Anmeldelse: 16:29, Teater Momentum (i samarbejde med Aalborg Teater)

Anmeldelse: 16:29, Teater Momentum (i samarbejde med Aalborg Teater)

Af Emilie Elisabeth Bundgaard

Forestillingen 16:29 er delt i to dele. Ikke bare to akter, men to individueller dele. Første del er en monolog fremført af Amira Jasmina Jensen. Monologen er skrevet på baggrund af historien om den blot 18-årige franske pige Océane, der tilbage i 2016 live-streamede sit selvmord.

Anden del af 16:29 består af et videoværk lavet af hiphopkollektivet Capiral Fluxus. Der bliver gennem værket rappet på dansk, fransk, engelsk og kinyarwandansk. De tager os med ind i tankerne om selvmord og identitetskrise hos ungdommen i Europa.

Hele scenen er klædt i lyserødt. Lyserødt over alt. Sengen er lyserød, bordet er lyserødt, bagtæppet er lyserødt, lampen og telefonen er lyserød, og der ved bordet sidder Océnae kun klædt i lyserødt. Amira Jasmina Jensen fremfører en længere monolog i rollen som Océane, hvor vi fra starten gøres opmærksomme på, at hun vil live-streame sit selvmord. Hun tager os med gennem episoder af sit liv, og hvorfor hun nu har taget denne beslutning. Hun er ikke sammen med sin kæreste længere, og man fornemmer hele tiden, at der er sket noget ubehageligt omkring det brud, men det bliver på intet tidspunkt italesat 100 %.

Amiras fremførsel af denne monolog er gribende, og hun formår at få alle sider af fortællingen med. Hendes skift mellem at være Océane for derefter at imitere eksempelvis ekskæresten, købmanden eller sin far, er spot on. Hendes intense blik, der fanger publikum, borer sig nærmest ind i én. En ekstrem stærk oplevelse.

Lyden og lyset, der er designet af hhv. Nanna Schleimann og Mads Eckert, harmonerer virkelig godt sammen. De understøtter hinanden og intensiverer stemningen i rummet og de følelser, som Océane har på scenen. Uden tvivl to elementer, der er helt uundværlige for forestillingen. F.eks. stykket i monologen, hvor Océane er til tatovør. Den sitrende lyd af nålen, og lyset der blinker i takt hertil. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvor man skal forestille sig at befinde sig.

Da monologen lakker mod enden, og Océane gør sig klar til at streame, forlader hun scenen. Bagtæppet falder og vi møder store citater på storskærm skrevet af folk, der så med under streamingen. Der var bumstille i salen, og følelsen af tomhed kom op i mig. Stakkels pige. Og stakkels samfund.

Anden del, videoværket NEO-EUROPE, foregår udelukkende på storskærm. Det tager mig lidt tid at finde mig til rette i, at jeg nærmere er i en biograf end i en teatersal. Heldigvis hjalp teksten i programmet mig på vej til at forstå meningen bag filmen. Der er ikke rigtig tale i filmen, men mest høj musik. Jeg sidder dog med en gennemgående følelse af, at filmen illustrer den ensomhed, man kan føle, selvom man er i et selskab. Flere gange ser vi de unge mænd og kvinder i filmen med tomme blikke, trods de befinder sig sammen med andre mennesker. Lyden i filmen er ekstrem høj, og til tider synes jeg også, at det tangerer til at blive en tand for voldsomt, men måske er det en nødvendighed for at formidle det egentlige budskab og for at få publikum til at få en følelse af, hvordan det kan være inde i hovedet på disse unger mennesker, der kæmper med panikanfald, selvmordstanker og identitetskriser.

Havde filmen stået alene og ikke været indledt med monologen, tror jeg desværre ikke, at budskabet havde været at se på samme måde. Men det gør den, heldigvis. Hvorimod monologen godt kan stå alene.

Vi lever i en verden, hvor de sociale medier og den sociale accept fylder mere end nogensinde før. Hvem er dine venner egentlig? Océane havde flere tusinde følgere på Instagram, men er det venner? Hvis du ser én græde i offentligheden, spørger du så, hvad der er galt?

16:29 er en oplevelse, der kommer rundt om hele paletten og en oplevelse, der giver to indtryk, men for mig gav det den samme tanke om, at jeg håber, at forestillingen bliver bredt ud over hele Danmark og resten af verden, for det er et uhyre vigtigt budskab, det kommer med. 

Teater Momentum og Aalborg Teater

Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 5000 Odense C

Spilleperiode: 24. januar-20. februar 2019

Spiller herefter på Aalborg Teater i perioden 11.-18. maj 2019

Set den 2. februar 2019

Fotos: Daniel Buchwald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teatermomentum.dk/event/1629/

Medvirkende: Amira Jasmina Jensen

Dramatik og instruktion: Anna Andrea Malzer

Lysdesign: Mads Eckert

Lyddesign: Nanna Schleimann

Kostumedesign: Maren Birkbøll Auzias

Visuel-EP: Capital Fluxus

Varighed: Ca. 1 time og 40 min inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *