stået for den enkle scenografi, hvor man praktisk talt hele tiden er tæt på denne afgrund.
Alle skuespillerne præsterer samtidigt fantastisk, og det er umuligt at fremhæve en frem for en anden. Jens Jørn Spottag (faderen), Githa Lehrmann (moderen), Martin Bo Lindsten (broderen), Mads Nørby (svigerfaderen), Benjamin Kitter (ægtemanden), Rikke Lylloff (datteren), Mikkel Bay Mortensen (elskeren), Emil Bodenhoff-Larsen (mandlig politibetjent), Malene Melsen (kvindelig politibetjent) og Nana Christine Morks (kvinden) leverer alle gode skuespilpræstationer, hvor de alle hver især kommer til deres ret.
’Hvem har æren?’ fremstiller problematikken om æresdrab på en på samme tid sober og ærlig, men også humoristisk og håndterlig måde – og uden at det hele bliver for plat. Det sætter nogle tanker i gang, og mens man går fra forestillingen overvejer hvem, der egentlig har æren, og om hvordan man kan og bør redde den.
Gæstespil fra Odense Teater
Spillede på Teater V i Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby
Spiller ikke mere
Spilledato: 12. juni 2016 under CPH STAGE 2016
Foto: Emilia Therese/Odense Teater
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod