Anmeldelse (re-anmeldelse): Jeg løber, Det Kongelige Teater

By: Nanna Sofie Pehrson
On: 19. januar 2020

Dette er en re-anmeldelse af repremieren. Vores anmeldelse fra forestillingen i 2017 kan læses her.

Af Nanna Sofie Pehrson

Anders Juul er ene mand på scenen og står allerede fastfrosset på scenen, da vi træder ind i salen. Han skal fortælle os en historie om tab, sorg, afmagt og frustration. Forestillingen er baseret på Anders Legarth Schmidts løbeblog, der blev udgivet i Politiken 2015-2016, blot et par år efter han mistede sin 6-årige datter Ellen til leukæmi. I efteråret 2017 opsatte Det Kgl. Teater for første gang forestillingen, og i 2018 blev Anders’ historie udgivet i bogform hos Politikens Forlag.

Små røde tal over scenen begynder at tælle ned. 5-4-3-2-1… Tiden nulstilles. Historien kan kun fortælles rundt om den begivenhed, der ændrede Anders’ syn på verden for altid. Hvordan kan man leve og finde sig tilpas i en verden, hvor uskyldige børn skal dø?

Jeg løber er en fortællingen om at holde fast i lysten til livet, når alt ser sortest ud. Det er en gennemgang og kropsliggørelse af den psykologiske proces i sorgen. Det handler om at genvinde kontrollen. Anders Juul er i bevægelse hele forestillingen igennem og på trods af, at det lydeligvis er fysisk udfordrende, leverer han en fantastisk og rørende præstation. Han løber uafbrudt på det lille løbebånd, der er placeret midt på scenen og løber i 1 time og 20 minutter ud i intetheden.

Monologen bliver ikke blot formidabelt leveret, men er også utroligt flot skrevet. Teksten er poetisk og rytmisk, og falder smukt i et med lyden af fødders dunkende rytme på løbebåndet. Line Mørkeby og Thomas Bendixen har virkelig formået at gøre en blog om løb og sorg til kunst.

Der er det seneste år blevet opsat flere forestillinger rundt om i landet, der beskæftiger sig med døden. ”Dødsangst i galop” på Sort/Hvid og ”Teatret”s ”Det begynder at blive koldt om fødderne” på blandt andet Teater V er bare to eksempler. Døden er eftersigende et tabu, hvorfor det også er spændende at prøve at belyse i kunsten, men det er svært at skabe en afrundet fortælling om et så følsomt emne.

Jeg er så uendeligt glad for at have oplevet Jeg løber, for netop denne forestilling gav mig den umiddelbarhed og frustration, som jeg føler er uundgåelig i bearbejdelsen af døden. Hvis man har prøvet af miste en man har kær, kender man følelsen af at ville gøre alt, hvad der står i ens magt for at få dem tilbage. Man kender frustrationen over, hvorfor de skulle tages fra en netop nu. Det er netop dén følelse, som Jeg løber slår direkte ned i og giver publikum den største mavepuster, så vi sidder og hiver efter vejret på lige fod med Anders Juul. Vi sørger sammen.

Da lyset slukkes, bliver der stille. En hel sal af publikummer er lammede, og de 30 sekunders stilhed, før det første klap, er noget er det stærkeste jeg nogensinde har oplevet.

Jeg løber er intenst og tankevækkende teater om det at miste, at give sig lov til at svælge i sorgen, hvorefter livet atter må gå videre og dog aldrig bliver det samme.

Co-produktion med SYSTEMET

Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Pl. 36, 1250 København K

Spilleperiode: 17. januar-8. februar 2020

Set den 17. januar 2020

Fotos: Camilla Winther (fra opsætningen i sæson 2017/2018)

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/jeg-lober/

Medvirkende: Anders Juul

Dramatiker: Line Mørkeby

Iscenesætter: Thomas Bendixen

Scenografi og kostume: Sir Grand Lear v/ Ingvild Grande & Lea Burrows

Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen